Prinsessen sad på sin lille sammenklappelige trone og kiggede ud over sit rige. Med jævne mellemrum førte hun en lille guldbelagt kikkert op til øjnene og panorerede ud over de milliarder af små krusninger, vinden fremkaldte på vandet, og solen dansede koket i hver eneste af dem, så det var lige til at blive højstemt af.
Hun spejdede efter sømænd, for dem kunne hun fortrylle og lave sjov med nu, og det var hendes eneste fornøjelse. Men det var en fornøjelse ud over det sædvanlige, og hun jublede ved tanken om det forestående virvar, som selv Lorelei ville have misundt hende. Ellers gik hendes dage og aftener med at kede sig, og det var ikke lige hendes kop te, men efter hun havde fået sin guldbelagte kikkert, var verden blevet et sjovere sted at leve i.
Det næstbedste var drømmene. Når hun sov, oplevede hun alt, hun kunne ønske sig. Her var både feer og alfer, engle og drager samt alle mulige dyr, man ellers kun kender fra eventyr. Så måske var drømmene alligevel ikke kun det næstbedste. Men selv om dagligdagen ikke kunne leve op til dem, havde de den ulempe, at de var vanskelig at huske igen, når man var helt vågen.
Det havde hun klaget over mange gange, når hun i drømme havde mødt Drømmeprinsen, som var den øverste myndighed i dette rige. Men han slog altid afværgende ud med højrehånden og sagde, at selv om hun ikke så godt kunne huske sine drømme, når hun var vågen, var de da fantastiske, mens de foregik og endvidere lige så virkelige, som det hun oplevede i vågen tilstand. Sådan var reglerne, og han sagde også, at hvis hun kunne huske sine drømme lige så tydeligt, som hun oplevede dem, mens de fandt sted, måtte hun leve med kronisk hovedpine og andre ubehageligheder, for det kunne hjernen slet ikke kapere, og så måtte hun spise piller og ligge på frosne ærter om natten for at bevare sin forstand.
En nat hun lå og solede sig i den fjerde tilstand, på et fint tæppe som var bredt ud på en grøn eng med de smukkeste blomster, opdagede hun, at en dværg, med en vældig næse og en kraftig guldring om sin venstre ankel, stod og kiggede på hende.
¨Undskyld,¨ sagde han forsigtigt, ¨men jeg har stået og betragtet dig en stund, og jeg kan se, at du er en rigtig prinsesse. Altså ikke bare en som har arvet sin trone, ej heller en som har giftet sig til sin status, nej en virkelig prinsesse af både legeme, sjæl og sind, som bare findes i eventyr. Og kun den slags prinsesser har blåt blod i årerne. Jeg ved, at du keder dig meget, når du er vågen, og fordi du er hudløst ærlig, inderligt ægte og har et hjerte af guld, vil jeg give dig en gave, du kan lege med, i det man almindeligvis kalder virkeligheden.”
“Hmmm, du kigger skiftevis på min næse og min gyldne fodring , men vær ikke bange bare fordi næsen er så stor, den giver adgang til eventyrlig visdom. Jeg plejer at sige, at jeg er næseviis, og det er ikke det værste, man kan være, skulle jeg hilse at sige os, og fodringen giver mig visse kræfter, så jeg kan komme hurtigere omkring, til særlige områder af sindets labyrinter, uden at fare vild. “
“Vi befinder os jo i den fjerde tilstand, hvor alt er lige så virkeligt og håndgribeligt, som det er i det, man bevidstløst kalder den vågne tilstand. Tænk bare på, hvordan du opfatter din vågne tilstand… set herfra. Den forekommer drømmeagtig nu, ikkesandt? Der er dog den forskel, at her kan flere ting lettere lade sig gøre end i den vågne tilstand, fordi tanker og følelser har så frit råderum. Ønsker du noget her, opnår du det relativt hurtigt og let. Det har jo så den ulempe, at dine lidt flyvske tanker også kan bringe dig oplevelser, du ikke synes om, og derfor vender du regelmæssigt tilbage til den vågne tilstand, for der ændres omstændighederne ikke så umiddelbart, blot fordi du ønsker det. Derved får du mulighed for at lære at styre dine tanker, at få herredømme over dem, at tænke dem om igen og igen, så du langt bedre kan glæde dig over deres vidunderlige magi, når du atter er her i den fjerde virkelighedstilstand.”
“Når du vågner, skal du kigge under hovedpuden. Der vil du finde en lille forgyldt kikkert, som har magi med herfra. Hver gang du betragter en mand med tatoveringer gennem den, vil den tatovering, du fokuserer på, blive levende, og det vil skabe forvirring. Hold dig til sømænd, for alle sømænd er glade for piger, hvilket tydeligt fremgår af alle de pigenavne og hjerter, de har tatoveret rundt omkring på brystet og armene, og alle sømænd er tatoverede.”
“Benyt den om sommeren, når de går rundt med bare overkroppe, så skal du se løjer. Du vil grine din prinsesserumpe i laser og pjalter, når du ser en sømand kigge forvirret over, at det flotte sejlskib, han har tatoveret på brystet, pludselig begynder at sejle hele vejen rundt om overkroppen og tilbage igen på sin plads. Og pigenavnene vil begynde at pludre, fnise og skændes med hinanden, så det er en lyst. I samme øjeblik, du svinger kikkerten væk fra tatoveringerne, er alt igen som før, og så aner sømændene ikke, om de har haft delirium, eller om de har spist fordærvede beskøjter.¨
Nu så det ud til, at et stort sejlskib var på vej mod land, og prinsessen klappede sin trone sammen, tog den under armen, og med kikkerten i en snor om halsen, begyndte hun at løbe ned mod havnen, hvor skibet snart ville lægge til. Hendes prinsessekrone, som var af det fineste forgyldte pap med rødt crepepapir indeni, gled ned over øjnene, men hun greb den hurtigt med sin frie hånd og svingede den rundt i luften.
Hu hej, hvor hun følte kriblen overalt i kroppen… dog på et højere niveau. Et niveau som var passende for en ægte prinsesse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar