Vagt i gevir!

I ”hørisonten” lyder brummen fra julemotoren. Snart kan man se julebussen dukke op på vejen, som går over bakketoppen, lige midtpå, og så går lyden rent ind. Nogle kalder denne lyd for juletoner. Mange er allerede lækkersultne og sender længselsfulde blikke mod bakketoppen. For når julebussens røde tag kan ses, må man gerne begynde at finde julegodterne og julepynten frem. De små pakkegaver skal købes eller laves, for mange holder pakkespil, inden den rigtige jul skal på banen.

Den første søndag i Advent vågner julenisserne af dvale, og snart myldrer de frem i julelampernes skær. Nogle mener, de har ligget i dvale, ligesom isbjørnene, men hvem ved egentlig, når alt kommer til alt?

Snart kommer der sul på tallerknerne og huld på kroppene, så der er noget at tære på i den kolde tid, og så skal der holdes fest i Nisseland. Bjergtrolde, alfer, elver, lygtemænd, nisser og andet godtfolk, begynder at tænde op, så pælene kan lyse, når tiden er inde, for bjergene skal stå på gloende pæle.

Og julemanden er ved at udpege de rensdyr, som har gjort sig fortjente til at være kaneforspand i år. Det giver lige så meget røre og spænding, som når fodboldspillere skal udtages til en landskamp. Der er stor prestige i at trække kanen, som kommer over hele verden. Den bruger ikke benzin, og er noget af det mindst forurenende der findes, hvad transport angår. Den kører på ren-energi, renergi som julemanden kalder det.

Rudolf er slet, slet ikke pensioneret endnu, selv om han er blevet lidt sat. Men om få år kan han gå på efterløn, hvis dette ikke er ren fiktion til den tid. Regeringen vil måske sørge for, at han bliver til renbøffer i stedet. De kalder det, i så fald, en realpolitisk disposition.

Ledestjerner.

Tusinder små klokker af trestjernet, papirtyndt, æterisk sølv lyder, når du danser ind i tanken, en blid sensommeraften med vindstille, mens fuldmånen spejler sig i skovsøen. Her danses i luftige gevandter, som kun kan bruges én gang, fordi de er lavet af duftende blomsterkronblade. Mad og vine, ad libitum, frister fra de flydende åkander, og på magisk vis er der altid rigeligt. Men smager man på maden og drikker af vinene, bliver man fortryllet.

Ud fra en ren kulinarisk vinkel er det helt eventyrligt, og kan derfor absolut anbefales.

Men fortryllelsen må brydes igen, ellers bliver man aldrig helt sig selv, og det kan kun lade sig gøre, hvis man smøres ind i nektar rørt op med pulveriserede ledestjerner. Kun Alfedronningen har det rette håndelag, så man må først vinde hendes gunst, hvis det skal lykkes. Og ledestjerner hænger ikke på træerne.

Alt dette, og meget, meget mere, er beskrevet i ”Naturens Hemmelige Veje,” en bog som trækfuglene navigerer efter, og så må det jo være sandt, rigtigt og nøjagtigt. Den er også udgivet i en forenklet version, som bevidst er blottet for metaforer, så selv perlehøns kan hitte rede i den.

Perlehøns forstår nemlig hverken allegorier, metaforer eller analogier. Om de beskriver sande ting, eller er ren fiktion, er irrelevante spørgsmål for dem. De tager dem personligt og bogstaveligt, og derfor bliver de så let fornærmede.

Tandsmør...

Den gamle trold fra fjeldet
var ude af sig selv
sulten og forældet
samt nabo til en elv.

Han spiste en klat smør
fra elven drak han vand
det havde hjulpet før
og passede hans tand.

Han kigged’ ned i elven
mon snart den frøs til is?
Så følte han en skælven
han så en julegris.

”Så tyk min krop er blevet
er ikke til at kende
jeg mest af smør har levet
nu må jeg bøtten vende.”

Når elven stille hviler
den spejler den der kigger
den smiler når man smiler
og nikker når man nikker.

Forfængelig og såret
han tænkte ved sig selv:
”Det er da også fåret
at glo ned i en elv.”

Prinsessens kikkert.

Prinsessen sad på sin lille sammenklappelige trone og kiggede ud over sit rige. Med jævne mellemrum førte hun en lille guldbelagt kikkert op til øjnene og panorerede ud over de milliarder af små krusninger, vinden fremkaldte på vandet, og solen dansede koket i hver eneste af dem, så det var lige til at blive højstemt af.

Hun spejdede efter sømænd, for dem kunne hun fortrylle og lave sjov med nu, og det var hendes eneste fornøjelse. Men det var en fornøjelse ud over det sædvanlige, og hun jublede ved tanken om det forestående virvar, som selv Lorelei ville have misundt hende. Ellers gik hendes dage og aftener med at kede sig, og det var ikke lige hendes kop te, men efter hun havde fået sin guldbelagte kikkert, var verden blevet et sjovere sted at leve i.

Det næstbedste var drømmene. Når hun sov, oplevede hun alt, hun kunne ønske sig. Her var både feer og alfer, engle og drager samt alle mulige dyr, man ellers kun kender fra eventyr. Så måske var drømmene alligevel ikke kun det næstbedste. Men selv om dagligdagen ikke kunne leve op til dem, havde de den ulempe, at de var vanskelig at huske igen, når man var helt vågen.

Det havde hun klaget over mange gange, når hun i drømme havde mødt Drømmeprinsen, som var den øverste myndighed i dette rige. Men han slog altid afværgende ud med højrehånden og sagde, at selv om hun ikke så godt kunne huske sine drømme, når hun var vågen, var de da fantastiske, mens de foregik og endvidere lige så virkelige, som det hun oplevede i vågen tilstand. Sådan var reglerne, og han sagde også, at hvis hun kunne huske sine drømme lige så tydeligt, som hun oplevede dem, mens de fandt sted, måtte hun leve med kronisk hovedpine og andre ubehageligheder, for det kunne hjernen slet ikke kapere, og så måtte hun spise piller og ligge på frosne ærter om natten for at bevare sin forstand.

En nat hun lå og solede sig i den fjerde tilstand, på et fint tæppe som var bredt ud på en grøn eng med de smukkeste blomster, opdagede hun, at en dværg, med en vældig næse og en kraftig guldring om sin venstre ankel, stod og kiggede på hende.

¨Undskyld,¨ sagde han forsigtigt, ¨men jeg har stået og betragtet dig en stund, og jeg kan se, at du er en rigtig prinsesse. Altså ikke bare en som har arvet sin trone, ej heller en som har giftet sig til sin status, nej en virkelig prinsesse af både legeme, sjæl og sind, som bare findes i eventyr. Og kun den slags prinsesser har blåt blod i årerne. Jeg ved, at du keder dig meget, når du er vågen, og fordi du er hudløst ærlig, inderligt ægte og har et hjerte af guld, vil jeg give dig en gave, du kan lege med, i det man almindeligvis kalder virkeligheden.”

“Hmmm, du kigger skiftevis på min næse og min gyldne fodring , men vær ikke bange bare fordi næsen er så stor, den giver adgang til eventyrlig visdom. Jeg plejer at sige, at jeg er næseviis, og det er ikke det værste, man kan være, skulle jeg hilse at sige os, og fodringen giver mig visse kræfter, så jeg kan komme hurtigere omkring, til særlige områder af sindets labyrinter, uden at fare vild. “

“Vi befinder os jo i den fjerde tilstand, hvor alt er lige så virkeligt og håndgribeligt, som det er i det, man bevidstløst kalder den vågne tilstand. Tænk bare på, hvordan du opfatter din vågne tilstand… set herfra. Den forekommer drømmeagtig nu, ikkesandt? Der er dog den forskel, at her kan flere ting lettere lade sig gøre end i den vågne tilstand, fordi tanker og følelser har så frit råderum. Ønsker du noget her, opnår du det relativt hurtigt og let. Det har jo så den ulempe, at dine lidt flyvske tanker også kan bringe dig oplevelser, du ikke synes om, og derfor vender du regelmæssigt tilbage til den vågne tilstand, for der ændres omstændighederne ikke så umiddelbart, blot fordi du ønsker det. Derved får du mulighed for at lære at styre dine tanker, at få herredømme over dem, at tænke dem om igen og igen, så du langt bedre kan glæde dig over deres vidunderlige magi, når du atter er her i den fjerde virkelighedstilstand.”

“Når du vågner, skal du kigge under hovedpuden. Der vil du finde en lille forgyldt kikkert, som har magi med herfra. Hver gang du betragter en mand med tatoveringer gennem den, vil den tatovering, du fokuserer på, blive levende, og det vil skabe forvirring. Hold dig til sømænd, for alle sømænd er glade for piger, hvilket tydeligt fremgår af alle de pigenavne og hjerter, de har tatoveret rundt omkring på brystet og armene, og alle sømænd er tatoverede.”

“Benyt den om sommeren, når de går rundt med bare overkroppe, så skal du se løjer. Du vil grine din prinsesserumpe i laser og pjalter, når du ser en sømand kigge forvirret over, at det flotte sejlskib, han har tatoveret på brystet, pludselig begynder at sejle hele vejen rundt om overkroppen og tilbage igen på sin plads. Og pigenavnene vil begynde at pludre, fnise og skændes med hinanden, så det er en lyst. I samme øjeblik, du svinger kikkerten væk fra tatoveringerne, er alt igen som før, og så aner sømændene ikke, om de har haft delirium, eller om de har spist fordærvede beskøjter.¨

Nu så det ud til, at et stort sejlskib var på vej mod land, og prinsessen klappede sin trone sammen, tog den under armen, og med kikkerten i en snor om halsen, begyndte hun at løbe ned mod havnen, hvor skibet snart ville lægge til. Hendes prinsessekrone, som var af det fineste forgyldte pap med rødt crepepapir indeni, gled ned over øjnene, men hun greb den hurtigt med sin frie hånd og svingede den rundt i luften.

Hu hej, hvor hun følte kriblen overalt i kroppen… dog på et højere niveau. Et niveau som var passende for en ægte prinsesse.

Solflimmer.

Blomsten på engen
er fristende sund,
i solen, på græsset
du bader en stund.

Så går du ud,
går ud for at sanse,
går ud til musik,
du elsker at danse.

Blomsten må svinde
på årstidens bud,
men du, lille kvinde,
går aldrig ud...

Tidslinjeprofil i olie.

Hvor regnbuen ender, ligger en lille butik. Ikke lige midt i, men står man selv og tager brusebad i den æteriske farvesymfoni, får man let øje på den, og så får lysten til at besøge den ingen ende, fordi den ser så indbydende ud med sine skæve, lave, hvidkalkede mure, og med et tag som bringer tankerne hen på Læsøs gamle fiskerhuse. Blot er det ikke tang, der ligger på tagene, men forgyldte, aflagte maner fra enhjørninger, finurligt flettede af arbejdsløse alfer i aktivering. Der er gang i omsætningen, fordi mange har fået øjnene op for noget ganske specielt i varesortimentet.

Et magisk spejl er gået hen og blevet det helt store hit. Det gengiver ikke betragterens aktuelle udseende, men viser i stedet et billede af én, som man så ud for en halv snes år siden. Køberne er mest midaldrende, og endnu ældre, og alle som én finder spejlet meget realistisk. Sådan er det jo med eventyrlig magi. Men man skal være mindst elleve år, før man må kigge i det, ellers går der kukkelikuk i spejlet. Mere magisk er det, trods alt, ikke.

Mange portrætmalere har, gennem tiderne, fundet ud af, at det er en stor fordel at affotografere deres modeller i spejlet, spejlvende fotoet og så male portrættet efter det. Så er der nemlig langt større chance for at få det færdige billede godkendt af modellen, end hvis det lignede det aktuelle udseende på en prik.

En standardkommentar af modne modeller, til selv et mesterligt udført portrætmaleri, hvor det magiske spejl ikke har været anvendt, er:

”Meget, meget fint… virkelig god kunst… Meen så gammel ser jeg da vist ikke ud.”

Ål i strømperne og adventskrans i nettet.

Det blev en frisk spadseretur til Storcentret. Koldt og klart vejr, og vel en god halv snes kroner sparet på bussen, var en god begyndelse. Strømper til konen, lurmærket smør, et salathoved, røget ål, æggestand, hundemad og apoteksvarer, blinkede i korttidshukommelsen.

På Centertorvet gik Julemanden og delte flødekarameller ud, blandt de mange varer som var bragt frem i lyset. Tøj, sko, skjorter, jakker, bukser, strømper og tasker, restpartier, som nok ellers ikke var blevet solgt, blev nu tilbudt til noget nær indkøbspriser. Tanken gik lidt på udflugt ved synet af herlighederne og de mange, eventuelle køberes interesserede undersøgelser af størrelser, modeller og priser:

”I kultiden havde man kul på, i stenalderen bar man stentøj, i bronzealderen trak man i Solvognen, i jernalderen havde man jern på, i ulvetiden gik man i fåreklæder, i guldalderen iførte man sig digterhatte og malerkitler, og alle malerier var i guldrammer, i syltetiden gik man i syltetøj, og i mellemtiden går man i alt muligt fra moderne, nyt tøj til genbrugstøj og kombinationer af dit og dat, i fremtiden ifører man sig… ja, hvem ved? Men Kejseren går stadig i nye klæder, og konestrømper kan købes for 100 kr., hvis man kan nøjes med fem par.”

Størrelsen var dog glemt, så den blev vurderet ved et slag på tasken. Strømper på torvet, lurmærket smør, salathoved, røget ål, æggestand og hundemad i Bilka, apoteksvarerne i Grøn Gade. Der var styr på det.

På vej ud faldt blikket på bageriudsalget. Der var lidt kø, men ikke mere end man kunne overleve. En kage skulle da også med hjem, så et nummer blev trukket. Der var ti foran i køen, hvilket gav god tid til at udvælge den rigtige. Valget faldt på en som hed ”Adventskrans,” hvilket lød passende til kalendertiden. Desuden blev en Myslibolle erhvervet, beregnet til at spise på hjemvejen. Den var dog så god, at den ikke engang nåede at komme med udenfor.

Til eftermiddagskaffen blev et dygtigt stykke ”Adventskrans” skåret af til konen, mens den hjemvendte nøjedes med et halvt stykke rugbrød med lurmærket smør, salatblad, røget ål og æggestand. Mange er til kager, mens andre foretrækker det daglige brød. Konen nød kaffen og kagen. Så vidt så godt. Og så har hun jo også til flere gange, når hun nu er alene om den.

Men strømperne var så store, at de mindst ville åle, hvis hun tog dem på, og hælene ville sidde et pænt stykke oppe på anklerne, så det var en ommer. Derfor lidt mere eksakte og huskbare deklarationer med hjemmefra næste gang. 

Gudindesmykker.

Frejas tårer blev til guld,
da de faldt på eng og muld.
Faldt de i det våde hav,
blev de til det gyldne rav.
Mange smukke, gyldne stykker,
bli’r til attraktive smykker.
Hjertets eget guld og rav,
lysets spejl i sjælens hav,
glitrer smukt mens havet kruser,
hilser fra de ni små Muser.

Sanselighed.

Tror man på alt, hvad sanserne siger,
farer man vild i sansernes riger.
Ta’s kun bestik i sansers optik,
bli’r man da snydt af den politik.
Ta’r man bestik af sin fremtid i tegn,
tror man på lykke ved solskinsregn.

Stjernerne siger, at de ved besked,
om hvad der er op, og hvad der er ned.
Det er dog ikke forbudt selv at gætte,
at søge, i stedet for punktum at sætte.

Sko og versefødder.

Hvis et digt vil mer’ end rime,
er der nok en tanke bag
som i sindet godt kan kime
til den kommer for en dag. 

Rimløst digt som har et mål, 
det kan også sagtens gå
uden sko med hæl og sål,
uden versefødder på.

Hør, hvor oceanet bruser,
ord fra eventyrets hav
hviskes af de ni små muser,
mens de går og samler rav.

Uidentificerede Flygtige Objekter?

De lysende indblik, man gerne vil huske

leger tit skjul i sindrige buske.

Så blader man løs i sindets bøger,

hvad var det, man glemte og nu går og søger?

Nu falder lyset så smukt på hanken,

måske var det lige netop tanken?

Dog rettidig omhu, hvis ikke jeg lyver,

er skuddet der rammer, mens lerduen flyver.

Tæt på Advent.

”Nu går våren gennem Nyhavn…”

Nej, dur ikke, nu løvet er i mol. Også efterårets sange begynder at skurre lidt i ørerne, fordi juletonerne så småt blander sig. Det ene må afløse det andet, og det sker ikke med et sværdhug. I et par dage kan der pludselig høres forårsagtige toner i luften, og så bidende kolde strofer lige så hurtigt igen.

”Nu er det Jul igen” afløser ”Nu falmer skoven trindt om land,” og duften i bageriet følger melodierne.

Stedmoderblomsterne og frøposerne, på supermarkedets torv, er afløst af adventskranse og pyntegrønt.

”Men vi har da næsten lige kunnet plukke mirabeller… Nå, det føles nok bare sådan.”

Man går heller ikke bare lige udenfor i hyttesko og T-shirts mere, sådan i al almindelighed. Vanter, huer og halstørklæder samt fodtøj, med såler som firehjulstrækkerdæk, fylder allerede godt i entreen.

Tja, så er det vel fordi ”Søren Banjomus” snart går i æteren sammen med ”Marys Boychild.”  Mon ”The Julekalender” er på tapetet igen i år, eller kommer der noget nyt, som kan løfte arven efter denne dundrende succes?

Næste, næste søndag er første søndag i Advent. Børnene har åbnet de første låger i julekalenderen, og for dem går tiden nu næsten i stå. For så er julen rykket så nær, at det føles som om, den er en evighed borte. Den store dobbeltlåge, ved d. 24. december, som også åbner for selve juleaftenens magi, befinder sig nu næsten helt ude ved verdens ende, eller måske ved verdens begyndelse, selv om den bliver iagttaget nøje hver eneste dag.

Rundt og sundt.

Himlen er sort måske også blå
når der er måne og stjerner derpå.
Solen er borte for vi drejer rundt
det er måske fordi det er sundt.
Jorden er rund og helt uden kanter
iskolde poler som mindst kræver vanter.
Solen har rytme og kender sin dans
snart er den her snart udenlands.
Den drejer smukt og holder takten
det hører nemlig med til vagten.
Den har rutine og passer sit job
når morgenen gryr står den jo op.

Men solen står stille mens jorden drejer
guderne driller mon bare de leger?
Hvad der er op og hvad der er ned
det er der ikke så mange der ved.
Og alle gik nok bare rundt og skranted'
hvis intet var rundt fordi det var kantet.

Ærteblomster.

Jeg er kommet ret langt, tænkte ærten, som stadig sad på sin pind i ærtebælgens lukkede afdeling.

Her sidder vi på rad og række og ænser knap nok hinanden, men jeg har læst, at jeg er fuldkommen, og at det eneste som gør, at jeg ikke føler det, er at jeg tvivler på det. Det er nu også svært at betragte sig selv som fuldkommen og fri, når man sidder her, og gnubber sig op ad en lille grønært, med dette udefinerbare udtryk i ansigtet, som gør mig ganske blød og giver en sød rislen i hjertet. Jeg elsker søde ærter, og man kan tidsnok blive som gule ærter, hvis man ikke holder vejen, til eventyrenes riger, ryddelig. Men, for mit eget vedkommende, er håbet stadig lysegrønt.

Jeg sidder her i bælg-mørke men har dog set lysende grønne lys i glimt, og hvis jeg ønskede noget andet, var jeg jo ikke fri, hvilket jeg altså skulle være, hvis jeg turde tro, jeg var det. Hmmm, ja men så Halleluja da, som man siger.

Jeg hørte for nylig om en prinsesse som skulle prøveligge én af os under en stabel madrasser. Sådan en ærterisk historie kan man blive både gul og grøn af misundelse over ikke selv at have oplevet i virkeligheden, men jeg kalder det alligevel virkelighedsflugt …på sæt og vis.

De eventyrfortællere holder sammen som ærtehalm og glemmer det virkelige. Jeg ved, at jeg er, og jeg er, dybest set, hverken bundet af stilke eller fordomme i øvrigt. Jeg har hørt tale om en verden udenfor, men hvad er udenfor? Sikken fantasi. Min mor og far, som er i himlen, R.I.P., mødte jeg i en drøm engang, og da sagde de sigende til mig:

”Her er mor og far from heaven.”

Jo, tro har man da lov at ha’, tror jeg. Min tro, vil jeg tro, har jeg haft siden min grønneste ungdom, og den kan ingen ærte mig med eller pille af mig.

En dreng fik øje på den svulmende ærtebælg, løsnede den forsigtigt fra stilken og gav den et håndteringsvant tryk på over og underside, så den åbnede med et smæld. Lyset strømmede ind, og idet ærten gled ind i drengens mund, tænkte den:

”Så blev jeg alligevel fri og fik set lyset.”

Før søndagen.

Der er ikke så meget solskin at misse mod for tiden, men derfor behøver man ikke at miste modet. Om natten er der jo måneskin, og månen afslører mere og mere af sig selv. For månen har åbnet en god flaske stjernecider, og de som kender til det, ved at stjernecider ikke er helt appelsinfri. Nu på søndag er en god dag, så er månen nemlig fuld. Den varmer anstændigt op, for den kan ikke lide at pøledrikke.

Fuld som en allike og storsmilende trækker og trækker den i alt det vand, der er inden for rækkevidde, og mange føler derfor, at safterne stiger, mens atter andre får svip.

Efter rusen kommer tømmermændene, og månen trækker sig lige så stille tilbage, måske lidt mere ydmyg end før. Den slår i hvert fald ikke på tromme. Mens den blev gradvist fuld, kunne der godt være lidt ”her kommer jeg” over den. Men det er helt væk i ”evalueringsperioden.”

Solen holder øje med månen. Den føler sig forpligtet til at tage sig af den og kaste lys over den, og det har den gjort, så længe den husker. Den har også andre planer og planeter at tage vare på, for selv om den har en central position, tager den sig også af udkantsområderne.

Den har et stort ansvar og et enormt overblik, men det forhindrer den ikke i at være lidt forfængelig. Den ved udmærket, at der er et sted i Danmark, hvor man er særligt afhængig af den og hylder den med andagt. Specifikt er det i forbindelse med røgede sild, rå æggeblommer og rå løg på rugbrød.

Kilden.

Ved foden af bjerget var et drikketrug. Hestene, som gik frit omkring på den indhegnede eng, drak af det. Det løb altid over, fordi vandforsyningen var en naturlig kilde som udsprang fra bjergets side. Vandet piblede gennem græsset og løb direkte ned i truget. Der flød blade, blomster, insekter, en druknet mus og andet på overfladen. Alt sammen i konstant, doven bevægelse på grund af den evige vandtilførsel. Engen var frodig, og om sommeren fyldt med glinsende, gule engblommer og andre blomster. Der var mange viber, mågefugle og lærker, og opholdt man sig nær truget, fik man snart øje på en våd frø. Mærkeligt nok, så man aldrig en stork. Betingelserne var ellers til stede. Man så ofte en klynge gråspurve og nogle solsorte, der anvendte truget som badeanstalt. De nød at puste sig op og stritte vand på hinanden, mens de konstant hilste og nikkede høfligt imødekommende. Børnene drak direkte fra kildeudspringet, når de var tørstige. Selv på en varm sommerdag var vandet koldt og forfriskende. Det var en tid, hvor tiden selv ikke havde i sinde at gå af lave. Mens børnene lå der med bare knæ i det fugtige græs og formede hænderne, så vandet kunne flyde til munden og videre ned ad kinderne og hagen, følte de det ikke spor forjættende. Bare ganske almindeligt og naturligt. Men at få besøg af slægtninge fra storbyerne var forjættende. Deres finere tøj og deres anderledes dufte, deres skødesløse forhold til penge og den deraf følgende mulighed for at score en sodavandsis, en isbåd eller en købekage fra bageren, det var kærkomne indslag i børnenes økologiske hverdag. Mange år senere er stedet endnu genkendeligt, omend lidt fremmedgjort. Vejene og stierne har fået navne, sommerhuse har afløst hestene og engblommerne, og viberne er et særsyn. Byen har ændret udseende på grund af flotte restaureringer og nye, velbyggede helårshuse, og  den gamle bro over fjorden, med de rødmalede jerngelændre, er væk. Det samme er alle butikkerne. Der var nok ikke penge, eller ikke penge nok, i forholdene, som de var.

Blide skygger.

Novembermørket lokker stjernerne frem, og månen sprayer blide skygger bag alle, som betragter den.

Tid er tanker, og i mellemtiden glemmer man let, at man selv er rollemodel i sit eget rollespil, som teatret lader tæppet gå for døgnet rundt. Det opfører mange af gudinderne,Thalias og Melpomenes, ofte surrealistiske, komiske eller hjertegribende stykker, som hverken skuespillere eller publikum egentlig begriber. For de er lige så subtile som erindringen af sommerens blomsterdufte, og det ”noget” der var, og måske stadig er, i luften.

De smiler forførende, bag de æteriske, silkeagtige slør de bærer, for at skjule, at de selv er vævet af selvsamme silke, der er som spundet lige ud af morild, nordlys og kornmod. De ser vore tankebilleder, men tillader os alligevel frimodigt at rive slørene bort.

De er, og bliver dog, uberørte af menneskehænder, men er kun en tanke væk.

Lys i lys.

I visse religioner, i spirituelle tekster og i den højere filosofi tales der om et lys der er hævet over både lys og mørke. Normalt tænker man på lys og mørke, som fænomener der er afgørende for liv. Ved nærmere eftertanke ser man, at lys og mørke ikke betinger liv, men tilværelse og livsformer. Livets lys (bevidstheden) gør os i stand til at erkende lys og mørke. Uden denne erkendelse er der ingen af delene.

Så verdens lys er ikke solen, men det som er bevidst om solen.

Det er ikke øjnene som er bevidste om solen, men det som anvender øjnene. Det er heller ikke hjernen, men det som anvender hjernen. Den individuelle bevidsthed er et sekundært stadium af verdens egentlige lys. 

Det handler om det mest selvfølgelige og mest mystiske i tilværelsen.

Light of the world

Wise people, spiritual leaders, talking about a light, as being superior both light and darkness.

Usually we think of light and darkness as crucial phenomenons for life.

But that is maybe not the case.

Life itself might not being depending of light and darkness, but the existence of life forms are.

The light of life (consciousness) enables us to perceive light and darkness.

Without this, no light or darkness is.

Consequently the light of the world is not the sun, but "that" being conscious of the sun.

It is not the eyes that are aware of the sun, but the consciousness which is applying the eyes. Nor is the brain, but the user of the brain.

The individual consciousness is said to be a secondary stage of the superior light. Then the superior light is both the absolute most obvious, the most neglected and therefore appears to be the most mysterious, in life.

De tre stemmegafler.

Han havde sat sig godt til rette i sin røde, komfortable stol, som han brugte, når han forsøgte at tænke seriøse tanker. Han mente, han burde gøre dette, med jævne mellemrum, for at opdrage sig selv til smuk modenhed. Og meditation havde også mange gode sideeffekter. Det var dog ikke den letteste sag af verden, for tankerne var ret selvstændige, og lykkedes det ham at få nogenlunde hold på dem, var det vanskeligt at undgå at falde i søvn. Så der var noget at arbejde med, og det var jo også hele ideen i dette, at sætte sig i den røde, seriøse stol.

En dag var følelserne noget kaotiske, fordi han ikke kunne regne ud, hvordan han burde forholde sig til nogle forskellige sager, som vi ikke behøver at komme nærmere ind på her. Han tænkte, at et ophold i stolen måske kunne hjælpe, og satte sig godt til rette. Først gennemgik han nogle trin, han havde læst sig til kunne vejlede tankerne og spore dem i en formålstjenlig retning, mens han samtidig slappede de forskellige legemsdele af.

Det gik lidt "så som så," men efter et kvarters tid, skete der noget, han først fik en vis forståelse for senere. Tre Muser havde nemlig iagttaget hans følelsesvirvar. Der var en vis smerte involveret, og det kunne de ikke undgå at bemærke, så de besluttede at træde hjælpende til. De iførte sig deres fine hårpynt og greb hver sin stemmegaffel. For nu skulle der handles.

Han bemærkede ikke de tre Musers ankomst. Dels sad han med øjnene lukkede, og dels vibrerede de med en anden hastighed så kun mennesker, med det tredje øje åbent, kunne se dem. Derfor opdagede han heller ikke, hvad der ramte ham, men konsekvenserne af det fik han at føle, hvilket også var hensigten i denne sag.

Den ene Muse slog sin stemmegaffel an, og straks begyndte vibrationerne at forplante sig i hele hans krop, så han følte en vidunderlig fred, der bredte sig ud over alle grænser.

Så slog den anden Muse sin stemmegaffel an, og nu pulserede det fineste, mentale lys frem fra hans indre, i bølger som blev ved og ved. Nærmest som ringe i vandet, der konstant blev holdt i gang, som om centrum for bølgerne var i kog. Han kunne ikke have det bedre, end han havde nu, følte han, og sendte sin røde stol, med den støttende lændepude, en kærlig tanke.

Pludselig følte han en svag magnetisme mellem øjnene, lidt oppe i panden, og i et glimt anede han de tre smukke Muser. Han bemærkede, at de kun var iklædt hårpynt, og følte sig hensat til Paradis, Nirvana og Shangri-La på samme tid.

Nu slog den tredje Muse sin stemmegaffel an, og hans tanker og forestillinger faldt helt til ro, mens hagen faldt ned på brystet. Denne stemmegaffel var også magisk, men den anslog A-tonen, på et højere niveau, og som Musen, der førte den, siden sagde:

”Den hjælper altid til med at holde kammertonen.”