Tandfeen byttede mælketænderne ud med små gaver. Så blev der plads til de tænder, som skulle vare livet ud. Men de holdt ikke, for kosten var blevet for kunstig, og tandbørsten kunne ikke holde trit med Karius og Baktus. Tandlægen var ikke for mennesker mere, han var for dyr. Så kom de kunstige tænder på banen, og alt var godt. Pinen og Plagen havde sejlet deres sidste ture og blev afløst af en bro.
På plejehjemmene er mælketænderne, og de tænder som skulle vare livet ud, også væk, og de kunstige tænder har taget over, som kunstige hænder der mader, toiletter som skyller og tørrer, og japanske sæler med batterier inden i. Nuttede, kunstige dyr der kan glippe med øjnene og sige som hundehvalpe.
Og et knus er vel et knus, selv om det er af en robotarm.
Tidens tand gnaver og gnaver, og sjælen pakker nu gaver ind for tandfeen, mens varerne igen bliver flyttet i supermarkedet. Og bankerne vender sig småirriterede mod den lille mands selvbetalte bonus: De opsparede mønter i syltetøjsglassene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar