Angel in disguise.

Stjerner.

Bemærker du pludselig en ægte stjerne på din himmel, som lyser ved sig selv og ikke er oplyst kunstigt, tændes øjeblikkelig en lignende stjerne i dit hjerte. Den er af samme art, som de stjerner der funklede og vågede på den himmel, du sov under.

Da du vågnede, sammen med verden, blev stjernernes lys opslugt af verdens lys. Men de holdt aldrig op med at lyse.

Pærevælling.

”Skal du ikke røre i gryden?” Trolden var lige ankommet fra skovbrynet, og duften havde sporet ham frem til alfen og hans hund Shelby, som var så koncentreret, at han næppe bemærkede trolden dukke op. Dufte fra madlavning havde nemlig hans største prioritet.

”Jo, ser du: Der er en kvart pære i mosevandet nu, og når det har kogt i et kvarter, rører jeg grundigt rundt. Jeg tilsætter tre hele Følfod og en Rød Hestehov, den du kalder Niels Bugges Blod, og krydrer med lidt jord fra friske muldvarpeskud. Så tilsætter jeg en kvart pære mere og drysser knuste podcasts fra samtlige af rigets politikeres sidste valgtaler i og rører grundigt.”

”Hmm, det lyder lækkert nok,” gryntede trolden,  ”men også lidt avanceret.”

”Det er det skam også. Nå men jeg bliver ved, til der er en hel pære i, og så skal det koge i fem timer, hvorefter jeg sier det. Så har jeg fremstillet den herligste antipærevælling. Den virker som modgift mod valgflæsk, så de der indtager den får lettere ved at skille skidt fra kanel, når de holder taler eller lytter til taler. Mon ikke du har bemærket, at valgtaler flyder sammen som pærevælling, dekoreret med mudderkast, så det er vanskeligt at hitte rede i, hvem der mener hvad og hvorfor? Det tror jeg nu nok, du har. Derfor udleverer jeg den vederlagsfrit til alle, der har en politiker i maven og samtidig valg i tankerne. De har jo udgifter nok i forvejen, kan jeg forstå. Det er min støtte til rigets mentale sundhed. Jeg kommer den på flasker med patentpropper, og sælger den for fire kroner og nioghalvfems øre stykket til alle andre. Det er jo dem, der trækker læsset, og dem der holder min forretning i gang.”  

Organic carpets

“Isn’t it whimsical that although we vary the choice of the materials we use to the spring-blankets we weave they are confusingly similar to last year’s carpets?”

The Fairy’s hands worked gracefully and diligently with the spun threads which were bundled in countless different versions and colors right to intervene out of thin air.

“Yes, but the theme is also bound and I view this as the main reason,” replied another small, ethereal fairy. This year we have tried to weave moonbeams with phosphorescence and Easter fragrance, and this version I have a hard time keeping my hands off. But of course I stick to the theme anyway.”

“When all spring-carpets are spread out over the whole realm, people will not notice we have experimented. The grass, the flowers and the freshness will feel familiar, but for the extra sensitive it could be felt that there are new threads in the carpets. All will perceive spring as newborn, and it is the most important. Then sprouts hopes and expectations in peoples, and animals, breasts and hearts. This life courage it offers, we must maintain. It is in the contract clause 7.”

“Yes, our education as spring-carpet-weavers, has taken countless years so it isn’t more than expected. The creativity bubbles in my body, and get one and another an eye for a small abstraction in nature, as gives a joyous and perhaps devout tear in the corners of the eyes, you’ll probably see a little secretive smile on my lips.”

Økologiske tæpper.

”Er det egentlig ikke pudsigt, at selv om vi varierer materialevalget, ligner de forårstæpper, vi væver, hinanden ret meget?”

Feens hænder arbejdede yndefuldt og flittigt med de spundne tråde, som lå bundtet i utallige, forskellige udgaver og farver lige til at gribe ud af den blå luft.

”Jo, men temaet er jo også spundet, jeg mener bundet, og det betragter jeg som hovedårsagen,” svarede en anden lille æterisk fe. I år har vi prøvet at væve månestråler sammen med morild og påskeduft, og den udgave har jeg svært ved at holde fingrene fra. Men jeg holder mig selvfølgelig til temaet alligevel.”

”Når alle forårstæpperne er bredt ud over hele kongeriget, vil folk ikke bemærke, vi har eksperimenteret. Græsset, blomsterne og friskheden vil føles gammelkendte, men for de ekstra sensitive, vil det kunne fornemmes, at der er nye tråde i tæpperne. Alle vil dog opfatte foråret som nyfødt, og det er det vigtigste. For så spirer der også håb og forventninger i folks, og dyrs, bryster. Og det livsmod det giver, skal vi holde ved lige. Det står i ansættelseskontrakternes paragraf 7.”

”Ja, vores uddannelse, som forårstæppevæversker, har taget utallige år, så det skulle bare mangle. Til næste år har jeg betalt min SU tilbage og er helt gældfri. Kreativiteten bobler i min krop, så skulle en og anden få øje på en lille abstraktion i naturen, som kalder en frydefuld, og måske andægtig, tåre frem i øjenkrogene, vil du sikkert få øje på et lille hemmelighedsfuldt smil på mine læber."

Abstrakte tanker.

Hvorfor dog nævne sensommer nu,

mens forårets tæppe lægges?

Ja spørg mig blot, lille du,

før du måske forskrækkes.

Billedet stod der fra sidst i fjor,

før høsten trådte sin vals,

og rammen var lige nøjagtig så stor,

at  værket faldt ind i dens fals.

På skiltet var ”Sensommer,” ætset ned,

jeg gned mig lidt i ”frisuren,”

men billedet ville da godt være med

og deltage i proceduren.

Ramme og billede blev forlovet,

har nu været gift i en uge,

om man har vundet, man har dog vovet,

på det kan man så gå og ruge.

Forårsforkølelse.

”Foråret er her. Tag mig bare på ordet, for når stjernerne er forkølede, kan foråret rigtigt komme til, og det gør det så sandelig også. Se nu bare det snot, som ligger her rundt omkring på skovbunden.”

”Så, stjernerne bruger ikke lommetørklæder?”

”Nej, den slags bekymrer de sig ikke om. De holder for det ene næsebor og støder til gennem det andet.  Og har du set en sløv padde kravle rundt her, vil du ikke kunne finde den igen. For musvågerne ved også, det er forår, og så skal depoterne fyldes. Men stjernesnot kan de ikke lide, så det afleverer de pænt igen. Havde de ikke været i nærheden, var stjernesnottet blevet til haletudser.”

”Det lyder som ren magi. Vil det sige, at frøer bliver skabt af stjerner?”

”På sæt og vis, ja, eller måske rettere, nej. Man kan sige, at snottet forsinker frøernes udvikling, når det bliver udstødt i skovbunden. Der er flere andre teorier, men det er der jo altid. Lad dem bare brydes på en venskabelig og videnskabelig måde.  Det giver mulighed for udvikling og forståelse. Alt det der med: ”Vi alene vide,” er kun for  indbildske og middelmådige ”begavelser,” som har besluttet, at den eneste sandhed er den, de har annekteret.”

”Sandheden er skrevet i vand, er min eneste sandhed. Er jeg så også indbildsk?”

”Det synes jeg ikke. Tror du selv det, er det sikkert blot noget, du bilder dig ind.”

Undercurrents" (With Ran and Venus in mind)

Anady often walked along the West Sea coast and looked for amber. She rarely found it, because it was not what she was most focused on. Maybe she persuaded herself that that was why she went there, but there was something else that occurred to her. A strange sadness or loss, she didn’t understand, because she lacked nothing. She had over the years received some beautiful amber jewelry of worshipers, and she wore them gladly because she loved natural things.

When the west wind caused the sea to roar in a special way, there appeared vague memories in her mind. As if that was something she knew, although it didn’t give immediate sense to her. She sensed giant nets filled with helpless sailors, and she felt a certain delight in imagining, she pulled them down into the depths of the ocean, so they drowned. This she did not understand, and when she later, in mind, went against the beach after her atrocity, it was like she was received with celebration of a goddess-like figure with flowers and myrtle in her etheric clothing.

When she considered the goddess, she felt her own nudity. It made her not embarrassed, the goddess was a mother figure, and she felt herself like reborn.

"Ah, yes," she thought often. "If I mention these thoughts for someone, they will think I'm crazy. But now I get an uncontrollable urge to find a giant seashell. So, I can always look for amber later. And then I’ll go home and make a pot of hot cocoa and smear some bread with a good layer of tooth butter. A sea trip  always gives me appetite."

  

Skudsmål.

Hekse findes, sagde vennen,

se nu bare onkel Knud, 

han blev nylig ramt i lænden

af et voldsomt hekseskud.

Han ku’ næppe komme op,

når han først var kommet ned,

smerten sagde nemlig stop,

og blev stædigt ved og ved.

Hekse ”brygger” hele året,

ikke kun ved årets bål,

klasker sig på hekselåret,

når et skud går rent i mål.

Hænder vrides, tænder gnidsler,

når en pil går ind i ryggen.

Hekse elsker at ta’ gidsler,

de sku’ ha’ ”en tur i skyggen.”

"Understrømme." (Med Ran og Venus in mente).

Anady gik ofte langs vesterhavskysten og kiggede efter rav. Hun fandt sjældent noget, for det var ikke det, hun var mest koncentreret om. Måske bildte hun sig ind, at det var derfor, hun gik der, men der var noget andet, som trængte sig på. Et underligt vemod, eller savn, hun ikke forstod, for hun manglede ikke noget. Heller ikke rav. Hun havde gennem årene fået en del smukke ravsmykker af tilbedere, og hun bar dem gerne, fordi hun holdt af naturskabte ting.

Når vestenvinden fik havet til at bruse på en særlig måde, dukkede der uklare erindringer op i hendes sind. Som om det var noget, hun kendte til, selv om det ikke gav umiddelbar mening for hende.  Hun fornemmede kæmpestore net, fyldte med hjælpeløse sømænd, og hun følte en vis fryd ved at forestille sig, hun trak dem ned i havets dyb, så de druknede. Dette forstod hun slet ikke, og når hun senere, i tankerne, gik mod land efter sin udåd, var det som om, hun blev modtaget med hyldest af en gudindelignende skikkelse med blomster og myrter i sin fodside, æteriske klædning.

Når hun betragtede gudinden, følte hun sin egen nøgenhed. Det gjorde hende dog ikke flov, for gudinden var en moderskikkelse, og selv følte hun sig som genfødt.

”Ak, ja,” tænkte hun tit, ”hvis jeg nævner disse tanker for nogen, vil de tro, jeg er skør. Men nu får jeg en ubændig lyst til at finde en kæmpestor muslingeskal. Så kan jeg altid kigge efter rav senere. Og så vil jeg gå hjem og lave en kande varm kakao og smøre nogle franskbrødsmadder med et godt lag tandsmør. Sådan en havtur giver appetit.”

Interaction

The ocean roars in your mind repeating your name while a newborn March wind embrace you with chilly arms. Listen, they sing your song and the sky above the wave crests is their symphonic backdrop.

Amputering.

Fjerner man alt, man føler fanger og binder ens opmærksomhed, fordi man vil være et frit menneske, amputerer man muligheden for at frigøre sig. 

Hvis man fjerner kagen fra sit åsyn, fordi man betragter den som en fælde, da man gerne vil tabe sig, udvikler man ikke selvkontrol, og falder derfor i en anden fælde. Lad fristelserne være i fred, og lad dem friste sig selv. Destruer dem ikke.

Tilknytningen er ikke en grum egenskab ved tingene, men ligger i een selv. Indre styrke opnås ikke ved at knuse dem, men ved at opøve selvkontrol. Det er udvikling. Det modsatte er middelmådighed.

Fristelser er ikke syndige, de er gaver og kan betragtes som træningsredskaber. Dette kan dog ikke forstås af primitive sjæle.

(Tanker over et glas Samarin efter overdreven indtagelse af et overdådigt måltid).

Bærbart orakel.

”Hvad er det for et bette fjernsyn, du sidder og kigger i, Evald?”

”Det er ikke et fjernsyn. Det er en computer. En bærbar som man bare klapper op. Og man klapper den også bare i, når man er færdig.”

”Sådan en kender jeg ikke. Hvad bruger du den til?”

”Prøv at se her: Der er en, som har skrevet en fødselsdagshilsen med et Dannebrogsflag, og her er et billede af en hund med tøj på og solbriller. Er det ikke fantastisk?”

”Jo, det ser flot ud, men på mit fjernsyn er der da levende billeder med lyd.”

”Ja, ja, men prøv så at se, hvad der sker, når jeg flytter den lille pil hen på den hvide trekant midt i billedet.”

”Nu kom der sandelig fjernsyn på, med lyd og hele molletjavsen. Det var ligegodt…”

”Prøv selv at sætte dig her, Frede. Du skal bare flytte med den der, så kan du placere pilen på det, du vil nærmere ind på.”

”Tak, ja, det virker da. Her er et billede af nogle mennesker med elefanthuer og knive. De holder et hoved i hånden. Hvad er nu det for noget?”

”Det er kalifister. Det er ikke skæg og blå briller det hele, for at sige det mildt, men der er heldigvis mest skønne og sjove ting. Og opbyggelige udtalelser fra smukke sjæle. Se lige det billede her: Elskebeth viser, hvad hun fik til middag i går. Spændende, og lad os se, hvad der er bag den røde prik foroven. Nå, det er en spilanmodning igen, men dem sletter jeg øjeblikkelig. Spil har jeg ikke tid til. Jeg spiller kun en lille smule lotto, med faste rækker, og jeg har allerede vundet 40 kroner et par gange, såh det…”

”Du kan også bladre i mit fotoalbum. Se lille Kristian skubbe Inge i barnevognen, mens han selv har sut i munden. Og vi kan gå på Google og få svar på alle spørgsmål. Alt mellem himmel og jord. Ligesom Oraklet i Delfi.”

”Det var pokkers. Prøv så at spørge oraklet om, hvordan lottotallene placerer sig på lørdag. Kan den fortælle det, vil jeg også have sådan en fyr. Bare den så ikke er udstyret med "den berømte klap," hvis den synes, spørgsmålene bliver for nærgående.”

Nostalgi.

Han huskede klart, som var det i går,

hvordan man brygged’ en kaffetår.

Den malede bønne blev blandet med Rich,

for der skulle spares, så mutter var striks.

Vandet blev pumpet op af brønden,

sku’ man på ”das,” sku’ man entre tønden.

Nu nævner han både kamin og komfur,

primus og udhus med rotter på lur.

Han si’r endvidere, han sagtens kan huske

spanskrør i enden, som straf for at sjuske.

”Man blev ekspert i at spinke og spare

og vende hver øre, så lønnen ku’ vare.”

Et af de mundheld han skrev sig bag øret:

”Når røven klør, så stiger smørret.”

Levebrød.

Sif og Palle Skallesluger

jager skaller sammen.

Tiden flyver, sulten ruger

nær ved skalledammen.

Se dig for ved Skallerup,

og flere andre steder.

Skoven er en yngleklub

med skalleslugerreder.

Skalleslugerungen prikker

hul på æggets skaller.

Mon den også andedrikker,

hver gang tørsten kalder?

Ungen får vel saft og kød,

når fisken bli’r leveret.

Skallen er dens levebrød,

og nu bli’r den serveret.

Amorinebrus.

Blonde Bente samler bær
og brygger læskedrikke,
laver solbærjuice især
med brus, der giver hikke.

Hun er altid fuld af sødme
og solbærjuice i maven,
solen giver kinden rødme
i sommersolbærhaven.

Juicen drikkes året rundt
til høst, til jul og fastelavn,
blandes delikat og sundt
lidt vest for Frederikshavn.

Bente rakte Bent et glas:
”Nyd bare juicen smukke.”
Bent drak ud, var veltilpas
begyndte så at hikke.

”Skal vi h.ikke danne par
min kære Solbær-Bente?”
De drak dus, nu er de gift
og har et barn i vente.

Juicen er jo fuld af kraft
med mange vitaminer,
mon ikke det er gudesaft
med brus fra amoriner...

Svalemad.

Svalen sad og sang

på sin svalegang.

Stemningen var løftet

halen smuk og kløftet.

Slugte et par stærke

fra sin lommelærke.

Trillede omkuld

skæv og hønefuld.

Drømte om at danse

kunne intet sanse.

Vågnede på ryggen

lå en stund i skyggen.

Ӂh min stakkels mave

Pizza må jeg have.

Rund, med ost og myg

gylden, sprød og tyk."

"Marco må levere

Gina skall servere.”

Myggepizza fik den ej

åd i stedet myggesteg.

Er nu atter frisk og glad

sådan virker svalemad.

Gerda Troglodytes.

"Fiffiffififfiftyyytfiftyyytfif."  Gerda havde travlt. Hun fløj fra gærdet direkte op på en paradisæblegren, og sang nogle forfriskende toner. Hun var meget musikalsk, og belønnede hvert sted, hun satte sig eller forlod, med sine fiffiffififfiftyyytfiftyyytfiffer. Endvidere gav det hende overblik, på stedet, så hun huskede, hvorfor hun sad, hvor hun nu sad. Ellers kunne det godt smutte for hende.

”Der er en gærdesmutte,” sagde Philip til Agathe og pegede på paradisæblegrenen. ”Se, hvor lille den er, og se hvor fint halen står skråt op i vejret.” Philips klasse havde haft om gærdesmutten i går, og han havde lektionen i frisk erindring. Særligt dens redebyggeri havde fanget hans opmærksomhed, for hjemme hos ham, var han mest vant til duer. Og de var nogle klamphuggere, helt uden sans for arkitektoniske raffinementer.

Men gærdesmutten var arkitekt med M.A.A, foran. Hannen byggede kuglerunde reder med et fint lille hul i siden. Og han nøjedes ikke med at bygge én. Der skulle også være steder at sove, når ungerne var kommet ud af skallerne, og endvidere var det ganske attraktivt for hunnerne, når en han gjorde sig ekstra umage og byggede flere annekser. Af samme kvalitet som stuehuset forstås. Ingen sjusk her.

Jo, Gerda havde travlt, for hun var skruk og var på udkig efter en passende gemal. Og hun vidste helt eksakt, hvad hun fløj efter. Det var hverken hans kropsbygning eller frisure, men hans åbenlyse flid i forbindelse med domicilbyggeriet. ”For ærligt talt, når alt kommer til alt, ligner de sguda hinanden. Så om jeg bliver fotograferet med Gert eller Gunnar er lige fedt. Mit, eller vort, bryllupsbillede, når det kommer så vidt, kan såmænd godt tages med stand-inner, uden et næb opdager det.”

”Nå men jeg må smutte igen. Vi må være på vingerne her i foråret, for selv om udbuddet er stort, er efterspørgslen også stor. Og den der kommer først til mølle…  Så, mutter smutter, og det er overhovedet ikke omgærdet af mystik, men er ren pragmatik. Nåh ja, og selvfølgelig også romantik. En brise strejfer mine halefjer, og jeg får øje på en flittig mand. Han har allerede bygget tre reder, så runde og perfekte som tennisbolde. Så jeg vil gøre mig til. Og når Gerda Troglodytes gør sig lækker, hun giftelysten vækker. Nu kan I vel se, at det ikke er ren pragmatik alene, der holder verden igang.”

Kramkister.

”Hvor filen har jeg lagt min kramkiste?” Alfa gik frem og tilbage ved foden af den omfangsrige eg, rev i græsset og fejede i småbuskene med stressede håndbevægelser. ”Den skulle være her, og jeg har brug for den.”

”Jamen så er den der sikkert også,” sagde Omega, og fortsatte med at pille grankoglefrø til aftenens salat. ”Hvorfor skal du absolut bruge den nu? Den dukker nok op af sig selv.”

”Jeg er lige i stødet til at give Inge Fær et kram, fordi hun har samlet så mange blåbær, at vi kan lave min yndlingstærte. Og så vidt jeg husker, er der flere hundrede kram tilbage at give ud af.”

”Kan du ikke bare give hende et mega knus, eller er det helt ude i hampen nu om dage?”

”Du ved lige så godt som jeg, at Inge Fær foretrækker autoriserede kram lige efter bogen. Alternativt er hun til kys, kærtegn og løfter, men det er for socialt grænseoverskridende, synes jeg.”

”Hvad er der på færde?” Kram Kirsten stak sit yndige lille hoved op mellem dem. ”Jeg er ude at plukke Fingerbøl. For jeg vil til at overbrodere en dug. Sådan en har jeg altid ønsket mig, og fingerbøllene er begyndt at dukke op her og der og allevegne. Her i skovbrynet, ved Alfeskoven, begynder foråret jo en måned før alle andre steder i kongeriget. Helt nøjagtigt, d. 1. februar, ti minutter over Elviras dueslag. Men så slutter vores efterår, til gengæld, en måneds tid senere end andres, når børnene begynder at  glæde sig til julekalenderen. Ak, denne færden…”

”Hej Kram Kirsten,” sagde Alfa. ”Jeg leder efter min kramkiste. Den er blevet pist væk, så vidt jeg kan se, og Inge Fær kan være her hvert øjeblik. Hun kommer efter sin kurv, og så ville jeg hjertens gerne kvittere med et autoriseret kram, så hun ikke bare føler, hun får en kurv.”

”Jeg har en halv snes kram i min håndtaske. Du kan få fem på forskud. Så trækker vi bare dem fra, næste gang du skal have din kramkiste påfyldt.”

”Åh, tusind tak. Det siger vi da bare. Du er en knop, og du har lige inviteret dig selv på kaffe og blåbærtærte klokken fire i eftermiddag.”

”Ih, tak som byder. Så er jeg også færdig med at plukke Fingerbøl, dem I kalder klokkeblomster. Og så har jeg en buket med til Omegas vase. Jeg blander dem med Bellis og Følfod. Og hvis der er blåbærtærte nok, kunne I vel også invitere Inge Fær med. Det er længe siden, jeg har hilst på hende. Måske kan jeg få hende som kunde. Ifald, altså, hun har en kramkiste, som bør fyldes med jævne mellemrum.” 

/J.W.

Snakken om jakken.

Pulsen steg, og kinden blev rød,

da han belevent sin jakke bød.

Der anedes nemlig en stille brise,

og Ib la’e sin arm om uskyldige Lise.

Vi to går i læ her bag disse buske,

så vil jeg give dig noget at huske.

De søgte læ og fik hurtigt varmen,

Lise ku' mærke det helt ud i armen.

Jakken kom af og lidt efter lidt,

blev resten af tøjet også smidt.

Nu bli'r hun rød ved al snak om jakker,

hun mistede dyden i Rebild Bakker.

Et spiseligt A.

Anders og Albert er navne som begge begynder med A.

Når A står alene udtaler alle det som A, men i Ark skifter det nuance, og lyder ligesom a’et i aldrig. De fleste mennesker kan høre, hvornår A bør udtales som A’et i Anders eller som A’et i Albert, men nogle serverer det dog lidt anderledes, og så lyder det uspiseligt for andre. For eksempel når A’erne i AFRIKA og a’et i kaffe udtales som a’et i alene.

Nogle gange skal A lede udtalen hen på Å, og her kan Aalborg nævnes som eksempel. Men det er jo en helt anden menu.

Tvillinger.

Søskendeparret Arne og Anne

ligner hinanden som to dråber vand

de blev hældt ud af den samme kande

uden en eneste mælketand.

Tiden gik og de blev store

nu er de voksne med egne hjem

Arne driver som landets fjorde

mens Anne flyder og fører sig frem.

Anne og Arne har meget tilfælles

tvillinger er de jo immervæk

det skal så også lige fortælles

at Anne er å og Arne er bæk.

Interaction

The ocean roars in your mind
repeating your name
while a newborn March wind
embrace you with chilly arms.
Listen, they sing your song
and the sky above the wave crests
is their symphonic backdrop.

"Ægteskab."

“Vil du være min brud?” Herman var på frierfødder og stod på tre ben, mens han fremviste en galant, fejende bevægelse med højre forpote fra brystet og udefter.

”Jeg kunne krybe i et musehul ved den blotte tanke om at blive gift med sådan et stort brød. I øvrigt er jeg allerede brud, og selvom jeg også er en slags mår, synes jeg, at en lækat er en lidt for stor mundfuld, for at sige det mildt.”

”Kryber du i et musehul, er du uden for min rækkevidde. Men hvis vi blev gift, kunne du genne musene ud til mig. Ligesom jægerne driver rævene ud fra deres retmæssige matrikler med gravhunde.”

”Men du er jo en vendekåbe, og dem har min mor altid advaret mig mod. Vendekåber, og andre tåber, skal du gå langt udenom, sagde hun. Og hun vidste, hvad hun talte om, for hun kunne kinesisk og havde mødt den navnkundige, professor Sildesalat. Såh, det.”

”Ja, ja, det er nok godt nok, men du ved vist ikke, hvad en fin kongekåbe er lavet af?… Så ville du nok have mere respekt. Min vintergarderobe er yderst attraktiv, og selv min sorte halespids har været i høj kurs hos kongelige. Sikkert også hos kejserlige, som prioriterede ægte hermanlin, eller hermelin, som nogle siger. Du burde være beæret over mit frieri, men selv om du er så lille, at du kan krybe i et musehul, er du stor på den. Så jeg vil se mig om efter en anden, mulig brud: En smækker lækat. Så snart hun har taget sin brune sommerpels ud af ægteskabet og husket at fjerne bøjlen, inden hun tager den på. Så kan hun hænge sin smukke, hvide vinterpels ind på den ledige plads. Lige børn leger nu nok alligevel bedst, som man siger.”

"Vibetræk."

Der er noget i luften: Vibeskrig og akrobatik. Spektakulært kurmageri. Kurmageri før rederne bygges i det saftige enggræs.

Engang mente man, at viben overvintrede på bunden af søer med strå som snorkler. Det var evident, for de forsvandt pludselig om efteråret og arriverede lige så pludselig, når foråret var ”rede,” og ingen havde bemærket noget vibetræk over-hovedet.

Bortset fra hvad man kunne iagttage ved fuldmåne på engene. Her samledes de om natten og trak regnorme op. Med lidt god vilje, kunne man kalde det for ”vibetræk.”

Månens lys gør dem i stand til at orientere sig. De har et fantastisk syn, og en så fin hørelse, at de kan lytte sig til en regnorms bevægelser i jorden. Om natten, ved fuldmånens skær, har de stort set ingen konkurrenter, og kan nyde det overdådige tag-selv-bord i ro og mag. Det er dog ingenlunde tre-stjernet nok, for bestanden af viber øges ikke. Tværtimod desværre. Der er vel mangel på enge og andre vådområder, hvor de smukke engblommer også trivedes i stor stil.

Så når viberne boltrer sig i luften og udstøder deres karakteristiske, forjættende skrig, er det lige før man tænker, Morten Korch og Guldalder.