Pantomimer.

Solen skinnede med den klare blå himmel som baggrund. Ikke en eneste sky var at se, så solen havde frit udsyn til hele området.

Den kunne dog ikke se alt, for selv om den sprøjtede kraft ud, som af hundrede millioner atombomber hvert sekund, døgnet og året rundt, kunne et lille stakit i en have, en busk eller en ølkapsel, skjule et og andet, som dens stråler ikke evnede at nå.

Solen var dog ikke bekymret af den grund. Den gik mere op i sine børn, skyggerne. Hver gang en stråle blev brudt på sin vej, fødtes et barn. Den lod børnene løbe på veje og op ad husmure, men ikke så længe af gangen. Snart skubbede den dem et lille stykke videre, mens den bibeholdt grebet i deres fødder.

På trods af dette hvilede der ro over børnene, bortset fra når en af de fire hovedvinde pustede sig op som verdensmand og førte sig frem med et: ”Her kommer jeg.” Så dansede buske, vasketøj og flag efter dens pibe, og skyggerne gjorde, det bedste de havde lært, for at følge med. De begrænsede sig ikke til udendørs aktiviteter, men opførte også deres pantomimer i stuerne, hvor vinduerne ikke havde lukkede øjne.

Her boltrede de sig på bonede og skurede gulve, op og ned ad vægge og karme, og hen ad borde, hvor der stod ting og sager, de straks efterabede i fortegnede silhuetter.