Kramkister.

”Hvor filen har jeg lagt min kramkiste?” Alfa gik frem og tilbage ved foden af den omfangsrige eg, rev i græsset og fejede i småbuskene med stressede håndbevægelser. ”Den skulle være her, og jeg har brug for den.”

”Jamen så er den der sikkert også,” sagde Omega, og fortsatte med at pille grankoglefrø til aftenens salat. ”Hvorfor skal du absolut bruge den nu? Den dukker nok op af sig selv.”

”Jeg er lige i stødet til at give Inge Fær et kram, fordi hun har samlet så mange blåbær, at vi kan lave min yndlingstærte. Og så vidt jeg husker, er der flere hundrede kram tilbage at give ud af.”

”Kan du ikke bare give hende et mega knus, eller er det helt ude i hampen nu om dage?”

”Du ved lige så godt som jeg, at Inge Fær foretrækker autoriserede kram lige efter bogen. Alternativt er hun til kys, kærtegn og løfter, men det er for socialt grænseoverskridende, synes jeg.”

”Hvad er der på færde?” Kram Kirsten stak sit yndige lille hoved op mellem dem. ”Jeg er ude at plukke Fingerbøl. For jeg vil til at overbrodere en dug. Sådan en har jeg altid ønsket mig, og fingerbøllene er begyndt at dukke op her og der og allevegne. Her i skovbrynet, ved Alfeskoven, begynder foråret jo en måned før alle andre steder i kongeriget. Helt nøjagtigt, d. 1. februar, ti minutter over Elviras dueslag. Men så slutter vores efterår, til gengæld, en måneds tid senere end andres, når børnene begynder at  glæde sig til julekalenderen. Ak, denne færden…”

”Hej Kram Kirsten,” sagde Alfa. ”Jeg leder efter min kramkiste. Den er blevet pist væk, så vidt jeg kan se, og Inge Fær kan være her hvert øjeblik. Hun kommer efter sin kurv, og så ville jeg hjertens gerne kvittere med et autoriseret kram, så hun ikke bare føler, hun får en kurv.”

”Jeg har en halv snes kram i min håndtaske. Du kan få fem på forskud. Så trækker vi bare dem fra, næste gang du skal have din kramkiste påfyldt.”

”Åh, tusind tak. Det siger vi da bare. Du er en knop, og du har lige inviteret dig selv på kaffe og blåbærtærte klokken fire i eftermiddag.”

”Ih, tak som byder. Så er jeg også færdig med at plukke Fingerbøl, dem I kalder klokkeblomster. Og så har jeg en buket med til Omegas vase. Jeg blander dem med Bellis og Følfod. Og hvis der er blåbærtærte nok, kunne I vel også invitere Inge Fær med. Det er længe siden, jeg har hilst på hende. Måske kan jeg få hende som kunde. Ifald, altså, hun har en kramkiste, som bør fyldes med jævne mellemrum.” 

/J.W.