Bladguld.

Det gyldne blad havde smukke okkergule, røde og brune toner i livet. Det lyder næsten musikalsk, og på en måde er det jo også det. Digtere ser i begyndelsen ikke altid farver og musik som adskilte fænomener. Først når de fra kausal eksistens glider over i et æterisk forløb, for senere at blive beskrevet mundret i en eller anden form, får de personlige udtryk. Men derfor kan de alligevel sagtens være fra samme slægt.

Bladet havde netop rystet sig løs fra stamtræets grene. Den fugtige sensommervind kom susende og tilbød fri kørelejlighed med guidet sightseeing. Den kunne dog ikke tilbyde en bestemt destination, fordi dens køreplan var for diffus. Men retning havde den, og var man med på den, kunne man lige så godt tage imod dens generøse tilbud, nu man tilhørte bladenes avantgarde, som var lidt forud for sin tid, og derfor også betragtedes som lidt til en side. En god sidevind var så heller ikke af vejen.

Det hvislede, beruset af forventning, hen ad fortovet. Betragtede man fliserne fra en afstand af omkring medmenneskelig øjenhøjde, så de pænt glatte ud, lige bortset fra sammenføjningerne naturligvis. Men fra bladets synsvinkel var fliserne regelmæssigt ujævne, beregnede til at fremkalde den karakteristiske lyd, som visne blades flugt hen ad fortovsfliser skaber.

”Der gjorde du mig forskrækket,” udbrød et firben, som holdt siesta på en lille forhøjning mellem fortovet og hækken. ”Kunne du ikke fare lidt mere lempeligt frem?”

”Kære ven,” udbrød bladet. ”Jeg var helt opslugt af min sidste dans, og vestenvinden har sin egen rytme som bevæger mig. Det er jo ham der fører, og jeg følger både hans noder, unoder og sidespring. Du synes vel, at jeg danser som vinden blæser, men så vil jeg tage bladet fra munden, og sige det som det er:

Jeg er snart færdig med mit jordeliv og overgår til de universelle bibliotekers arkiver, men inden min sidste dans er slut, vil jeg lige fortælle dig, at din halespids ligger og spræller umotiveret, næsten som om den prøver at finde danserytmen. Når lygterne tændes på gade og vej, har jeg nok danset min sidste dans. Så bliver jeg blød, logger ud, og hvad der så siden sker, må guderne vide.

Jeg ved kun, hvad jeg selv tror, og tvivler på hvad jeg ved.

Nå, nu ændres rytmen igen, og vestenvinden puster sig op. Vi ses måske engang, når scenen er skiftet, og vi er sminkede til nye roller. Manuskriptet er allerede skrevet i grove træk, men vi ikke mere bundet af det, end at der er plads til improvisationer.

/J.W.

Bogstaveligt talt.

Et bogstav kan bruges som enkel markering.
P på et skilt siger nemlig Parkering.
Sæt P foran lease, eller bagefter KO,
så ændrer du ordene, begge to.
S kan også stå foran tøj,
hvis larmen fra naboen bliver for høj.
Ønsker man ro og siger: ”Vær stille,”
sætter man ikke S foran pille.
Et S i ærmet og først i September,
et stik af en bi og ”Time To Remember.”
Det røde æble, den grønne pære
er lige så modne, som de bør være.
Så kan man sige: ”Det var den Sommer,”
men fjerner man S’et, får man en ommer,
mens dagen bliver kort, og bierne brummer:
”Vi varmer da op til lidt Indian Summer.”

Blomster med note til Terpsichore.

Sendt med Intergalaktisk Floragram som tak for din inspirerende dans.

Jeg plukkede en buket blomster ved Mælkevejens grøftekanter i nat. Den er til dig, for det var dig og din fortryllende dans, jeg havde i tankerne, hver gang jeg tilføjede en ny blomst. Det var også derfor, buketten blev så smuk og derfor, det var let for mit hjerte at vælge, de blomster som klædte hinanden bedst.

Du bør ikke sætte den i vand, da vejstøvet holder den frisk, hvis du lader det sidde, og det giver samtidig buketten et skær af eventyr. For det er årtusindgammel, glitrende stjernestøv, og det er magisk.

Du kan lægge den i pres under din lyre, men ikke i længere tid end det tager en stjerne at studere supernovalistik på universitetet og opnå neutronstjernediplom.

Skulle du miste den, vil den stadig bevare sin magi for dig, hvis du beholder den i dine tanker. 

Knus, Osiris. )))*(((

Flowers with a note for Terpsichore

Posted via Intergalactic Floragram as a thank you for your inspiring dance.

I picked a bouquet of flowers at the Milky Way’s roadsides last night. This is for you and not only for your eyes. It was you and your enchanting dance, I had in mind, every time I added a new flower. It is also why the bouquet became so beautiful and why it was easy for my heart to choose the flowers that suited best to each other.

You should not put it in water because the dust from the roadsides keeps it fresh, if you let it sit, and it also gives the bouquet a touch of adventure. For it is millennium old, glittering stardust and it is magical.

You can dry and press the bouquet under your lyre, but don’t press it for longer than it takes a star to study supernovalism at the university and achieve neutronstardiploma.

If you should lose it, it will still retain its magic for you if you keep it in your thoughts.

Hugs, Osiris. ))) * (((

Mars dater Månen.

Mars spurgte Luna:
"Er du med på en date,
hvis altså jeg ikke er kommet too late?"

Luna som nu er lidt småfuld og ør:
"Jeg ved ikke rigtigt, om jeg tør."

"Come on du skønne, dit gyldne smil,
gør afstanden mindre med mange mil."

"Du er jo kriger, mens jeg kun er mø,
så du kan vel kysse, så poler vil tø?"

"Jeg synes, vi sammen skal synge duetter,
til hjerterne smelter, og tågerne letter."

"Okey, du kommer den syvogtyvende,
gad vide hvor hastigt, du så kommer flyvende?"

"Jeg farer med lempe, og nærmer mig roligt,
så bliver det hele lidt mere fortroligt."

"Jeg glæder mig nu, og vandet skal spejle,
mit åsyn og lys for måske vil du bejle."

Eventyr fra vindueskarmen.

Der findes, mildt sagt, både gode og mindre gode eventyr. De mindre gode er der ingen grund til at spilde tid på, men de gode fortjener opmærksomhed. Oprindelsen til dem har altid været der, og når nogle af dem ønsker at give god mening, tager de vinger på og sætter sig i vindueskarmene, hvis de ser, der er et velforberedt skrivebord i nærheden. For de ved af erfaring, at her er mulighed for, at et opmærksomt sind vil få øje på dem, og portrættere dem forsvarligt.

Eventyr er ofte følsomme, og bliver de beskrevet for sjusket, letter de vingerne og finder andre vindueskarme med udsigt til velforberedte skriveborde.

Et eventyr, var landet i en lys vindueskarm. Indenfor var der skrivebord med pen og blæk, masser af ubeskrevne ark, samt et staffeli med opspændt lærred på. Det blev hurtigt opmærksom på, at radioen spillede noget anstrengende musik. Eventyret havde en god portion musikalitet og visdom i rygsækken, og kunne tydeligt mærke, at denne musik ikke havde det godt. For musik, som var i harmoni med sig selv, holdt sig altid indenfor det evige sekund, men denne musik forsøgte at undslippe det. Den sendte desperate skrig ud i alle retninger for at slippe for nu’ets bånd, som den fandt snærende, og det lykkedes den at bilde sig ind, at den havde heldet med sig.

Nu er nu’et ikke sådan at undslippe, men den uheldige musik troede, det var lykkedes for den, og man kunne ligefrem høre, at den pralede med det. Men lykkelig var den langtfra, og det fattede den ikke en node af. Den gav sig dog ikke, men prøvede at finde på nye og mere avancerede unoder for at få fred i sine inderste toner. Men lige meget hjalp det. Den utilfredsstillende murren holdt ved, og selv behændige oktavskift hjalp ikke på det.

Nu kunne man indvende, at musikken ikke var ansvarlig for sine disharmoniske udladninger og følelser, men at komponisten måtte stå inde for dem, og det lyder nok ganske plausibelt. Man kunne tilføje, at også dirigenten samt musikernes evner, havde deres roller at spille.

Eventyret foldede sine vinger ud og forlod vindueskarmen. For denne musik ville forstyrre digterens stille sind, og dermed hans muligheder for at beskrive eventyret, så det kunne genkendende sig selv. Det var vel en eventyrret at forlange det.

Digteren havde set det komme og flyve igen. Han slukkede hastigt for radioen, for nu skulle der beskrives, og hvis nogen, eller noget, forsøgte at lægge hindringer i vejen, blev de sendt til deres egne lokaliteter, hvor de kunne underholde hinanden med deres timelige betragtninger. Den eneste måde de forstod det evige sekund på, var når et ur var gået i stå, uden nogen tænkte over det, og alligevel skævede til det med mellemrum.

Nu ville digteren kontakte Mayas slot, som var helt uden kontakter. Det sted, hvor alle ufortalte eventyr, og nu’et boede. Så ville han male et ordbillede, som et portræt, der lignede eventyret til forveksling. Det skulle nemlig ikke være en karikatur.

Og fra Mayas slot kom en æterisk strøm af eventyrlige analogier og metaforer, samt beretninger uden omsvøb, og mens dørene til fortiden og fremtiden blev skubbet blidt i, kunne eventyrene frit udfolde sig. De plukkede af og til en blomst i fortidens og fremtidens haver, og fjernede måske også lidt ukrudt.

Men de dyrkede dem ikke mere.

Eventyrlig snik-snak.

”Feer findes ikke i virkeligheden,” sagde alfen og slog ud med begge hænder. Han sad i strandkanten og snakkede med sig selv, og det gik vist helt fint.

”Men jeg synes da godt om, at man fortæller eventyr om dem. Feerne, særligt de gode, er sommetider med i nogle skønne beretninger, og jeg har også selv fortalt historier med feer i.”

”Så kom den onde fe derind…fe derind…fe derind… Det var i eventyret om Tornerose. Hun var sådan et vakkert barn, altså Tornerose, og så skulle hun absolut trylles til at sove i hundrede år. Tænk dig, hundrede år. Det er en søvn der vil noget. Mon hun så var blevet til en gammel dame.”

”Det tror jeg ikke. Men jeg ved ikke mere end dig.”

”Det gør jeg heller ikke.”

”Nu har jeg lige sagt, at jeg foretrækker gode feer. I min optik har de onde ingen eksistensberettigelse. Jeg er så følsom og kommer let til at græde.”

”Du er et pylrehoved, er du. Man må tage det sure med det søde, ellers kommer der ingen kulør på, og så er du ikke til rigtige eventyr, men samler kun på glansbilleder.”

”Jamen Den Grimme Ælling, for ikke at nævne Hans og Grethe, er da ikke til at holde ud. Jeg læser altid kun slutningerne, hvor de elskende får hinanden i enden. Det passer lige til mine hartkorn, hvad eventyr angår.”

”Ja, som jeg siger: Du er et pylrehoved. Nogle forstår slet ikke, at et rigtigt eventyr er en analogi på virkeligheden, og kasserer det som pjat. Men jeg siger dig: Den der kværuleren om, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er, giver mig hovedpine, hvis jeg tager mig af det. Tørre, visne blade, som vinden hvisler hen ad fortovet en efterårsdag, er det bare forfald der skal fjernes hurtigst muligt, eller er det også efterårets gudinde som hvisker lønligt om livets omskiftelser og fortæller dig, hvorfor de er nødvendige?”

”Jeg tror, det kommer an på, om man har et lyttende sind, eller om man lukker munden på, og ørerne for, den  eventyrlige pludren, så man  i stedet kan komme til at fortælle om sig selv.” 

”Hvis jeg synes, at en spade kun er en spade, og ikke kan finde poesi i den overhovedet, så er jeg da vist en skovl.”

Opvarmning.

Dine albuer skyder frem,

mens du samler hænderne i nakken

og koket løfter håret fri fra skuldrene.

Som det rolige havs solglitrende skum

der bevæger sig så yndefuldt

denne særlige sommermorgen.

Mens himlen stille kysser havet i horisonten

og inklinerer blufærdigt.

Orkestret stemmer instrumenterne

og antyder et varieret repertoire.

Ægte guld.

Dit guldsmykke er af højeste karat. Det er tungt, fordi der ikke blev sparet på det ædle metal, da det blev skabt. Solgte du det i dag, var du økonomisk fri og vaccineret mod timelige bekymringer i årtier.

Selvfølgelig bærer du ikke det originale smykke. Det er for risikabelt, men kopien er tilsyneladende originalen, og så er det ikke jordens undergang, hvis det skulle blive stjålet. Men du ved, du har originalen, og den er sikret bag lås og slå, gemt bort i mørket.

Alle ved jo, du ejer smykket, og måske er prestigen mere værd end salgsværdien, for du har vævet din personlighed ind i det, og når det bliver beundret for sin skønhed og salgsværdi, er det din vin der skænkes op, og dine bægre der drikkes af, mens du svæver på vinens bouquet.

Om dagen glitrer solens guld i havet, og om natten ruller månen sin gyldne løber ud og danner et omvendt udråbstegn. Bølgernes mediterende åndedrag, mens himlen er blåsort og skyfri med udsyn til Mælkevejens blidt lysende guldstøv, stemmer sindet til ro.

Solens, månens og stjernernes guld er dine æteriske smykker. De sender stjerneskud, når du danser, og de er ægte guld værd.

Den gyldne app.

Om hun egentlig var dronning, melder historien ingenting om, men eet er sikkert: Hun levede som én, af de fede indtægter som sponsorerne satte ind på hendes konto hver måned. Og her var ikke tale om småpenge, slet ikke.

Hun leverede destilleret købekraft, og det var ikke så ligetil at fremskaffe. Det kan godt virke lidt uhyggeligt, for det kostede mange mennesker det mest dyrebare, de kendte til: Først deres kærlighedsforhold og siden livet.

Hun boede i et palads som var bygget på toppen af Mammonbjerget, som var en mammut af et bjerg. Herfra havde hun en vidunderlig udsigt. Så højt oppe boede hun, at mange ef skyerne kunne betragtes fra oven, og de skjulte næsten Tårernes Dal, hvor de ulykkelige leverandører af købekraften ledte som i blinde efter det, de havde mistet.

Det forlyder, at hun var i familie med den onde fe fra eventyret om Tornerose, for selv om det er et eventyr, kan der sagtens være noget om det. Det kommer helt an på de briller, man har på, når man læser den slags. Ordene skal selvfølgelig først filtreres i vand fra Visdommens Brønd, men så er der også stof til eftertanke.

Hendes sidste offer, mister Sweetheart, levede lykkeligt i Shangri-La, hvor han delte bord og seng med Tallulah Ingeborg. En skønne, eller skæbnesvanger, dag sad han og flettede på en blomsterkrans til sin elskede. Dronningen af Mammonbjerget havde i længere tid haft ham i kikkerten, og dukkede nu op på arenaen.

”Hej, jeg hedder Penny Jane, dronning af den gyldne app. Kunne du ikke lige tænke dig at se Mælkevejen fra oven?”

”Kan det lade sig gøre?” Han så forundret på hende, og bemærkede, hvor smuk hun var, men han kunne ikke tolke glimtene i hendes øjne. Om de var som stjerneskud eller som lynglimt var vanskeligt at vurdere.

Dronningens udviklede tredje øje, som han ikke kunne se, stirrede koncentreret på hans laveste chakra, indtil det lykkedes for hende at tænde det. Hun rakte en hånd frem mod ham, og han greb den villigt, for nu kriblede det i hele kroppen, og det meget mere, end han var vant til. Så steg de begge op i luften som langsomme, sammenbundne raketter, og pludselig drejede de til venstre for midten og for i svimlende fart langt bort fra Shangri-La.

De landede blidt på en grøn plet med masser af træer og buske omkring, og dronningen af den gyldne app forførte ham ubesværet med en svulstig dans, som han nu fandt helt uimodståelig. Så forsvandt hun op i den blå luft, og han kiggede fortumlet ned ad sin krop og indså, at han til gengæld for at have mistet både livrem, seler, dankort og password, havde fået sin egentlige alder tilbage. Den glatte hud var erstattet af rynket hud, og det der før var muskler, virkede nu som slatne karklude. Den blå himmel kunne han ikke mere se for drivende skyer, og han vidste ikke, hvor han var. Så hørte han klagen og jamren, og nu så han, at nogle mennesker gik med bøjede hoveder og ledte, med øjnene blændede af fortrydelsens bitre tårer, og en af dem, der havde ledt i længere tid, fortalte ham, at de befandt sig i Tårernes Dal, som også blev kaldt Dårernes Dal. Alle forsøgte at spotte guld, for guldet lå overalt i små klumper, da Gudinden Freja havde udgydt så mange tårer her, og hun ejede nu millioner af den grund. Alle som klagede og jamrede var insolvente, alle kom fra Shangri-La, og alle som én længtes de tilbage.

Om natten trak skyerne væk, og han kunne se Mælkevejen fra neden, som han var vant til, men han ville ikke bøje sig for skæbnen, for han vidste, han var elsket og savnet, så det gjaldt, for alt i verden, om at finde tilbage til hans elskede Tallulah Ingeborg, som Penny Jane havde listet ham til at forlade.

Han huskede et eventyr, han havde fået fortalt i Shangri-La. Det handlede om ledestjerner, og han havde forstået, at også han havde en ledestjerne som lyste uden ophør. Om dagen kunne den ikke ses med det blotte øje, men den var der alligevel, og fulgte han dens anvisninger, som altid regnede ned over ham som usynlige dugdråber, ville han kunne finde hjem igen. Han kunne dog kun aflæse ledestjernens budskaber, hvis han var helt stille indeni, og levede med sit hjertechakra vækket. Det kunne godt være vanskeligt, når man var fuld af sorg og længsler og næsten tømt for energi, men der var ingen vej udenom.

Derfor besluttede han at tage vejen indenom, og langs vejens kanter ville han plukke en buket blomster, som Tallulah Ingebor skulle have, når han fandt hjem, for hjem ville han, så hjem skulle han nok komme. Før eller siden. Det troede han på, og han havde hørt, at tro kunne flytte bjerge. Han ville også prøve at lytte til ledestjernens anvisninger. Viljen havde han, og så var der jo altid en vej.

Symfoni uden noder.

Musikken tilhørte ikke nogen bestemt kategori. Den var allestedsnærværende, og på trods af de næsten regelmæssige variationer, som kunne virke impulsive og  voldsomme, var den symfonisk.

Den var beroligende, løftende og vækkende på samme tid. Ofte føltes det, som om tusindvis af noder mistede fodfæstet på papiret og blev kastet hid og did, samtidig med at de, jublende og frimodigt, afgav deres toner. Men disse løsrivelser ændrede ikke på helhedsindtrykket, for grundtonen blev holdt, og man følte tydeligt dirigentens virtuose overblik og sublime vilje.

Rytmisk skyllede dens lange åndedrag ind over sandet, og kyssede  de nøgne fødder.

Alicorn og Pegasus.

Freja blev engang spurgt af en lille pige, som havde været så heldig at møde hende lige der, hvor årets femte regnebue fik jordforbindelse:

”Er Pegasus en hingst, og er Enhjørningen en hoppe eller omvendt?”

”Det spørgsmål ligger ikke lige til mit højreben,” svarede hun, ”men spørg Muserne. De ved vist noget om den slags. Jeg kender kun til Helhesten, og det er nok en helt anden sag.”

”Ja, det er de to bevingede heste, som har vakt min nysgerrighed,” sagde pigen. ”Heste med vinger? Jeg siger dig, for mig er det næsten utænkeligt. Min far har to heste, Musse og Peter, og de bliver brugt til at spænde foran ploven og foran vores lille tospændervogn, når vi skal hente roer, eller når vi skal i kirke. Så bliver der lagt nogle brædder med sammenfoldede sække til at sidde på. Der er nemlig to mil til kirken, og så langt vil vi ikke spadsere. Der er også mere anstand i at køre med tospændervogn end i at gå, selv om vi ikke er de fineste her på egnen. Lidt kan man da gøre for at knejse med nakken en gang imellem, om end nogle peger fingre ad os. Dem fra de store gårde med flere skorstene, ser næsten ikke på en husmand med kun to heste, men vi lader som ingenting. De har sikkert også deres at tumle med, når de er indenfor hjemmets fire vægge.”

”Der kan Helhesten ikke være med,” sagde Freja. ”Den har i øvrigt også kun tre ben, men kan så til gengæld prale med at ligne et genfærd, hvis det altså er værd at prale med? Den er i hvert fald noget særligt på sin egen måde. At blive begravet levende under en kirke, før den bliver bygget, for at bringe kirken lykke, er lige uhyggeligt nok for mig, men måske netop derfor kan Helhesten spå om kommende dødsfald i familien, hos den der ser den.”

”Kan du ikke spørge Muserne fra mig? Når du kan teletransportere, eller hvad det hedder, dig på Bifrost, kan du vel også faxe, eller noget, til Muserne?”

”Jeg kan hrymfaxe til Muserne, når Rimfaxe har trukket månen over himlen. Men så skal jeg spørge ham, inden han har fået seletøjet af. Ellers bliver han knotten og gider ikke det fixfaxeri.”

”Ih, tak skal du have, kære Freja. Jeg sender dig en venneanmodning på fb, fordi du er så god ved mig. I mellemtiden vil jeg spekulere over, om jeg helst vil ride til kirke på Alicorn eller Pegasus. Og når det er afgjort, skal du se et flot profilbillede, jeg får. Så vil herremændene glo ders øjne ud af hovederne og tage deres hatte af for mig. Hils deroppe og sig, jeg synes godt om jer alle.”

”Det skal jeg gøre, men jeg tror, uden at du må hænge mig op på det, at Pegasus er hingst, og Alicorn er hoppe. Jeg ville vælge hingsten, fordi den så ikke har horn i panden, da det horn kan misforstås. Folk er afsindigt overtroiske, selv om de slet ikke er bevidste om  det. I guder, hvor vi korser os, når vi ser, hvordan mennesker på denne klode kan finde på at gebærde sig. Nåmen, Hil dig, kære. Vi snakkes, næste gang regnbuebroen tilbyder passage. Jeg skal bare huske mit rejsekort og ikke glemme at tjekke ind og ud. Ellers koster det kassen. Måske besøger jeg dig igen, når Ole Lukøje har været der, og du atter drømmer sødt i din trygge kasmarokke.”

Konventionel konversation.

Det gamle træ rettede sit trætte blik mod mirabelletræet.

”Du har gang i den Mira, men jeg synes, du er lidt mager,” sagde han, efter at have studeret hende et lille stykke tid.

”Jeg bugner da,” svarede Mira. ”Og alle mine gule unger tapper jo én, skulle jeg hilse og sige. Men jeg har det fint, tak.”

”Det er solen, der plejer at have gule unger… i hver lille regnvejrspyt,” svarede den gamle.

”Yes, og den er jeg altså også med på. De er selvfølgelig lidt umodne endnu, og du ved, hvad det kan give af sure problemer, men de bliver ret hurtigt søde, og så er de lige til at plukke. Timing min ven, timing. Men du skal nu ikke få nogle gode ideer, fordi jeg nævner det med at plukke. Du er for gammel til den slags, og mine kære små har end ikke øje for dig… på den måde. I øvrigt synes jeg, du ligner en gammel blæksprutte. Men derfor kan du da være god nok på bunden. Så godt ord igen.”

”Åh ja. Det gamle træ, oh lad det stå. Altså forstået rigtigt. Jeg holder ved lidt endnu, og kan da stadig friste frie fugle til at stifte matrikler i min krone. Jeg er jo kongelig… i modsætning til dig. Du har ikke en egentlig krone som jeg, så vidt jeg kan se, men kan så til gengæld prale af dine unger, hvad du også altid gør på den her tid af året. Man skulle tro, du var sæsondagplejer. Jeg kan tilføje, at Amors pile har siddet i min barske bark mellem år og dag, og det har, så at sige, givet nye skud på stammen. Så arvefølgen er sikret, hvis det skulle komme an på det. ”

”Du troner på din pind,” svarede Mira, ”mens jeg sørger for, at slægt følger slægters gang. Og mine unger er kronen på mit værk.”

”Mange af dine unger ender vel i konservesdåser eller i syltetøjsglas. Det er selvfølgelig godt for noget eller nogen, men jeg ville ønske, de kunne tage sig sammen til at heppe på mig, hvis der blev stemning. Jeg er institutioneret, og jeg virker samlende på hele planteriget her omkring. Uden at røre en finger, so to speak. Hvis jeg blev skiftet ud med et vejskilt, var det slut med det eventyr. Selv om en del synes, eventyr er noget pjat, giver det alligevel de fleste noget godt på den ene eller anden måde, og jeg skal ikke skiftes ud, fordi der er gået x antal år, eller fordi vejene bliver lagt om. Når jeg bliver skiftet ud, er det sikkert fordi jeg er gået ud. Det har noget med rødder at gøre. Så skal vi ikke foreløbig stille os tilfredse med, at vi er noget på hver vores måde? Der er et vigtigt, dansk ord som hedder timing, og selv om jeg måske, i dine øjne, er en konservativ stivstikker, siger jeg pænt tak for konversationen og snupper en morfar. Det er en god, gammel skik her til lands, til vand og i luften, og det holder kompasnålen i den rigtige retning. Den kan tidsnok snurre forvirret rundt og pege i ’hvilken retning hver anden gang,’ som man siger.”

To rødder, på vej hjem fra skole, greb fat i en af Miras grene, og den ene plukkede et par af hendes unger.

”Fuck,” sagde han hurtigt efter og spyttede voldsomt ud. ”De er skide sure.”

”Det har vist bare noget med timing at gøre,” svarede den anden.

Lysbilleder.

Diasshow om fortiden

diasshow om fremtiden

bundet til din navlestreng

med sløjfer af  'lige nu.'

En gavepakke

du kan åbne,

hver gang du får tid.

                 

I den åbnede pakke

er det evige sekund.

Diasshowene er også

enhjørningens vinger

som hindrer udsynet

til nattens stjerneskud,

mens den bringer bud

mellem galakserne.

Lige så hurtigt som tanken

og på samme måde.

Skyhøje forventninger.

Da SkyLine var ung og sky, følte hun sig ofte grå og trist, fordi hun syntes, at alle andre var meget kønnere og klogere end hende. Så mødte hun en ung, flot sky som var yderst opmærksom mod hende og ikke sky overhovedet, og det vendte op og ned på alting. De truende skyer i horisonten forsvandt som dug for solen, og hun svævede på en lyserød sky, så længe det varede, ... for fra den ene dag til den anden, mistede han interessen for hende. Han var faldet for en lille, hvid lammesky, og så var hun pludselig nul og niks igen.

Hun regnede og regnede i et stykke tid, og da hun næsten var løbet tør for regn, mødte hun en sky ved navn Cumulius, som gjorde haneben til hende. Han var både bedre og flottere end hendes første forelskelse, og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.

Dette skal dog kun betragtes som en talemåde, for deres dage er ikke endte endnu. De ser begge frem til efteråret, hvor de har store planer og skyhøje forventninger. For efteråret, og ikke at forglemme sensommeren, er deres højtider, og lige nu er Cumulius på en lille udflugt med sine kammerater, men bare tanken om, at han snart kommer tilbage, får gløden frem i både krop og sjæl, for når løvet bliver gyldent, skal hun stå skybrud, og hans kammerater vil danne store skyformationer, så bryllupsbilledet får stemning.

Men nu regner den lille lammesky, for den blev den lille hvide sky der græd, da kæresten blev jaloux på Cumulius og havde svært ved at koncentrere sig om hendes lamseben mere. Kæresten havde nemlig set SkyLine med Cumulius, og det var mere, end han kunne bære. Minderne vældede frem, og nu syntes han, SkyLine var Alfa og Omega. Han begyndte endda at tage Analoge Asteroider for at svulme og tage sig ud, men han kunne ikke matche Cumulius, som bare var sig selv.

”Om du end pumper dig op, regner eller hagler, kan du godt glemme mig,” sagde SkyLine. ”Min Cumulius og jeg har været bestemte for hinanden siden fortætningens begyndelse, allerede fra dagen vi begyndte at trække op. Så den varme luft, du nu kommer med, skulle du hellere lune din lille lammeskys bristede hjerte med.”

Det var egentlig herfra… eller måske først efter brylluppet, man burde sige: ”Og de levede lykkeligt sammen til deres dages ende.”

Altså SkyLine og Cumulius. De andre to melder historien ikke mere om. Men har man svært ved at slippe dem, kan man digte videre og forme deres skæbner, som man ønsker, hvis man har det bedre med det.

Blødkogt.

”Hvad kom først, anden eller ægget?” Anden kiggede andægtigt og udfordrende på den anden and, mens de padlede fredeligt rundt i andedammen.

”Det er anden gang, du stiller mig det spørgsmål i dag,” svarede den anden and, ”og jeg har ikke fundet svaret endnu. Prøv at spørge en anden and, jeg får ondt i skallen af at spekkedullerere på det.”

”Jeg kunne omformulere spørgsmålet: Hvad kom først, frøene eller blomsterne? Ville det gøre spørgsmålet mere spiseligt for dig?”

”Plask,” sagde det pludselig, og en stor frø landede i vandet lige ved siden af ænderne.

”Jeg kom først,” sagde den og sendte scenevant, virtuost og målrettet, en stråle vand ud af munden. Den ramte præcist den anden and i øjet.

”Frøfrøkenen, som vel egentlig er frue, har ikke taget sig sammen til at springe i endnu. Hvis man vil høste, må man først så, og jeg sår, så og så meget, såsæd hvert år, om jeg så må sige. Jeg kan fortælle jer, at når frøfrøkenen gyder sine guddommelige klumper, og jeg så efterfølgende velsigner dem, kommer der ret hurtigt haletudser ud af det. De ligner små fisk, indtil de når komfrenationsalderen, hvorefter de bliver rigtige frøfrøkener og frømænd som vi andre. Her kan man nemlig ikke, uden videre, skue hunden på hårene, men må have erfaring og skelneevne, hvilket man ikke får fra dag eet, men først eller sidst opnår på den lange bane. Skelneevne kan man bestemt ikke sige med bestemthed, at ænder har, så tag bare mig på ordet… og ikke på lårene. Hæ hæ, det sidste var en vits, hvis I ved, hvad det betyder. Men sjovt er det egentlig ikke. Jeg har vist galgenhumor, for frølår er dragende. Alt for dragende.”

”Men,” fortsatte frøen, ”når frøfrøkenen først har rystet æggene af sig, går der ikke særlig lang tid, før vi ser blomsterne af rigets ungdom, og selv om man måske ikke forstår et kvæk af, hvad der egentlig foregår, er det alligevel sjovest med lidt røre i andedammen og ved bredderne, hvad der så end kom først, hvis såfald ifremt man vil gå i dybden."

”Jeg går gerne og ofte i dybden,” sagde den ene… eller måske den anden and. For som jeg hørte en  gurmæt sige i fjerneren: Stik nu skeen godt ned i fadet. Det er i bunden, det gode ligger. Her i dammen ligger meget af det gode også  på bunden, synes jeg, og jeg kan godt lide, når bunden er nået. Det siger jeg bare af principielle grunde.”

”Jeg har, af princip, ingen principper overhovedet,” kvækkede frømanden. ”Men så er jeg til gengæld så grim, at kun eventyrlystne piger vil kysse mig. Folk bliver tøsefornærmede, ja næsten bitre, hvis nogen synes noget andet, end de selv gør. Hvorfor dog?”

”Måske er det irriterende, hvis det du står for er for uforståligt, eller fordi det potentielt  kunne være bedre, end det du selv har besluttet at gå ind for. Så kan man ikke være rigtig glad og får behov for at nedgøre det, den anden står for.”  Anden rystede vandet af  hovedet og stak et kort øjeblik næbbet helt over på ryggen, som om den var blevet bidt af en vandloppe.

”Men man skal huske på ikke at blive fornærmet over det, for så er man sikkert ikke meget bedre selv. Nå, men jeg tror både på julemanden og storken, og den sidstnævnte er lige gået på vingerne, så jeg smutter.

 Hø hø, det var bare en and, men ha’ nu fortsat… en fortsat god dag.”

Den tomme vase.

Hun havde en grøn buket i sin ene hånd. På hovedet bar hun en hvid, blød, bredskygget sommerhat. Hendes lange, lyse hår vældede yndefuldt ned over de næsten nøgne skuldre. Kun et par tynde, hvide stropper brød skuldrenes nøgenhed og fremhævede den derved, og man konstaterede ubevidst, at hun havde badet i solen sådan lige tilpas. Det fik sikkert også hendes hår til at se lysere ud, end det egentlig var.

Hendes behov for at udtrykke sin uforklarlige længsel havde kaldt hende ud af den svale stue og ind i sommeren. Et øjekast, som strejfede den tomme, hvide vase på det hvide bord, havde givet hende et mål.

Buketten, hun havde udformet, var i ene grønne nuancer. Blomsterne havde hun forbigået denne gang, for det var den stille friskhed, hun havde søgt. Måske havde vasens enkle udtryk inspireret hende, måske lå kimen allerede i hendes sind, men det følte hun intet behov for at vurdere.

Som hun yndefuldt gled op ad trapperne mod døren, var hun en solstråle der havde taget elveragtig form, og ligesom tanker fadede hun melodiøst ud og ind af alle sine udtryk.

Hun bar en grøn buket i hånden, men man genkaldte oplevelsen , som en solbelyst, farverig buket sommerblomster der var gledet op ad trapperne og forsvundet ind bag døren.

Gyldne drømme.

Frihed, sang du, mens du stolt  flashede dine gyldne lænker. Jo, du måtte gerne bære gyldne lænker, det havde du jo også frihed til. Og da du  endelig vågnede, blev dine efterladte lænker allerede pudsede, polerede og vurderede til auktioner på drømmenes gyldne børser. Nu fletter du en blomsterkrans, mens dit ansigt vender mod solen.

Nektarmik.

”Bjerget Meru, som alle ved rager helt ind i himlen, er verdens midtpunkt,” oplyste Parvati de tilstedeværende, med noget der lignede en overbevisende mine. Lakshmi nikkede samtykkende, men man kunne se på både Frigg, Freja, Afrodite og Venus, at de ikke umiddelbart følte sig enige med de indiske gudinder.

Sådan var det vel. Folk som boede nær Himmelbjerget i Jylland, var sikkert også tilbøjelige til at betragte dette sted som verdens midtpunkt. Al den snak om verdens midtpunkt kunne da være reel nok, for når alt kom til alt, var alle steder egnede til at kunne kaldes midtpunkt. Men begyndte man at påstå, at noget var universets midtpunkt, var man på tynd is, og så var tiden inde til at skifte emne, for universet har jo hverken begyndelse, midte eller ende, og hvad der er op eller ned, kan også forekomme lidt tricky, når man vurderer det udefra. Kun når man er landfast, et sted med tyngdekraft, giver op og ned en vis mening.

”Ja, vi kender jo bedst Olympen som…” begyndte Venus, men Afrodite tyssede på hende, for hun vidste af erfaring, at det var en vildmand at komme ind på. Nej, så hellere smide nogle seriøse emner på bordet, for gudinderne kunne diskutere på et højere plan, når blot der var lidt styring på emnerne. Kloge og erfarne var de alle,  og hvis en pennefører havde kunnet stenografere og referere de samtaler der var blevet ført, når de var samlede til  nektarmik, havde der kunnet være mange reolmeter læsestof af højeste kvalitet at give sig i kast med.

”Hvad er mest værdifuldt, kærlighed eller forelskelse,” udbrød Freja lidt hektisk, og hermed ramte hun et emne som uden besvær fik fodfæste i alles sind.

”Forelskelsen er det skønneste jeg ved, tror jeg,” udbrød Lakshmi. ”For kærligheden starter jo her, og det er også her kimen til slægternes videreførelse bliver lagt. Fornuften bliver sat ud af spillet, og de forelskede er overlykkelige.”

”Good point,” svarede Afrodite, ”men glem ikke, at kærligheden varer længst, fordi kærlighed ingen grænser kender og ingen alder har. Kærlighed er evig, forelskelse er forbigående.”

Frigg spyttede nogle kerner sideværts ud, fra de vindruer hun sad og nød og gav sit erfarne besyv med: ”Kærligheden er den muld som forelskelsens blomster gror i. Derfor må kærligheden siges at være størst.”

”Taler vi  nu lige om almindelig kærlighed eller den evige af slagsen,” spurgte Parvati, som også blev kaldt Durga og en sjælden gang, Kali. Kali brød hun sig ikke så godt om at blive kaldt mere, for det kaldte uhåndterlige minder frem om frygtelige menneskeofringer, og selv om det var mange år siden, den slags var hverdag, kunne det godt svie, når man faldt hen i minderne. Hun kompenserede lidt overivrigt, ved at snakke op ad døre og ned ad stolper, hvis man kom for tæt på denne gren af fortiden, og derfor opførte hun sig efterhånden, så folk betragtede hende som ekstrovert, selv om hun inderst inde var helt og aldeles introvert.

”Både og,” kom det hurtigt fra Frigg. ”Men lad os gå til kernen, bløde den lidt op og så den i god og sund muld. For om det er det ene eller det andet, er det altid startet med en kerne af en slags.”

”Sandt nok, Frigg,” sagde Freja. ”Når du spytter kerner sideværts ud, vokser mange fine ting op, og så kan man før eller siden høste, som man har forstand til. Hvis du ikke havde øvet dig, i så mange æoner, på at hvisle kernerne ud, præcist hvor du vil have dem, havde der sikkert ikke engang været noget der hed Paradisets Have, hvorfra alle slægter jo er udgået. Der ville ikke være nogen som kunne få kærligheden at føle, og så var den pot ude ... i hampen.” 

Øjenåbner.

 To drosler, Ejnar og Niller, sad på en bøgekvist, Ejnar, med tommelfingeren i øjet.

”Det virker lidt akavet,” sagde Niller. 

”Hvad virker akavet?”

”Jo, at du sidder her på denne smukke bøgekvist højt, højt oppe i den klare luft, hævet over verdens vrimmel, og så begrænser du dit udsyn som en anden sørøver med klap for det ene øje.”

”Nåh ja, det kan du sige, men jeg lider af højdeskræk, og så hjælper det at lukke lidt af.”

”Du kan da ikke flyve med en tommelfinger i øjet, for man skal bruge begge arme for at holde sig på vingerne.”

”Det er jo lige det. Jeg skal ikke ud på den galej, det tør jeg simpelthen ikke. Tænk om vingerne svigtede, så jeg faldt ned. Uha, bare tanken.”

Lidt længere henne i et nabotræ sad en yndig drosselinde. Hun glippede så forførende med øjnene, at både Ejnar og Niller følte sig foruroligede.

”Hold kæft, hvor er hun smuk,” udbrød Niller.

”Ja, det kan jeg  godt se, selv med eet øje.”

”Så få da fingeren ud, ellers glor hun kun på dig.”

Men Ejnar var for bange til at ignorere sin frygt for højder, så fingeren blev, hvor den var.

Nede i bregnerne, under træerne, lå Amor og småblundede. Han havde fulgt lidt med i droslernes samtale, og  nu listede et stille smil sig frem på hans læber. Han greb sin bue, lagde en særlig pil på og skød den præcist ind i Ejnars hjerte. Det ændrede lynhurtigt Ejnars sindstilstand, og pludselig havde han frit udsyn, for han strakte sine vinger og brød ud i sang. Ikke at han var særlig god til at synge, men ”It’s now or never” kendte han dog teksten til.

Man kunne både se og høre på ham, at han ikke havde den ringeste ide om, hvor upassende det egentlig både lød og tog sig ud, men han var så henført, at han fortsatte med at synge, mens han drattede ned af bøgekvisten. ”Come hold me tight Kiss me my darling Be mine toni…”

Lidt efter lå han i græsset ved bregnerne, uden at røre en finger og med begge øjne lukkede. Stendød.

Men selv om han aldrig fik lært at flyve og var elendig til at synge, døde han i en stor lykkerus, og det er vel ikke så ringe endda.

Amor blev lidt usikker på, om han havde spændt buen for hårdt. Selv om han kunne styre mangt et hjerte med sine våben, burde han tænke sig om og stikke en finger i jorden, før han skød på én som sad med tommelfingeren i øjet.

”Jeg var vist for arrogant, eller skulle man sige, arrowgant,” tænkte han.

Herved blev droslens lyksalige endeligt kategoriseret som øjenåbner.