Bladguld.

Det gyldne blad havde smukke okkergule, røde og brune toner i livet. Det lyder næsten musikalsk, og på en måde er det jo også det. Digtere ser i begyndelsen ikke altid farver og musik som adskilte fænomener. Først når de fra kausal eksistens glider over i et æterisk forløb, for senere at blive beskrevet mundret i en eller anden form, får de personlige udtryk. Men derfor kan de alligevel sagtens være fra samme slægt.

Bladet havde netop rystet sig løs fra stamtræets grene. Den fugtige sensommervind kom susende og tilbød fri kørelejlighed med guidet sightseeing. Den kunne dog ikke tilbyde en bestemt destination, fordi dens køreplan var for diffus. Men retning havde den, og var man med på den, kunne man lige så godt tage imod dens generøse tilbud, nu man tilhørte bladenes avantgarde, som var lidt forud for sin tid, og derfor også betragtedes som lidt til en side. En god sidevind var så heller ikke af vejen.

Det hvislede, beruset af forventning, hen ad fortovet. Betragtede man fliserne fra en afstand af omkring medmenneskelig øjenhøjde, så de pænt glatte ud, lige bortset fra sammenføjningerne naturligvis. Men fra bladets synsvinkel var fliserne regelmæssigt ujævne, beregnede til at fremkalde den karakteristiske lyd, som visne blades flugt hen ad fortovsfliser skaber.

”Der gjorde du mig forskrækket,” udbrød et firben, som holdt siesta på en lille forhøjning mellem fortovet og hækken. ”Kunne du ikke fare lidt mere lempeligt frem?”

”Kære ven,” udbrød bladet. ”Jeg var helt opslugt af min sidste dans, og vestenvinden har sin egen rytme som bevæger mig. Det er jo ham der fører, og jeg følger både hans noder, unoder og sidespring. Du synes vel, at jeg danser som vinden blæser, men så vil jeg tage bladet fra munden, og sige det som det er:

Jeg er snart færdig med mit jordeliv og overgår til de universelle bibliotekers arkiver, men inden min sidste dans er slut, vil jeg lige fortælle dig, at din halespids ligger og spræller umotiveret, næsten som om den prøver at finde danserytmen. Når lygterne tændes på gade og vej, har jeg nok danset min sidste dans. Så bliver jeg blød, logger ud, og hvad der så siden sker, må guderne vide.

Jeg ved kun, hvad jeg selv tror, og tvivler på hvad jeg ved.

Nå, nu ændres rytmen igen, og vestenvinden puster sig op. Vi ses måske engang, når scenen er skiftet, og vi er sminkede til nye roller. Manuskriptet er allerede skrevet i grove træk, men vi ikke mere bundet af det, end at der er plads til improvisationer.

/J.W.