Graciøst Forår.

Shhh, sagde gratien og førte sin strakte pegefinger mod læberne. Hun betragtede de to andre med et fjernt blik i øjnene og sagde… næsten abbandonatamente:

”Kan I også høre det?”

De to andre gratier spidsede deres smukke ører og udbrød all’ unisono:

”Ja, så er tiden moden. Lad os endelig ikke spilde den men straks finde vore instrumenter frem. Der varmes jo tydeligvis op til forårets symfonier, og hvis vi holder os væk, kommer det ikke til at lyde rigtigt. Det skal og må være come prima, ellers mangler der noget, og så kommer foråret ikke ordentligt på skinner. Der stemmes instrumenter nu, så vi kan godt nå det. Havet står for grundtonerne, fuglene klarer de varierende temaer, og vinden, blæsten og stormene akkompagnerer pianissimo og tempestoso for at skabe finurlige effekter, og når det hele fremføres, kribler og krabler det i alt og alle, så det er en fryd.”

”Ja, og så bliver det ikke rigtigt mørkt mere, selv om man lukker øjnene, for solen er ved at pudse sine vinduer, så dens lys kan bortjage mørket selv bag øjenlågene. Der er intet spirituelt i dette, som sådan, for det mentale lys bliver jo aldrig slukket, men det tænker folk vist ikke over. Man kan selvfølgelig godt kalde det spirituelt alligevel, hvis man har forståelse nok til det, for selv om det er ren natur, vi beskæftiger os med i det daglige, er det jo alligevel ikke adskilt fra noget som helst andet, dybest set.”

”Vi deler det op i mindre etuder, for ellers går der kuk i det for de fleste, og kuk lader vi gøgen om. Den ved, hvornår, og hvor tit, den skal falde ind, så snart viben har sunget sine første syvhundredeogtooghalvfjerds vers toogtredive gange.”

”Bare den ikke falder af på det i år og spiller pianissimo, for den så lidt sløj ud sidst på året, sidste år.”

”Arhhh, den skal nok både ”falderi og faldera,” når først musikken spiller tutti. Det er nemlig, bare lige det der mangler, og den har jo også haft godt tid til at komme sig, og studerer sikkert snart boligmarkedet for at se, hvem der investerer i hvad… og hvor.”