Forårsforkølelse.

”Foråret er her. Tag mig bare på ordet, for når stjernerne er forkølede, kan foråret rigtigt komme til, og det gør det så sandelig også. Se nu bare det snot, som ligger her rundt omkring på skovbunden.”

”Så, stjernerne bruger ikke lommetørklæder?”

”Nej, den slags bekymrer de sig ikke om. De holder for det ene næsebor og støder til gennem det andet.  Og har du set en sløv padde kravle rundt her, vil du ikke kunne finde den igen. For musvågerne ved også, det er forår, og så skal depoterne fyldes. Men stjernesnot kan de ikke lide, så det afleverer de pænt igen. Havde de ikke været i nærheden, var stjernesnottet blevet til haletudser.”

”Det lyder som ren magi. Vil det sige, at frøer bliver skabt af stjerner?”

”På sæt og vis, ja, eller måske rettere, nej. Man kan sige, at snottet forsinker frøernes udvikling, når det bliver udstødt i skovbunden. Der er flere andre teorier, men det er der jo altid. Lad dem bare brydes på en venskabelig og videnskabelig måde.  Det giver mulighed for udvikling og forståelse. Alt det der med: ”Vi alene vide,” er kun for  indbildske og middelmådige ”begavelser,” som har besluttet, at den eneste sandhed er den, de har annekteret.”

”Sandheden er skrevet i vand, er min eneste sandhed. Er jeg så også indbildsk?”

”Det synes jeg ikke. Tror du selv det, er det sikkert blot noget, du bilder dig ind.”