En lille stjerne svævede lydløst hen over fjord, marker, enge,
veje og små byer. Den var ikke ret højt oppe, og kursen lå fast, ingen
svinkeærinder her.
Da den havde svævet en halv times tid, nærmede den sig en
boligblok som lå i samme retning, som den stjernen fulgte. Den kunne tydeligt
se gavlen med altaner i to etager og med store vinduespartier. Stjernen tænkte:
¨Hvis der er folk der indenfor som kigger ud nu, kan de let se mig, for jeg
lyser, og der er ved at være halvmørkt. Jeg holder pause her og snupper et
powernap på et halv minuts tid. Det plejer at være nok.¨
Inde fra stuen havde folkene fået øje på den. De havde fulgt den
længe, fordi de kunne se, at den blev større og større, hvilket var ganske
usædvanligt for en stjerne. Da de allerførst fik øje på den, troede de, at det
var en af de mange andre stjerner på himlen, selv om den lå så lavt, som den
gjorde.
Den stod musestille der midt i luften og powernappede, så tog
den bestik af bygningernes højde, steg pludselig lodret op indtil den
vurderede, at der var fri bane. Det så ud som om, den kun steg nogle ganske få
meter. Så stod den stille igen et sekund eller to og trådte så, mildt sagt,
speederen i bund og delte sig i to. Begge stjerner fortsatte nu i den samme
kurs som før, blot ¨en etage¨ højere oppe, og nu med mindst samme fart som et affyret
projektil fra en kraftig riffel.
De to stjerner fjernede sig mere og mere fra hinanden, men det
gik så hurtigt, at det var vanskeligt at beskrive nøjagtigt bagefter, for dem
der havde set det. De havde jo skyndt sig ud på altanen, men måtte både løfte
hovederne og dreje nakkerne for at følge med, og lynhurtigt spærrede taget for
videre udsyn. ¨Good-bye-Ruth¨ hvislede ¨stjernerne¨ lydløst og var borte og væk
som dug for solen.
Mange mennesker havde set stjernen med den usædvanlige opførsel.
Det kunne man hurtigt regne ud, for der gik kun nogle få minutter før stilheden
blev brudt af to jagerfly som var blevet sendt på vingerne, og de afsøgte
området for stjernetegn og stjernestøv en kort tid. Så enten havde flyvevåbnet
haft den i kikkerten, eller var blevet kimet ned af forvirrede iagttagere.
Eller begge dele, selvfølgelig.
Men stjernen havde ikke efterladt spor, og hvor den nu befandt
sig, måtte guderne vide. Måske var der tilføjet to nye stjerner på
himmelhvælvet, eller måske var de smuttet ind i en ¨lomme,¨ som var hinsides
sansernes rækkevidde. De kunne måske også være opløste i atomer… men uanset:
Sporløse, det var de. Eller som min gamle onkel plejede at sig, når noget ikke
var til at finde: ¨Væk har taget det.¨
Dagen efter kunne man også læse en lille notits om det i avisen,
men det blev man ikke spor klogere af.
The star excursion
Much has been written about extraterrestrial visitors. I have had a UFO
experience which led to speculations, but I never found out what it was. So I
described it as "a little adventure:"
A little star hovered silently over the fjord, fields, meadows, roads
and small towns. It was not very high, and the direction was fixed, no detours
here.
Since it had hovered for half an hour, approached the housing block
which was in the same direction as the star followed. It could clearly see the
gable with balconies on two floors and large windows. The star thought: “If
there are people inside and looking out now, they can easily see me, because I
light up, and there is almost half dark. I pause here and grab a power nap on a
half- minute. It’s generally enough.”
Inside the living room had people become aware of it. They had followed
it a long time, because they could see that it got bigger and bigger, which was
quite unusual for a star. Since they very first saw it, they thought it was one
of the many other stars in the sky, although it remained so low as it did.
It stood quietly in the middle of the air and power napped, right out for the balcony, maybe one hundred
meters away at the most, and suddenly it rose vertical up until it found that
there was clear. It looked as though it rose only a very few meters. Stood
still again for a second or two and then it came, to put it mildly, pedal to
the metal and broke in two. Both stars continued now in the same direction as
before, just “one floor” higher up, and now at least the same speed as a bullet
fired from a heavy rifle.
The two stars were drifting further and further apart, but it went so
fast that it was difficult to describe exactly afterwards, for those who had
seen it. They had rushed out onto the balcony, but had both lift their heads
and turned around to follow the stars, as far as the roof allowed. “Good-bye-Ruth” they hissed silently and the stars were away
and gone like snow in the sun.
Many people had seen the star with the unusual behavior. It was easy to
figure out, because there was only a few minutes before the silence was broken
by two war planes who had been sent on the wings, and they searched the area
for star dust for a short time. So either had the Air Force had it in sight, or
had been bombarded with questions puzzled observers. Or both, of course.
But the stars had left no trace, and where they was now, may the gods
know. Maybe there were two new stars in the firmament, or maybe they were
slipped into a pocket, which was beyond the reach of the senses. They may also
be dissolved into atoms ... but no matter: completely gone, they were. Or as my
old uncle used to say when something was not to find: “Gone" has taken
it.”
The following
day, one could also read a little note about it in the newspaper, but it did
not make one a track wiser.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar