Muserier.

”Jeg har tårer i øjnene,” sagde Melpomene og vendte sigende pegefingeren mod næseroden.

”Har bemærket det, kære Mel, men der skal nu heller ikke så meget til mere. De seneste dekader, er du blevet mere og mere tårelabil. Men det er ikke ualmindeligt, så nyd du bare din selvmedlidenhed,” svarede Thalia lidt henkastet.

”Jeg har da ikke selvmedlidenhed. Det er medfølelse, økologisk empati, og der er en verden til forskel på de to ting,” snøftede Melpomene.

”Såh, har du aldrig læst Visdomscitater? Jeg har en app, som hurtigt finder masser af dem frem, og de siger, at verden er dit spejlbillede, så derfor mener jeg, at hvis du føler så meget for andres lidelser, føler du det samme for dig selv. Og så kan det vel godt kaldes selvmedlidenhed.”

”Ha,” tilføjede hun hurtigt, ”du skulle måske have selvmedlidenhed med verden og føle næstekærlighed til dig selv? Pjatter bare.”

”Ja, for dig er alting bare skæg og ballade, men bærer man en tung sten i sit hjerte, er det ikke nemt at lade som om, alt bare er for sjov. For det synes jeg altså ikke, alt er.”

”Himmel og havskum, så spørger vi da bare Erato om råd. Hun finder altid på noget med kærlighed, og når først hun kommer i gang, er hun ikke til at stoppe. Hun siger, at kærlighed går lige durk igennem, og på kryds og tværs af alt, og derfor er det bedste svar på alle spørgsmål. For mig er ren kærlighed og velsignelse det samme, men Erato har betroet mig, at der er en kilde med kærlighedsekstrakt der er så stærk, at den kan fortyndes tusinde gange og stadig være effektiv. Den udspringer skråt op til højre for Karlsvognen. Skulle vi ikke prøve at finde den og få dig på ret køl igen, lille Mel?”

”Ih, jo. Så tager vi alle de flasker med, vi kan bære, så vi har noget at dele ud af. Vi har en hel kasse tomme flasker med patentpropper, og kærlighedsekstrakten har kilden da vist ikke taget patent på, så vidt jeg ved.”

”Nej, det kan man ikke. Forsøger man det, går glansen af Skt. Gertrud, og så er der kun lidt fad sentimentalitet tilbage. Lad os nu få fundet de flasker og se at komme af sted.”