Tusinder små klokker af trestjernet, papirtyndt, æterisk sølv lyder, når du danser ind i tanken, en blid sensommeraften med vindstille, mens fuldmånen spejler sig i skovsøen. Her danses i luftige gevandter, som kun kan bruges én gang, fordi de er lavet af duftende blomsterkronblade. Mad og vine, ad libitum, frister fra de flydende åkander, og på magisk vis er der altid rigeligt. Men smager man på maden og drikker af vinene, bliver man fortryllet.
Ud fra en ren kulinarisk vinkel er det helt eventyrligt, og kan derfor absolut anbefales.
Men fortryllelsen må brydes igen, ellers bliver man aldrig helt sig selv, og det kan kun lade sig gøre, hvis man smøres ind i nektar rørt op med pulveriserede ledestjerner. Kun Alfedronningen har det rette håndelag, så man må først vinde hendes gunst, hvis det skal lykkes. Og ledestjerner hænger ikke på træerne.
Alt dette, og meget, meget mere, er beskrevet i ”Naturens Hemmelige Veje,” en bog som trækfuglene navigerer efter, og så må det jo være sandt, rigtigt og nøjagtigt. Den er også udgivet i en forenklet version, som bevidst er blottet for metaforer, så selv perlehøns kan hitte rede i den.
Perlehøns forstår nemlig hverken allegorier, metaforer eller analogier. Om de beskriver sande ting, eller er ren fiktion, er irrelevante spørgsmål for dem. De tager dem personligt og bogstaveligt, og derfor bliver de så let fornærmede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar