Elvira Alfredsdottir.

Set fra et gennemsnitligt menneskes synspunkt, eller synsvinkel, var hun ganske lille. Men for det første var der kun få mennesker som fik øje på hende, fordi deres tanker var for fede, og for det andet levede hun fint og herligt uden at blive vurderet af mennesker. For det tredje var hun, i sin egen verden, ganske normal af størrelse. Så er det på plads, og da det jo, som bekendt, ikke er størrelsen det kommer an på, blandt andet fordi alt er relativt, vil vi ikke koge mere suppe på den pølsepind.

Elvira lod sig ikke distrahere, af de mennesker som passerede gennem hendes skov, for selv om hun slet ikke var usynlig, var det sjældent, nogen fik øje på hende. Men forældre med ganske små børn i en pose på skuldrene eller foran, børn som næppe havde lært at tale klart og tydeligt, undrede sig ofte over de smås pludselige, og pudsige, reaktioner. Som om de så noget, de ikke selv havde øje for.

Elvira slog flik flak, snurrede artistisk med vingerne, spillede bold med flere grankogler på én gang og jonglerede med grene, så de små børn fik stjerner i øjnene og glitrende savl i mundvigene, mens de kluklo. Forældrene blev i godt humør af det, og sagde:

”Lille Emma, eller lille Peter elsker vist, den særlige atmosfære der er her ude i skoven.”

Og det var jo også godt nok. Men Elvira kunne sagtens forstå, hvorfor forældrene almindeligvis ikke fik øje på hende og hendes kommunikation med de små, for hun kunne se deres tankebilleder. Det var som om, deres opmærksomhed havde et slør, når de så i hendes retning. De fokuserede på tankebillederne, og det ene afløste det andet uden pauser. Som havets evigt rullende bølger.

Nok om det. Elvira var begyndt at glæde sig til den store dansant, elverkongen afholdt ved næste fuldmåne. Hun besluttede, at hendes kjole skulle sys af de skovanemoner og hyacinter man kunne plukke, eller i hvert fald dufte og fornemme, i november, hvis et forelsket hjerte bankede i ens bryst. Det havde hun hørt om i en sang, og hverken blomsterne eller duftene behøvede at være virkelige, set med menneskers øjne, for at hun kunne benytte sig af dem. En smuk sang, om at plukke anemoner i november og samtidig have forår i sit bryst, var virkeligt nok for hende.

Og det var det også for de andre elver og alfer, så det skulle nok blive en vidunderlig fest, mens fuldmånen iførte sig sin lysende, gyldne pragt, som man altid blev stimuleret af, mens safterne steg og blev sublimerede til ren poesi.