onsdag den 1. juli 2015

En dårlig dag at tage billetten.


Finder man billetten til sydens sol frem i dag, mens man hanker op i de fyldte kufferter, kan man føle sig snydt af sine dispositioner. For netop i dag, d. 1. juli 2015, er vejret perfekt. Årets første helt rigtige sommerdag. Som man husker, at sommeren altid var, da man var barn.

Det inspirerer virkelige tankebilleder frem, om glad fuglekvidder, nødtørftig påklædning, solbriller, madkurv, saftevand og duften fra varm kaffe, som blander sig med kærtegnende solstråler, der får blomsterdufte til at præstere deres ypperste.

Alle lyde er indhyllede i denne atmosfære. Som om der er en vibrerende lyddæmper bag alt. Som om tiden står stille og har tænkt sig at fortsætte med det i al evighed. Så pyt med alle intellektuelle betragtninger, som påstår, at det får ende. Det er den slags snak, man vender sit døve øre til .

Nej, sommeren er kommet for at blive, og den har taget helt over. Den har været her altid, og vil blive her i al evighed. Og der findes ikke tid mere nu. Kun sommer, som sommer skal være. Lige efter bogen og i en vis harmoni med kalenderen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar