"Hækkenfelt."

Hvis man ikke lige havde set dem komme, ville man ikke ane, at den tætte, grønne hæk som fulgte fortovet, var temmelig godt besat af glade og pludrende gråspurve. De slog pludselig ned i hækken, som når bondekonen strør en håndfuld korn fra sin forklædelomme ud til hønsene.

Men Elvis havde set det. Elvis så det næsten hver gang, for han holdt øje med det. Han var en erfaringsramt spurvehøg på lidt over ti år, og hans cv var i orden. Han havde prøvet lidt af hvert, og at slå ned lydløst som en Ninja var hans mindste kunst.

Nu slog flokken af gråspurve pludselig op fra hækken. Som en lille skypumpe. Kun én af spurvene kom ikke med, og det var Elvis' fortjeneste.

Gråspurvene var atter samlede i hækken. Nu begyndte en af dem, at fortælle om en spurv, som havde hoppet fra gren til gren i træet ved hækken. Højere og højere var den kommet, og til syvende og sidst var den blevet opslugt en stund af en solstråle. Siden havde den kun sunget gulspurvesangen:

“En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv, en to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.”

“Kunne den ikke hjælpe os med at holde øje med Elvis eller måske skræmme ham væk. Jeg mener, med dette overblik,” var der én som sagde.

“Den siger, at de eneste måder vi kan undgå hans raseren på er at overbevise ham om, hvor fornuftigt det er at blive vegetar, hvis han vil gøre sig håb om at få venlige vinger som os, eller følge dens eget eksempel og hoppe op i den lyse verdens felt. I hækkens felt vil der sikkert altid komme en ny høg til, når Elvis går på efterløn, aftægt eller dør. Og så må den jo også belæres. Jeg er begyndt at øve mig på syvsangerens sang, men foreløbig vil jeg gøre mit bedste for at holde Elvis i skak og neutralisere hans primitive, brutale adfærd. For det var måske ikke så dumt at blive forgyldt i stedet for at blive fortæret. Sangen er relativ let at huske, da både tekst og omkvæd er det samme: En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv. Men Elvis er altså ikke død, skulle jeg hilse at sige.”