Dansetrin.

Set fra udkanten af byen gjorde solen nænsomme tilnærmelser til den længselsfulde horisont, og din bløde skygge løb hen over fortovet, steg lodret op ad husmuren og begyndte at danse rumba, mens dit hjerte var til wienervals og din længsel rettet mod tango.

Solen, som gav skyggen liv, blev glemt, indtil du drejede hovedet og kærtegnedes af et gyldent glimt. Straks inklinerede du ærbødigt for solen, som gav lønlige håb for morgenens allerførste dans.

Sæbebobler.

Holder man Klokkeblomst i sin hånd og ryster hende blidt over en person, drysser der tryllestøv ned på vedkommende. Så opdager personen pludselig, at det er en naturlig ting at flyve. Ikke som en fugl, der må baske med vingerne for at få opdrift, men som i drømme, hvor viljen og ønsket er nok til at ophæve tyngdekraftens faste greb. 

Men findes Klokkeblomst? Eller er hun bare et symbol på nogle af de muligheder, man har, hvis man finder Det Gyldne Rav? 

Det Gyldne Rav ligger hist og her på strandene, hvor Eventyroceanerne, rytmisk og uophørligt, sender deres brændinger ind. Det kendes på, at det skifter glød, mens man betragter det, og så giver det en forjættende kildren i hjertet. Det kan lede én til både Følfod og Bellis, og ser man begge blomster vokse i nærheden af hinanden, er Klokkeblomst der også.

Drengen pustede lystigt, og hurtigt fangede især én af sæbeboblerne hans opmærksomhed, fordi den var både større og smukkere end alle de andre, der fik liv i samme pust. I starten opførte de sig som en flok vilde, indhegnede heste, der pludselig blev sluppet løs og spredtes i en galopperende vifte. Fælles for dem alle var, at de indeholdt et eventyr, eller en legende, som blev frigjort, hver gang en boble brast.

Da den største og smukkeste pludselig brast, og resterne faldt i sandet, som en lillebitte, sønderrevet dråbe, der straks blev drukket af sandet, kunne man se glitrende stjerner, alle de steder hvor solen, på én gang og i et splitsekund, ramte og afslørede De Gyldne Ravstykker, der ikke var dækkede af sand. Og hver og ét kunne berette om, hvor Klokkeblomst, Bellis og Følfod befandt sig lige nu.

Olga Rasputina. En kvinde i løn.

Han fik en mail fra Olga,
som boede vest for Volga.
Han var firs, og hun var tyve,
han følte næsten, han ku’ flyve.
Hun havde læst, de digte han skrev,
rørt var hun blevet, og sikker hun blev.
Han var prinsen i hendes drømme,
så der var ingen tid at forsømme.
Hun ville komme, så snart hun var klar,
så snart hun fik om arven et svar.

Det viste sig så, der blev noget bøvl,
men hun ville gerne undgå vrøvl.
Hvis bare han hende penge ku’ låne,
så ville hun rejse via Skåne.
Arven var sikker, så han sendte penge,
nu går han og kigger, har kigget længe.
Både hans håb og hans hoser er grønne.
Han længes jo efter sin Olga, den skønne.
Og hun fik de penge, han op havde sparet,
men har dog ikke siden svaret.
Måske er hun død, den smukke gudinde,
så ønsker han bare, hun fred vil finde.

Bladdød.

Nu har mange af de smukke sangfugle pakket sydfrugterne. Stemningen er lidt traurig, for det er jo ikke foråret, som står for døren.

Skyformationerne tårner sig op, og aftensolen maler gavmildt med så storslåede farver, at man skulle tro, det var løgn. Selv om man har set det hele før. Man bliver aldrig træt af disse scenarier, bliver aldrig færdig med dem. De er velkendte og alligevel nye. Der er både vemod og forjættelse i dem, som om sjælen lønligt hvisker om tabte horisonter.

Men livet går sin gang, og der reklameres allerede for julefrokoster.

Elvira Alfredsdottir.

Set fra et gennemsnitligt menneskes synspunkt, eller synsvinkel, var hun ganske lille. Men for det første var der kun få mennesker som fik øje på hende, fordi deres tanker var for fede, og for det andet levede hun fint og herligt uden at blive vurderet af mennesker. For det tredje var hun, i sin egen verden, ganske normal af størrelse. Så er det på plads, og da det jo, som bekendt, ikke er størrelsen det kommer an på, blandt andet fordi alt er relativt, vil vi ikke koge mere suppe på den pølsepind.

Elvira lod sig ikke distrahere, af de mennesker som passerede gennem hendes skov, for selv om hun slet ikke var usynlig, var det sjældent, nogen fik øje på hende. Men forældre med ganske små børn i en pose på skuldrene eller foran, børn som næppe havde lært at tale klart og tydeligt, undrede sig ofte over de smås pludselige, og pudsige, reaktioner. Som om de så noget, de ikke selv havde øje for.

Elvira slog flik flak, snurrede artistisk med vingerne, spillede bold med flere grankogler på én gang og jonglerede med grene, så de små børn fik stjerner i øjnene og glitrende savl i mundvigene, mens de kluklo. Forældrene blev i godt humør af det, og sagde:

”Lille Emma, eller lille Peter elsker vist, den særlige atmosfære der er her ude i skoven.”

Og det var jo også godt nok. Men Elvira kunne sagtens forstå, hvorfor forældrene almindeligvis ikke fik øje på hende og hendes kommunikation med de små, for hun kunne se deres tankebilleder. Det var som om, deres opmærksomhed havde et slør, når de så i hendes retning. De fokuserede på tankebillederne, og det ene afløste det andet uden pauser. Som havets evigt rullende bølger.

Nok om det. Elvira var begyndt at glæde sig til den store dansant, elverkongen afholdt ved næste fuldmåne. Hun besluttede, at hendes kjole skulle sys af de skovanemoner og hyacinter man kunne plukke, eller i hvert fald dufte og fornemme, i november, hvis et forelsket hjerte bankede i ens bryst. Det havde hun hørt om i en sang, og hverken blomsterne eller duftene behøvede at være virkelige, set med menneskers øjne, for at hun kunne benytte sig af dem. En smuk sang, om at plukke anemoner i november og samtidig have forår i sit bryst, var virkeligt nok for hende.

Og det var det også for de andre elver og alfer, så det skulle nok blive en vidunderlig fest, mens fuldmånen iførte sig sin lysende, gyldne pragt, som man altid blev stimuleret af, mens safterne steg og blev sublimerede til ren poesi.

Guldregn.

Det begynder med et punkt, som ingen størrelse har. Og alt er vådt.

Punktet vokser. Først langsomt, så hurtigere og hurtigere. Et øjeblik fylder det alt. Det er som en eksplosion. Pludselig imploderer det. Og alle lyde er våde.

I mørket bliver regnen synlig i lyskeglerne, mens de, parvise, hurtige og blændende, arbejder sig nærmere, inden de pludselig drejer skarpt og opløses i boulevardens lys. Nye lyskegler dukker konstant op, griber stafetten, og vedligeholder rytmen.

Navnløs/Nameless

Dette digt blev oversat til engelsk af en god veninde.

Hun forbarmede sig over mig, da hun havde set

mit forsøg på at oversætte ved hjælp af Google..

Du var lige ved at se mig,
som jeg er.
Dit sind var rent
som morgendug i april.
Så gav du mig et navn,
det troede du, man skulle.
Det havde du lært
som noget fundamentalt.

Nu spærrer navnet
for åbningen i døren,
så lyset i rummet
ikke mere er eet.
I stedet er der
smukke lysstriber
som baner sig vej,
hvor navnet tillader det.

Lysstriberne fanger
din opmærksomhed,
indtil du får øje på
alle de partikler,
lysstriberne åbenbarer.
Partiklerne danser
i rummet
og underholder dig.

You were about to see me
as I am.
Your mind was clean
like the morning dew in April.
Then you gave me a name,
because you thought you should,
as something fundamental.

Now the name is blocking
the opening in the door,
and the light in the room
is no longer one.
Instead,
beautiful streaks of light
pave their way,
where the name permits it.

The streaks of light
capture your mind,
until you spot
all the particles,
revealed by the light.
Now the dancing particles
entertain you
in the room.

Tolkning?...

Mesteren smiler roligt og spørger: ”Hvad ønsker du?”

Disciplen svarer: ”Jeg ønsker fuld oplysning allerede i denne inkarnation.”

Pludselig bryder solen fuldt og helt igennem skyerne et ganske kort øjeblik. Som et kærligt, gyldent blitzlys der forudsiger en smuk dag.

Mesteren svarer: ”Fortsæt med at meditere regelmæssigt, og lev et enkelt og rent liv.”

Disciplen rejser sig, samler håndfladerne, fører dem mod ansigtet, bøjer hovedet let og forlader rummet.

Næste dag, samme sted, hos mesteren. Der dufter fint af røgelse, der er pyntet med blomster, og foruden loftslys er et par stearinlys  tændte.  Disciplen beder om et mantra, da hun ikke ved, hvad hun ellers skulle bede om. Hun får et mantra, samler håndfladerne, fører dem mod ansigtet, bøjer hovedet let og forlader rummet.

Inden hun når ud, bliver hun opmærksom på, at der slet ingen vinduer er i dette rum. Kun hvidkalkede vægge.

Interpretation?

The spiritual master is smiling quietly and asks: “What do you want?”

The seeker answers: “I want full spiritual Enlightenment already in this incarnation.”

Suddenly, the sun broke entirely through the clouds a brief moment. As a loving, golden flash of light that predicts a beautiful day. As a wonderful coincidence.

The spiritual master answers: “Meditate regularly, and live a simple, holy and pure life.”

The seeker gets up from her sitting position, gathers hands, leads them towards the face, as she had been told was the custom, and leaves the room.

Next day, same place, with the spiritual master. It smells fine of incense, there are vases with beautiful flowers, fruits, and in addition to overhead lights a few lit candles. The disciple asks this time for a mantra, she does not know what else to ask for. Receives a mantra, brings the palms together, leads them towards the face, bowing her head, and leaves the room.

Before she gets out, she becomes aware that there are no windows in the room. Only whitewashed walls.

Fra fjordens poesibog:

”En lille bugt, en stille vig. Jeg strander en flig af min våde kåbe i din favn og berører dig med mit mildeste udtryk. På de større dybder sker ting som kan forurolige. Jeg skjuler det ikke, for jeg har kun reelle hensigter. Mit hjerte banker inderligt, og mit åndedræt virker beroligende, når jeg mediterer.

Men jeg kan måske virke skræmmende, når mit åndedræt bliver hektisk og hjerteslagene hurtigere. Du iagttager mine skiftende ansigtsudtryk, men bliver du opmærksom på mit blik, ser du, at det er mildt, roligt og uforanderligt.

Siger du, det er udfordrende? Så er det også det.”

Kontinuitet.

Bruset fra havet ænser hverken tid eller sted.

Nærværende og upersonligt bærer det alle forestillinger ud,

hvor himlen fusionerer med havet, og ændrer dem til dis.

Bruset fra havet giver opvind, og disen opløses i den dueblå himmel, som toner frem med livgivende sol i midten af alting.

Solstrålerne danser med bølgerne, og i hvert eneste skumsprøjt glitrer dens smittende smil.

Muserier.

”Jeg har tårer i øjnene,” sagde Melpomene og vendte sigende pegefingeren mod næseroden.

”Har bemærket det, kære Mel, men der skal nu heller ikke så meget til mere. De seneste dekader, er du blevet mere og mere tårelabil. Men det er ikke ualmindeligt, så nyd du bare din selvmedlidenhed,” svarede Thalia lidt henkastet.

”Jeg har da ikke selvmedlidenhed. Det er medfølelse, økologisk empati, og der er en verden til forskel på de to ting,” snøftede Melpomene.

”Såh, har du aldrig læst Visdomscitater? Jeg har en app, som hurtigt finder masser af dem frem, og de siger, at verden er dit spejlbillede, så derfor mener jeg, at hvis du føler så meget for andres lidelser, føler du det samme for dig selv. Og så kan det vel godt kaldes selvmedlidenhed.”

”Ha,” tilføjede hun hurtigt, ”du skulle måske have selvmedlidenhed med verden og føle næstekærlighed til dig selv? Pjatter bare.”

”Ja, for dig er alting bare skæg og ballade, men bærer man en tung sten i sit hjerte, er det ikke nemt at lade som om, alt bare er for sjov. For det synes jeg altså ikke, alt er.”

”Himmel og havskum, så spørger vi da bare Erato om råd. Hun finder altid på noget med kærlighed, og når først hun kommer i gang, er hun ikke til at stoppe. Hun siger, at kærlighed går lige durk igennem, og på kryds og tværs af alt, og derfor er det bedste svar på alle spørgsmål. For mig er ren kærlighed og velsignelse det samme, men Erato har betroet mig, at der er en kilde med kærlighedsekstrakt der er så stærk, at den kan fortyndes tusinde gange og stadig være effektiv. Den udspringer skråt op til højre for Karlsvognen. Skulle vi ikke prøve at finde den og få dig på ret køl igen, lille Mel?”

”Ih, jo. Så tager vi alle de flasker med, vi kan bære, så vi har noget at dele ud af. Vi har en hel kasse tomme flasker med patentpropper, og kærlighedsekstrakten har kilden da vist ikke taget patent på, så vidt jeg ved.”

”Nej, det kan man ikke. Forsøger man det, går glansen af Skt. Gertrud, og så er der kun lidt fad sentimentalitet tilbage. Lad os nu få fundet de flasker og se at komme af sted.”

Lyden af stilhed.

Mine foretrukne omgivelser er stilhed og fred. 

Lige i det punkt, hvor det hvide lys brydes i alle spektrets farver, er en intensitet som hverken råb og skrig, eller nogen anden form for underholdning, kan hamle op med. Man kunne også kalde punktet, ”orkanens øje,” og det er måske arnestedet for poesi, kunst, musik og alverdens eventyr.

Det kan også kaldes, stedet hvor guder og gudinder holder hof, hvor al viden er latent, og hvor der er en energi, intet som helst kan hamle op med. For bevidstheden har sin egen energi, og alt, som kan sanses, udspringer tilsyneladende herfra. Som farverige selvstændigheder der slår på tromme og råber: ”Se mig! Jeg er!...”

En sandhed med modifikationer.

Tidens tand.

Tandfeen byttede mælketænderne ud med små gaver. Så blev der plads til de tænder, som skulle vare livet ud. Men de holdt ikke, for kosten var blevet for kunstig, og tandbørsten kunne ikke holde trit med Karius og Baktus. Tandlægen var ikke for mennesker mere, han var for dyr. Så kom de kunstige tænder på banen, og alt var godt. Pinen og Plagen havde sejlet deres sidste ture og blev afløst af en bro.

På plejehjemmene er mælketænderne, og de tænder som skulle vare livet ud, også væk, og de kunstige tænder har taget over, som kunstige hænder der mader, toiletter som skyller og tørrer, og japanske sæler med batterier inden i. Nuttede, kunstige dyr der kan glippe med øjnene og sige som hundehvalpe.

Og et knus er vel et knus, selv om det er af en robotarm.

Tidens tand gnaver og gnaver, og sjælen pakker nu gaver ind for tandfeen, mens varerne igen bliver flyttet i supermarkedet. Og bankerne vender sig småirriterede mod den lille mands selvbetalte bonus: De opsparede mønter i syltetøjsglassene. 

Klar i spyttet.

¨Må jeg kysse dig, Karen Marie?¨ 

   

¨Ih, du godeste. Det ved jeg da ikke rigtigt… men det er ikke forbudt at gætte.¨ 

  

¨Jeg må ikke?¨ 

   

¨Prøv at gætte igen!¨ 

  

¨Jeg må godt?¨

¨Hvordan filen ku’ du gætte det?¨ 

  

Efter et laaangt kys udbryder Karen Marie med stjerner i øjnene: 

¨Du er den bedste kysser mellem Fredericia og Gjøl.¨ 

   

¨Hvordan ved du det Karen Marie?¨

    

¨Joh, erfaren kvinde er god at gæste. Jeg tror, du har en stor libido. Du har god øvelse, kan jeg mærke. Indta’r du kvinder ad libitum?¨ 

  

¨Ikke mere. Jeg skal nemlig gå og passe på mig selv. For kvinderne ligger på lur efter min flotte figur, men jeg er ligeglad… over det hele… også på ryggen.¨

¨Har du selv fundet på det?¨ 

  

 ¨Yes, jeg fandt på det i … bum… bum… bum… jo det var på Frederiksberg, og det var i maj.  Jeg havde lige brændt en tudemarie af på Solitudevej, fordi der var regnvejr.¨

    

¨Du er da såvist både inspireret og original.¨ 

  

¨Ja, og det har jeg været lige siden, jeg indtog mit luftige måltid ved risten på Vesterbro og skyllede det ned med en øl henne om hjørnet nede i kælderen.¨