Anady gik ofte langs vesterhavskysten og kiggede efter rav. Hun fandt sjældent noget, for det var ikke det, hun var mest koncentreret om. Måske bildte hun sig ind, at det var derfor, hun gik der, men der var noget andet, som trængte sig på. Et underligt vemod, eller savn, hun ikke forstod, for hun manglede ikke noget. Heller ikke rav. Hun havde gennem årene fået en del smukke ravsmykker af tilbedere, og hun bar dem gerne, fordi hun holdt af naturskabte ting.
Når vestenvinden fik havet til at bruse på en særlig måde, dukkede der uklare erindringer op i hendes sind. Som om det var noget, hun kendte til, selv om det ikke gav umiddelbar mening for hende. Hun fornemmede kæmpestore net, fyldte med hjælpeløse sømænd, og hun følte en vis fryd ved at forestille sig, hun trak dem ned i havets dyb, så de druknede. Dette forstod hun slet ikke, og når hun senere, i tankerne, gik mod land efter sin udåd, var det som om, hun blev modtaget med hyldest af en gudindelignende skikkelse med blomster og myrter i sin fodside, æteriske klædning.
Når hun betragtede gudinden, følte hun sin egen nøgenhed. Det gjorde hende dog ikke flov, for gudinden var en moderskikkelse, og selv følte hun sig som genfødt.
”Ak, ja,” tænkte hun tit, ”hvis jeg nævner disse tanker for nogen, vil de tro, jeg er skør. Men nu får jeg en ubændig lyst til at finde en kæmpestor muslingeskal. Så kan jeg altid kigge efter rav senere. Og så vil jeg gå hjem og lave en kande varm kakao og smøre nogle franskbrødsmadder med et godt lag tandsmør. Sådan en havtur giver appetit.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar