"Ægteskab."

“Vil du være min brud?” Herman var på frierfødder og stod på tre ben, mens han fremviste en galant, fejende bevægelse med højre forpote fra brystet og udefter.

”Jeg kunne krybe i et musehul ved den blotte tanke om at blive gift med sådan et stort brød. I øvrigt er jeg allerede brud, og selvom jeg også er en slags mår, synes jeg, at en lækat er en lidt for stor mundfuld, for at sige det mildt.”

”Kryber du i et musehul, er du uden for min rækkevidde. Men hvis vi blev gift, kunne du genne musene ud til mig. Ligesom jægerne driver rævene ud fra deres retmæssige matrikler med gravhunde.”

”Men du er jo en vendekåbe, og dem har min mor altid advaret mig mod. Vendekåber, og andre tåber, skal du gå langt udenom, sagde hun. Og hun vidste, hvad hun talte om, for hun kunne kinesisk og havde mødt den navnkundige, professor Sildesalat. Såh, det.”

”Ja, ja, det er nok godt nok, men du ved vist ikke, hvad en fin kongekåbe er lavet af?… Så ville du nok have mere respekt. Min vintergarderobe er yderst attraktiv, og selv min sorte halespids har været i høj kurs hos kongelige. Sikkert også hos kejserlige, som prioriterede ægte hermanlin, eller hermelin, som nogle siger. Du burde være beæret over mit frieri, men selv om du er så lille, at du kan krybe i et musehul, er du stor på den. Så jeg vil se mig om efter en anden, mulig brud: En smækker lækat. Så snart hun har taget sin brune sommerpels ud af ægteskabet og husket at fjerne bøjlen, inden hun tager den på. Så kan hun hænge sin smukke, hvide vinterpels ind på den ledige plads. Lige børn leger nu nok alligevel bedst, som man siger.”