Tidslinjeprofil i olie.

Hvor regnbuen ender, ligger en lille butik. Ikke lige midt i, men står man selv og tager brusebad i den æteriske farvesymfoni, får man let øje på den, og så får lysten til at besøge den ingen ende, fordi den ser så indbydende ud med sine skæve, lave, hvidkalkede mure, og med et tag som bringer tankerne hen på Læsøs gamle fiskerhuse. Blot er det ikke tang, der ligger på tagene, men forgyldte, aflagte maner fra enhjørninger, finurligt flettede af arbejdsløse alfer i aktivering. Der er gang i omsætningen, fordi mange har fået øjnene op for noget ganske specielt i varesortimentet.

Et magisk spejl er gået hen og blevet det helt store hit. Det gengiver ikke betragterens aktuelle udseende, men viser i stedet et billede af én, som man så ud for en halv snes år siden. Køberne er mest midaldrende, og endnu ældre, og alle som én finder spejlet meget realistisk. Sådan er det jo med eventyrlig magi. Men man skal være mindst elleve år, før man må kigge i det, ellers går der kukkelikuk i spejlet. Mere magisk er det, trods alt, ikke.

Mange portrætmalere har, gennem tiderne, fundet ud af, at det er en stor fordel at affotografere deres modeller i spejlet, spejlvende fotoet og så male portrættet efter det. Så er der nemlig langt større chance for at få det færdige billede godkendt af modellen, end hvis det lignede det aktuelle udseende på en prik.

En standardkommentar af modne modeller, til selv et mesterligt udført portrætmaleri, hvor det magiske spejl ikke har været anvendt, er:

”Meget, meget fint… virkelig god kunst… Meen så gammel ser jeg da vist ikke ud.”