Eventyr fra vindueskarmen.

Der findes, mildt sagt, både gode og mindre gode eventyr. De mindre gode er der ingen grund til at spilde tid på, men de gode fortjener opmærksomhed. Oprindelsen til dem har altid været der, og når nogle af dem ønsker at give god mening, tager de vinger på og sætter sig i vindueskarmene, hvis de ser, der er et velforberedt skrivebord i nærheden. For de ved af erfaring, at her er mulighed for, at et opmærksomt sind vil få øje på dem, og portrættere dem forsvarligt.

Eventyr er ofte følsomme, og bliver de beskrevet for sjusket, letter de vingerne og finder andre vindueskarme med udsigt til velforberedte skriveborde.

Et eventyr, var landet i en lys vindueskarm. Indenfor var der skrivebord med pen og blæk, masser af ubeskrevne ark, samt et staffeli med opspændt lærred på. Det blev hurtigt opmærksom på, at radioen spillede noget anstrengende musik. Eventyret havde en god portion musikalitet og visdom i rygsækken, og kunne tydeligt mærke, at denne musik ikke havde det godt. For musik, som var i harmoni med sig selv, holdt sig altid indenfor det evige sekund, men denne musik forsøgte at undslippe det. Den sendte desperate skrig ud i alle retninger for at slippe for nu’ets bånd, som den fandt snærende, og det lykkedes den at bilde sig ind, at den havde heldet med sig.

Nu er nu’et ikke sådan at undslippe, men den uheldige musik troede, det var lykkedes for den, og man kunne ligefrem høre, at den pralede med det. Men lykkelig var den langtfra, og det fattede den ikke en node af. Den gav sig dog ikke, men prøvede at finde på nye og mere avancerede unoder for at få fred i sine inderste toner. Men lige meget hjalp det. Den utilfredsstillende murren holdt ved, og selv behændige oktavskift hjalp ikke på det.

Nu kunne man indvende, at musikken ikke var ansvarlig for sine disharmoniske udladninger og følelser, men at komponisten måtte stå inde for dem, og det lyder nok ganske plausibelt. Man kunne tilføje, at også dirigenten samt musikernes evner, havde deres roller at spille.

Eventyret foldede sine vinger ud og forlod vindueskarmen. For denne musik ville forstyrre digterens stille sind, og dermed hans muligheder for at beskrive eventyret, så det kunne genkendende sig selv. Det var vel en eventyrret at forlange det.

Digteren havde set det komme og flyve igen. Han slukkede hastigt for radioen, for nu skulle der beskrives, og hvis nogen, eller noget, forsøgte at lægge hindringer i vejen, blev de sendt til deres egne lokaliteter, hvor de kunne underholde hinanden med deres timelige betragtninger. Den eneste måde de forstod det evige sekund på, var når et ur var gået i stå, uden nogen tænkte over det, og alligevel skævede til det med mellemrum.

Nu ville digteren kontakte Mayas slot, som var helt uden kontakter. Det sted, hvor alle ufortalte eventyr, og nu’et boede. Så ville han male et ordbillede, som et portræt, der lignede eventyret til forveksling. Det skulle nemlig ikke være en karikatur.

Og fra Mayas slot kom en æterisk strøm af eventyrlige analogier og metaforer, samt beretninger uden omsvøb, og mens dørene til fortiden og fremtiden blev skubbet blidt i, kunne eventyrene frit udfolde sig. De plukkede af og til en blomst i fortidens og fremtidens haver, og fjernede måske også lidt ukrudt.

Men de dyrkede dem ikke mere.