Bombus tænkte sit, da hun passerede en splitternøgen frø, der sad og kiggede sig omkring, som om den undrede sig over, hvad det var for en verden, den havde rodet sig ind i. Den havde ingen anelse om, hvordan den var endt her, hvor den var kommet fra, eller hvorfor den nu sad og frøs.
”For det første,” tænkte humlebien, ”fatter jeg ikke, at der findes nudister i denne kulde. Jeg er gået i gang med mit vigtige arbejde, fordi vi nu er i marts. Men jeg har da iført mig min gode, lådne pels. Denne nudist leger sommer, og det er da helt hen i vejret. Folk har det med at klæde sig på fransk og fryse på dansk. Og for det andet, får man da en generalforkølelse på halsen, hvis man ikke forholder sig seriøst til vejrliget, mens man vælger sin påklædning. Ja, eller afklædning, om man vil.”
Frøen fik øje på humlebien, som fløj mellem en gruppe krokusser og tog vareprøver. ”Sikke en pralrøv,” tænkte den. ”Den summer rundt og snupper godbidder fra Herrens Bord, som om den var inviteret, eller som om den ejede det hele, mens en anden pjalt må nøjes med, hvad der lige byder sig til. Set fra mit berømte perspektiv er dette frådseri vulgært. Jeg kan ikke flyve som den spradebasse, men jeg kan svømme og hoppe, og hvis den ikke kan se skønheden i dette, kan den, for min skyld, rende og hoppe. Jeg skal ikke ud at flyve, her melder, og mangler, jeg pas. Jeg husker tydeligt, da frøken Frøkjær blev løftet af en Glente, fordi hun glemte at gemme sig, da Glenten svingede indover. Hun havde netop sagt, at man kun skulle vogte sig for storke, men blev pludselig klogere. Hvis hun ellers kan bruge det til noget nu. Men en flyvetur nåede hun dog at opleve, selv om hun sikkert gerne havde været den foruden.”
Humlebien nynnede sin yndlingsmelodi, mens den labbede pollen i sig, og besluttede så pludselig at se sig om efter nye græsgange på Herrens Mark. For den havde besøgt treoghalvfjerds blomster nu, og der var stadig et stykke op til de tusinde, som var denne forårsdags akkord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar