Nøglebørn.

¨Gå ud og drik lidt vand lille pus,¨ sagde konen.

¨Nej, jeg er ikke tørstig,¨ svarede den ældre, gråhårede mand, …
¨nårrh, det var hunden du mente,¨ tilføjede han lidt skuffet.

¨Ja, den har lige brækket sig. Måske får den for mange godbidder?¨

¨Det tror jeg ikke,¨ svarede manden.
¨Den plejer ikke at brække sig over godbidder.¨

Garnnøglet lå i bordskålen og lyttede med. Det smilede indvendigt
over de to gamles mange, små misforståelser. Tit svarede den ene i øst,
når den anden spurgte i vest, og så kunne der veksles en del sjove bemærkninger,
inden sagen var redet ud.

Garnnøglet var vundet behændigt af konen, mens manden havde holdt feddet
med begge hænder. Han svingede det lidt op og ned og frem og tilbage
for ikke at få en af fingrene i vejen og for at undgå, at få en rask bemærkning
med oven i handelen. Han lignede næsten en dirigent for et symfoniorkester
der var i gang med en følsom nocturne.

På denne måde blev garnnøglet født. Da enden af tråden var rullet op,
var det som om navlestrengen blev klippet. Garnnøglet blev dog ikke døbt,
men vi kan jo kalde det Ulla, for at kalde det noget.

I bordskålen lå to garnnøgler mere i mørkere farver. Ulla og de andre
havde fået stukket et par strikkepinde igennem sig. Det virkede fornuftigt
og samtidigt lidt koket, syntes Ulla. Hun lå ret behageligt, havde et rimeligt udsyn
og tænkte lidt løst på, om der monstro var en mening med tilværelsen,
dog uden at kunne komme det nærmere. Det er vel egentlig også lidt for langhårede tanker,
konkluderede hun spørgende.

En dag greb konen pludselig om Ulla, hev hende op af bordskålen, trak strikkepindene ud
og begyndte at slå masker op.

¨Hovsa,¨ gispede Ulla, ¨hvad nu ? Jeg er sgu da lige ved at tabe tråden.
Hvad har konen gang i ?¨

Konen begyndte at strikke, og som tiden skred frem, følte Ulla, at hun lige så stille,
lidt efter lidt blev mindre og mindre og mindre. Det lakker vist mod enden,
tænkte hun og følte sig i syv sind. Mon der er et liv efter dette ?
Enden er i hvert fald nær.

Nu tænkte hun ikke klart mere og følte livet ebbe ud. Tak for alt, nåede hun at tænke,
og var ikke til mere.

¨Se så,¨ sagde konen til sin mand. ¨Nu har du fået dig et nyt halstørklæde. Værsåartig.¨

Hun rakte det over til ham, mens han lidt mistroisk mumlede: ¨Er det ikke lidt kort ?¨

¨Det er langt nok,¨ svarede hun. ¨Det skal nok dække det, det skal.¨

Et halstørklæde var født, og inderst inde, helt inde i garnets fibre følte det,
at der var tale om genfødsel.

Men det var selvfølgelig bare en følelse.

Holder sandheden vand?

Ordet sandhed er godt slidt. Man kan let sige noget som er relativt sandt, selv om det ikke er fundamentalt sandt. F. eks.: Tiden går hurtigt!

Det er sandhed, for den som føler det, men usandt for den der keder sig.

En ældre med rollator bliver overhalet af en kondiløber og tænker: Hun kommer godt nok frem i en fart, det er da noget der vil noget! Men kondiløberen dalrer af sted set fra en konkurrenceløbers synsvinkel, mens han løber.

Relative sandheder optræder i hobetal. Findes der noget, som kan smykke sig med at kaldes ultimativ sandhed, og i bekræftende fald, hvordan defineres det? Eller findes der kun relative sandheder? En ultimativ sandhed må vel gælde for alle til alle tider under alle forhold? Man siger ofte lidt småfilosofisk: Sandheden er skrevet i vand.

Men måske er visse sandheder skrevet i sand, sandheder som ikke forsvinder lige så hurtigt for opmærksomheden, som de der er skrevet i vand. Ikke at det behøver betyde, at de er mere sande.
For fundamentalister er sandheden hugget i sten med hammer og mejsel eller støbt i beton, men dem tæller jeg ikke med, for de er ikke interesserede i sandhed. Det problem har de løst for længst, ved ganske enkelt at acceptere uverificerede postulater som sandheder.

Ordet sandhed er i sandhed interessant. Det bliver ofte misbrugt, men det er der, så meget andet der bliver. Sandhed kan nok fare vild i intellektet, men hjertet og underbevidstheden, eller samvittigheden, er i stand til at skelne.

Om ikke lige her og nu… så før eller siden.

 

Gud mildner luften...

Det siges, at gud mildner luften for de klippede får.

Når man er sammen med helt unge mennesker, iagttager man næsten automatisk og interesseret, hvordan de agerer, hvordan de opfatter verden og fremtiden, hvad de vil, hvorfor og hvad de forventer. Man tænker på den byrde, de bliver pålagt, og som vi alle bliver gjort opmærksomme på, hver gang en politiker åbner munden. Det er sikkert relevant nok, men man får let dårlig samvittighed.

Ser man bort fra medier som tv, aviser o.l. og forsøger at aflæse direkte, hvad ungdommen mener, bliver man ofte positivt overrasket, og kan ændre holdning til fremtiden, som ellers godt kan virke faretruende.

Alle de politiske problemer vi bliver stopfodret med gør os mismodige. Nogle af de unge staver eller læser ikke så godt, som vi ældre gjorde, da vi havde deres alder, men så er der tilsyneladende kommet nye spillere på banen som er vanskelige at vurdere for ældre, medieforblindede mennesker.

De unge arver vores love og regler, de arver vores gæld og vores overskud, og det ser ud til, at de respekterer det. Dog har de et lille smil om læberne, fordi de ved, de har deres egen agenda. Uden at den behøver at blive udspecificeret. De tænker ikke over det, men de har visioner. Det er naturligt for dem, og det er ikke egnet til diskussion. For kalder man deres naturlige, spirende kraft og lyst for noget som helst, taber de let tråden, og aner næppe, hvad man taler om. Måske fordi der er en forskellig forståelse af, hvordan sproget bruges generationerne imellem. Her kan tavshed og et smil så igen være guld.

De har forår i brystet, og giver det tunge, gamle arvegods fingeren med respekt og kærlighed. Fuldstændig som når en god blæst genopretter en fjord som lider af iltsvind.

Så når et ældre, nyklippet får står og bræger bekymret over lammenes adfærd, bør ejeren nok lige klappe hesten.

Grøn energi?

Don Quixote var tilsyneladende imod grøn energi. Han bekæmpede i hvert fald vindmøller.

Også i dag kæmpes der bravt imod vindmøller, selv tilhængerne kæmper imod.

Hvorfor kæmpe imod noget man er tilhænger af? Jo, nøgleordet er placering. Jeg kender ikke nogen som ikke er for vindmøller, men jeg kender heller ikke nogen som vil have vindmøller placeret, hvor de selv bor.

Kunne man plastre Sahara mere eller mindre til med solfangeranlæg, ville der måske kunne produceres elektricitet nok til mindst både Afrika og Europa. Men der er noget der hedder politik. Og der er noget der hedder religion. Så der ville sikkert blive stukket en hel del kæppe i ¨møllehjulet¨ og i ¨Solvognens hjul,¨ ved et sådan projekt.

Foreløbig er solceller og vindmøller nok de mest realistiske bud på grøn og bæredygtig energi, og Don Quixote er jo ret uskadelig. Han laver kun slag i luften eller slår vejrmøller.

Spejlbilleder.

Hun sidder og funderer over, om hun virkelig er skabt i guds billede, eller om hun stammer fra aberne, og hvis hun stammer fra aberne, hvor stammer de så fra? At være skabt i guds billede, hmmm, giver det en indikation af, hvordan gud ser ud?
Neej, vi ser vist for forskellige ud til, at vi ud fra det kan danne os et billede af ham. Hun har set en meget sort neger på tv som næsten lignede en gorilla. Men hans udtalelser viste, at han var lynende intelligent, højt uddannet og fuld af empati.

Kunne det så være rent sjæleligt, man mener, når man siger, man er skabt i guds billede? Det var måske en mulighed. Vi er vågne, og vi sover, og nogle gange, mens vi sover, drømmer vi. Måske er vor vågne virkelighed guds drøm? Vi kunne jo være en slags discountudgaver af gud? Der står et eller andet i Bibelen om at vi ere Guder.

Men der er jo udviklingsteorien? Fra små amøber over dyr og fugle til mennesker? Selvfølgelig over lang, laaaang tid. Og måske er denne udvikling stadig i gang? Har gud i så fald skabt denne udviklingsproces?

Hvad med sjælevandring, og er der et endemål? Er gud selv i udvikling? Måske er det hele i gang på een gang, og måske kan man falde eller stige sjæleligt, så ens livsform er relevant i forhold til ens aktuelle, åndelige standpunkt. Eller er det, man kalder gud, noget uforanderligt som altid er tilstede overalt, og som er selve livsgnisten i alle væsener, som udtrykker deres tilværelse og udvikling forskelligt ved deres meget forskellige tilværelsesformer?

Så må bevidsthed i sig selv være upersonlig og måske vejen til forståelse af sandheden og livet?

Krig og fred.

Barnet åbner munden
for moders hvide bryst,
det er vel i grunden,
fordi det føler lyst.

Bølger heftigt skyller
mod sultens øde strand,
hvide dråber fylder,
og smerten går i land.

Det er jo som en krig,
hvor sulten må bekæmpes,
der bruges gråd og skrig,
så sultens smerte dæmpes.

Og slaget vindes snart,
det kræver dog lidt sugen,
som føles ganske rart,
mens mælken fylder i bugen.

Nu begge øjne lukkes,
for krigen blev til fred,
der bøvses lidt og sukkes,
og freden varer ved.

Ildsjæle for helvede!

Det Ny Testamente er egentlig skrevet, så selv perlehøns burde kunne hitte rede i det, men perlehøns forstår slet ikke allegorier. De sætter kikkerten for det døve øre og tager det, bogstaveligt talt, personligt. Og så er de rædselsslagne ved tanken om stanken af svedne fjer.
Fundamentalister, som tror at deres religion er Guds mundrette Ord, og som turer frem med helvedesild, hvis man ikke tager billedtale bogstaveligt, er faktisk nogle af Antikrists vigtigste proselytter. Han afholder endda kurser, hvor de stakkels proselytter lærer, hvordan de skal bide sig fast i ringhjørnerne. Han bilder dem ind, at det er selvforsvar, mens han lærer dem, hvordan nye ofre skræmmes ind i ringen.

De opdager ikke selv, at de er gået i hans fælde. Han giver dem små gaver, som er forvrængede udgaver af det, de gerne vil have. Det er nok til, at de føler sig vigtige.

Og det er én af grundene til, at de bliver ved og ved med de samme tåbelige postulater. De blinder sig selv, af frygt for at få øjnene op for de enkle og klare sandheder, de i virkeligheden har så hårdt brug for, og de bruger tonsvis af psykisk forurenende energi på det. De bliver så kraftesløse, at de må starte hele møllen op igen og igen for at føle ilden. Man kunne kalde dem frygtens frygtelige ildsjæle,... hvis ikke de tog sig så pinagtige ud.

Religion er blot én af måderne, gode mennesker har prøvet at vejlede tåbelige mennesker på, så de ikke gik til i deres eget skidt, eller påførte andre det.

En såkaldt kristen missionær skældte en gang en Zen Mester ud og sagde:

"Kan du ikke indse, at hvis du ikke modtager Jesus som din Frelser, vil du blive dømt til en evighed af lidelse i helvede?"



Zen Mesteren svarede roligt i overensstemmelse med ånden i "Løftet af Bodhisattva:"

"Jeg vil med glæde træde ind i utallige helveder, i utallige evigheder, indtil jeg har hjulpet alle de der lider i disse helveder, og indtil de har opnået deres egen befrielse."

Et lignende udtryk for medfølelse finder man ikke hos dommedagsprædikanterne. Deres fokus og drivkraft er frygten for helvede, som de er ude af stand til at abstrahere fra. og som de siger: Der findes ikke klippekort til helvede, kun enkeltbilletter, men der er til gengæld ingen betalingsring. (Ok, det siger de nok ikke, for det kræver lidt humor).

De er hverken kærlighedens eller frelsens budbringere
men rædslernes gesandter.

Heldigvis kan de fleste mennesker gennemskue dette og ser dem som de er,
men der er desværre altid nogle som falder for deres enerverende propaganda.

Forventning?

Hun forventer

måske

noget vil åbenbare sig

vil ankomme

eller bare ske.

Eller hun venter sig

ingenting.

Måske er hun bare.

Og det er både noget

og ingenting.

På den fede måde.

Dagbogsblad fra et æbletræ.

Jeg er et æbletræ, som har stået på den samme plet i mange år. Hvor mange husker jeg ikke, selv om jeg husker mange ting ret godt. Jeg synes jo, at jeg har stået her altid, men den holder vist ikke.
Mine rødder er gode og solide, og jeg er ikke en rod. Man kan måske sige, jeg er forlægger, fordi jeg udgiver utallige blade hvert år. Jeg får mange blomster, og det er ikke bare i overført betydning. Mine blomster bliver til frugter som indeholder kernehuse med frugtbare kerner.
Hver eneste kerne kan blive til et nyt træ som giver mange æbler, og sådan bliver det ved og ved, så længe jeg kan holde mig oprejst. Storme kan vælte mig, mennesker med økser og save kan fælde mig, og jeg kan gå ud, hvis tiden er moden, men ellers bliver jeg, hvor jeg er, og gør det jeg kan og skal, så længe jeg bør.
Mine æbler er gode og sunde og giver næring til mennesker, dyr, fugle, insekter og jord. Mine blade giver ilt, og mine nyudsprungne blomster fryder øjet. Senere bliver de til en lille stjerne på æblet på den modsatte side af stilken.
Nogle spiser af mine frugter, inden de er modne og finder dem sure. Andre venter for længe og finder dem utiltalende. Men jorden elsker dem, uanset hvilket stadie de er på, og laver muld af dem. Så de er altid gode for nogen eller noget, og det er jeg glad for. Det giver mening.
Det eneste som forvirrer mig lidt er, når der bliver podet på mig. Det er udenfor min kontrol og vel også udenfor mit ansvarsområde. Men jeg kan ikke sige mig helt fri for at føle noget alligevel for poderne. Og jeg giver, uden betænkning, næring til dem. Jeg har heller ikke noget valg, og en del af dem falder egentlig godt til.
Når en lille fugl sætter sig på en af mine grene og synger en sang for mig, kan et følsomt menneske se, at jeg smiler. Nogle få, fine sjæle kan også høre og forstå, hvad jeg hvisker til dem. Jeg har noget at fortælle, jeg har meget på hjerte, og det er kun godt.

Fælleskaffe.

Gudmund Engell så frem til aftenen. Han og kusinen Gudrun var inviteret til at holde bønnemøde i Fruekirkens sognesal en halv snes kilometer sydøst for Bovbjerg. Klokken
halv otte, 19.30 som man siger. De skulle være der allersenest kl. syv, for de ville have lidt tid til at arrangere sig, og også helst nå en kop kaffe først. Gudrun var god at have med, syntes Gudmund. Hun var lidt buttet og moderlig med sit engleagtige pandehår. I nakken havde hun en Grace Kelly walk. Det var godt nok ikke moderne mere, men her ude ved
den jyske vestkyst var det bare en fordel.

Der ville være mørkt, inden de nåede frem. Gudmund kunne allerede se lyskeglerne på vejen, selv om klokken kun var lidt over seks endnu. Gudrun sagde ikke noget og kiggede bare ligeud. Gudmund skottede til hende.
Han ville gerne have en samtale i gang. Så kunne de forberede sig lidt og komme i den rigtige stemning. For det var nødvendigt at omstille sig, inden man ankom. Men han kunne ikke komme på noget at tale om. Så blev han opmærksom på træerne som dannede en allé.
¨De er da strynede de træer,¨ sagde han oplysende. ¨De er stynede,¨ svarede Gudrun.
¨Du er så glad for mad, at du automatisk kører det ind i sproget. Stryhn er leverpostej.
Det hedder stynede,¨ gentog hun. Han rømmede sig lidt usikkert og sagde så:
¨Du Gudrun, når vi er færdige og skal have fælleskaffe, er der nok et dejligt kagebord.
Tror du ikke?¨ ¨Joh,¨ svarede Gudrun. ¨De vestjyder holder meget af kage, men det hjemmebag de plejer at diske op med hører nu ikke ligefrem til mine favoritter. Jeg kan bedre lide det vi får, når vi er på Als.¨ ¨Åh din kagekone,¨ sagde Gudmund lidt løssluppent. ¨Du plejer nok at kunne tage fra, når vi har holdt møde.¨ ¨Er jeg en kagekone, så er du en kagemand,¨ svarede Gudrun lidt spidst. Gudmund tog udfordringen op: ¨Det kan være,
vi får søsterkage… eller sandkage, med alle de klitter de har.¨ ¨Ja, ja¨ svarede Gudrun og fortsatte: ¨Eller klatkager og mudderkager.¨ Nu var Gudmund med, for tiden gik bedre,
når de kunne veksle lidt ord, mens de kørte. Han fortsatte: ¨De serverer nok rævekager eller huskekager ikke at forglemme.¨ Han følte sig inspireret og tilføjede: ¨Og lækager.¨
¨Nej, nu holder du op,¨ svarede Gudrun, ¨ellers må du nok nøjes med kokager og brækager.¨ De lo begge, og Gudmund kunne mærke, at der ikke var mere is, der skulle brydes. Han kunne også mærke på bruset i blodet, at det ville blive en god aften.
Der ville ikke gå kage i det, når han udlagde Ordet, som han havde lært, det skulle udlægges, renset for spekulativ udenomssnak. For djævelen ville være til stede på mødet.
Det var lige så sikkert som amen i kirken, og så gjaldt det om ikke at være for lang i spyttet. Her var Gudrun nyttig.
Gudmund var bevidst på, at placere hende som en slags buffer. Han havde en lille bordlampe som oplyste Gudruns ansigt nedefra, og når han kiggede på hende, kunne han bedre håndtere de tåbelige spørgsmål som uvægerligt kom. For eksempel de sædvanlige: ¨Hvordan kunne Adam og Eva mangfoldiggøre sig, var der alligevel nogle mennesker længere borte, man havde glemt at nævne i skabelsesberetningen, nogle som kunne være nyttige i formeringsprocessen, så der ikke bare var ren indavl? Der manglede da vist ellers også ligesom lidt pigebørn, ikkesandt?¨
Det var frygtelig irriterende, og tordentalen om helvedesilden blev hevet frem, for at lukke munden på de syndige spørgere og lede dem på andre og bedre tanker. HalleLUja.

Grøn er håbets farve.

Jeg kan godt forstå, at urmennesket troede, at himlen var en hvælving som var oven
over os. Gud og evt. guderne boede så højere oppe i en endnu højere beliggende himmel. Det var altid opad eller nedad, når det gjaldt tro, og det gav umiddelbar mening.

Men nu er der vendt op og ned på alting, fordi vi er blevet mere vidende. Gudernes himmel, som beliggende højt oppe over os, giver ingen mening mere, hvis man kender lidt til astrofysik. I det engelske sprog har man garderet sig mod visse primitive misforståelser
ved at kalde den synlige himmel ¨sky¨ og den guddommelige himmel ¨heaven.¨
Det giver bedre mening.

Nogle religioner ser bort fra dette, og mener stadig og stædigt, at visse profeter bogstaveligt talt er steget opad til himmels. Det være sig i ildvogne eller til hest. Måske er det derfor man siger: ¨Vorherre til hest,¨ når man synes, et eller andet er for tåbeligt.

Himmeriges Rige er inden i Eder, står der i Det Nye Testamente, hvilket antyder, at man bør se indad, hvis man søger dette. Det er også mere modent end at kigge opad for at se efter sin gud, for det er himmelflugt, og himmelflugt er umodent. Mange mennesker er grønne og umodne, nogle er fuldmodne, og det er smukt og dejligt.

Men at være overmoden kan sammenlignes med at være overmodig. Det bliver man let,
hvis man kun kan sine hellige skrifter udenad og selvsikkert prædiker ydmyghed med overdrevne, selvudslettende selvhævdelser, for at vise sig selv og andre, at man er helt med på betydningen og lever efter den.

Så er det nok bedre at være grøn. For så længe man er grøn, er der i det mindste håb.

På naturens vegne.

Uhruhr U´ Uhruhr U´ gentog duen i een uendelighed. Den berettede om sine våde drømme, som om de kom alle ved. Solsorten fløjtede nogle langtrukne melodistumper,
der lød som overvejelser over temaerne i henholdsvis, Dengang jeg drog afsted, Amazing Grace og Jyden han er stærk og sej. Lærken, som gik meget højere op og for det meste legede helikopter, kvittevittede uden at sætte kommaer.

Sommeren var på sit højeste, og solen spejlede sig i adskillige regnvejrspytter.
Mælkebøtten diskuterede ophidset med tusindfryden om, hvem der var bedst til at imitere solen.

¨I er ikke så lidt stavnsbundne,¨ sagde mælkebøtten pludselig for at skifte emne.

¨Lige over,¨ svarede tusindfryden.

¨Så har du ikke lagt mærke til de byger af faldskærmssoldater vi sender ud over hele sognet,¨ pralede mælkebøtten. Den følte klart, at slaget var vundet, for det kunne tusindfryden ikke hamle op med.

¨Nu har vi jo ikke værnepligt,¨ svarede tusindfryden,
¨for vi ønsker fred her til lands. Og se så lige hvor ruinerede I ser ud, når I har sendt alle jeres tropper af sted. Kun en stængel med en slukøret top er tilbage. Så er brændenældernes indbyggede hjemmeværn mere værdigt, og samtidig er de både stærke og sunde. Vi er rodfæstede, og vi er smukke uden at virke blærede.¨

En lille dreng greb om mælkebøttens stængel, kneb den over til en passende længde, klemte den lidt i begge ender, satte den for munden og blæste i den. De andre blomster blev betuttede over, den andeagtige lyd der kom ud af det. Det kunne de slet ikke håndtere.

Men hvorfor skulle vi da egentlig også det, tænkte tusindfryden.

¨Hver fugl synger med sit næb,¨ sagde den pludselig. Hoverende og ydmygt på een gang, og samtidig som om den selv havde fundet på de ord.

For det var store og mærkelige ord for en lille blomst.

Oplysning og aflysning.

Sætter man sit lys under en skæppe, er årsagerne ofte mindreværdskomplekser, tendens
til underdanighed eller falsk beskedenhed. Praleri er vel det modsatte og kan have lignende årsager, inkl. storhedsvanvid og dumhed. Man flasher så at sige sit blålys.
Oplyser man alt og alle om alting, er det ikke sjældent fordi, man ikke selv gider, eller ikke
selv forstår, at drage nytte af det, man ved. Rygere, som gang på gang prøver
at holde op med ar ryge, oplyser ofte om, hvordan man helt sikkert kan holde op, og låner
eller forærer een de bøger de har købt, og deler ud af de plastre eller det tyggegummi
de har tilbage fra sidste gang, de forsøgte at stoppe, og garnerer det med relevante formaninger. De ved alt om det, men har mere eller mindre aflyst deres egen kamp.
Alkoholikere kan fortælle alt om det, man måtte have brug for at vide om alkoholafvænning.
Er man som et solur, der kun tæller de lyse timer, kan man være tilbøjelig til at fortrænge,
og flygte fra alt som forekommer ubehageligt, væk fra alle skyggerne som dog fungerer
som visere.

Er man sortseer, synes alt byrdefuldt og meningsløst.
Buddha er meget kendt for sin gyldne middelvej. Den giver god mening, selv om den umiddelbart kan forekomme kedelig. Timing er et nøgleord, og kun det mentale lys
kaster ingen skygger.

Tro og ønsketænkning.

’Tro kan flytte bjerge’ er et stærkt postulat, som har sin oprindelse i erkendelse af sindets kraft og menneskets uanede muligheder. Mennesket er et langt større mysterium, end man almindeligvis antager. Grænserne sættes hovedsageligt af vor egen tro på, viden om og indsigt i disse muligheder.
Har man den opfattelse, at det blot gælder om at kunne remse sin religions punkter op i rigtig rækkefølge og sige det, man har lært man skal sige for at opnå det, man helst skulle opnå, har man ikke tro af betydning. Så er det vist betegnende at sige, at man tror, man tror. Tro uden kraft er som blomster uden saft der er bedst egnede til at blive klemt flade i en bog. Der skal være olie på lampen, før den kan brænde og lyse.

Hvordan får man så olie på lampen? Koncentration kombineret med oprigtige og dybtfølte ønsker er nødvendig, for at sindet kan downloade denne app. Alt andet fungerer mest som terapi – som dog også har sin berettigelse. Dette, virkelig at ønske noget af hele sit hjerte eller mene noget helhjertet, er ikke så ligetil som man almindeligvis antager. I bibelsprog kunne man sige: ‘Gud lytter kun til de bønner der kommer fra hjertet,’ og hjertets telefon kan ikke ringe til kontakten, hvis den er løbet tør for strøm eller er uden sim-kort..

Når ønsket er helhjertet og oprigtigt, og visualiseringen af emnet opnår tilstrækkelig virkelighedskraft, er der ikke langt til opfyldelse. Dette indebærer, at man ikke bør være sløset med sine ønsker. For man er almindeligvis ikke selv klar over styrken af ens ønsker eller bønner, og man er heller ikke altid klar over, hvilke ønsker man giver kraft og næring.

Nogle af de ønsker man måtte have, bør man slet ikke få opfyldt. De er ikke alle til ens eget bedste.

Perspektiv.

Det man erfarer er ikke det samme, som det der er årsag til erfaringen, men er konsekvenser, afspejlinger, fordrejninger eller skygger af årsagen.

Derfor er der så mange fortolkninger af, hvad der egentlig foregår eller er foregået. Ofte er det vanskeligt at få øje på årsagerne til konsekvenserne, afspejlingerne, fordrejningerne eller skyggerne, men nogle gange skal man blot løfte blikket.

Når man iagttager konsekvenserne, afspejlingerne, fordrejningerne eller skyggerne, spekulerer man på, hvad der mon kunne have været årsager hertil.

Også proportioner kan narre. Står solen lavt, er skyggen af et menneske lang. Det gør ikke mennesket længere, men nogle vil måske konkludere, at det må være et meget højt menneske der afsætter skyggen, hvis de kun er opmærksomme på skyggen.

Når det gælder f. eks. konspirationsteorier, står solen ofte meget lavt.

Det kræver erfaring kombineret med en vis intelligens at tolke tegnenes egentlige årsag. En baby kan række hænderne ud efter fuldmånen. En handling der viser, at det ikke altid er nok at stole på øjnene alene.

Et jernbanespor ses som om skinnerne mødes i horisonten. Det gælder også for veje og stier som altid ser smallest ud længst borte. Erfaring gør, at man ved, det ikke forholder sig således i virkeligheden.

Ting og begivenheder kan kun fortolkes rigtigt med den modnede, intelligente indsigt, og med erfaring udvikles evnen til ikke blot at se men at indse.

Da mange mennesker på samme tid repræsenterer forskellige niveauer af erfaring og indsigt, må konklusionerne af årsagerne til diverse begivenheder nødvendigvis brydes.

Og for hurtige, umodne og skråsikre konklusioner fører let ud på et skråplan. Scener er jo sat, og brædderne er skrå.