På Børsen.

De sidder på bænken, Søren og Alfred. Bænken kaldes Børsen og ligger ved slæbestedet, lidt til højre for kroen, i Sebbersund.

Dagens fangst er allerede landet og solgt til Skipper i Nibe.

Lidt overskud til privat: Ål, skrubber og kujer. Ålene bliver hældt i køkkenvasken derhjemme. Godt med salt over, for så er de meget nemmere at have med at gøre.

¨Vi skal også snart hjem med fiskene,¨ siger Alfred og vender blikket mod nettene, som ligger på fliserne en halv meters penge fra deres fødder.

¨Ja, og så skal en go´ kop kaffe gøre godt,¨ siger Søren og skæver til Alfred for at se den bekræftelse i hans ansigt, som han ved er lige så sikker som amen i kirken.

¨Der var mange krabber i dag.¨

¨Ja sårn er DET, det må man tage med.¨

Alfred snyder næsen, idet han med højre hånds tommelfinger lukker det ene næsebor og støder luften, plus diverse, kraftigt gennem det andet. Som et trompettrut, hvorefter hånden automatisk køres under venstre armhule.

¨Der er nogen som spiser krabber.¨

¨Ja, jeg har hørt om det, men aldrig tænkt over det. Det er nok kinesere.¨ 

¨Hvorfor var du egentlig ikke med til Hans´ begravelse?¨

¨Jeg havde noget med benet. Vistnok noget iskias eller sårn noget.¨

”Det er ikke altid lige nemt.¨

¨Nej det er sandt, men det er der heller ingen der har lovet os. Det er ikke sårn med det.¨

¨Nej, og vi bliver jo ikke yngre.¨

¨Tiden går, og vi går med.¨

¨Hvor går vi hen? Hæ hæ hæ.¨

¨Hva ?¨

¨Jeg siger, HVOR går vi HEN?¨

¨Ja, hvor bliver dagene af ? Har du aldrig tænkt på, hvor for eksempel i går er blevet af ?¨

¨Nej, for det er ikke til at have med at gøre.¨

¨Nej! … Eller i morgen?¨

¨Det er vel det samme, bare den anden vej.¨

¨Hvad så med lige før, hvor er det blevet af ?

¨Det har vel forputtet sig, ligesom lige efter.¨

¨Hvordan forputtet sig ?¨

¨I Vorherres bukselomme. Nej, nej, det er da bare noget man gætter sig til, og så lader man munden løbe.¨

¨Ja, sårn må DET være! Nå vi må hellere se at komme hjem med fiskene.¨

Nærved og næsten.

Nogle af skriftstederne i Det Ny Testamente er interessante. Nogle refererer til dem, nogle prædiker over dem, og andre skændes direkte om deres betydning, mens nogle mediterer over dem.

Der var en diskussion i radioen om, hvem der er ens næste. Det fik mig til at prøve mig lidt frem med nogle betragtninger:

Hvis man skal elske sin næste som sig selv, er det relevant at vide, hvem ens næste er, og om man synes, vedkommende fortjener ens kærlighed.

Der er nemlig delte meninger om, hvem ens næste er. Nogle mener, næsten skal befinde sig i nærområdet, andre mener, alle er ens næste, uanset hvor på kloden de befinder sig.

Måske bør man gribe spørgsmålet an fra en anden vinkel end den sædvanlige. ¨Du skal elske din næste som dig selv¨ står der i Det Ny Testamente. Der står ikke, at man skal elske næsten mere end sig selv... heller ikke mindre. Men hvis man nu ikke elsker sig selv eller bare ikke bryder sig om sig selv, skal man så forholde sig til sin næste på samme måde?

Måske menes der: Du skal elske din næste som DIT selv og ikke som DIG selv. Personligheden ligger hierarkisk ikke så højt som Selvet. Selvet er upersonligt og nærmere Overselvet, som i det væsentlige ikke skelner mellem personligheder, så vidt jeg har forstået.

Det må være et højere bud, der er tale om, og det indeholder påmindelser om, at man skal søge for at finde. En udviklingsproces som, hvis den lykkes, også vil opfylde et andet bud:

¨Du må ikke tage Guds navn forfængeligt.¨ Det nærmeste man seriøst kan komme Guds navn er, så vidt jeg kan indse: ¨JEG ER¨ ( den brændende busk ). Og JEG er en vanskelig sag. Mange store tænkere har gennem tiderne fundet frem til, at alle spørgsmåls svar kommer, samtidig med at det går op for én, hvem eller hvad man egentlig ER.

Tager man Guds navn forfængeligt, bliver man personligt såret, hvis man opfatter forhånelser mod Gud. Tager man ikke Guds navn forfængeligt, synes man, at de der forhåner kun viser, hvordan de selv tænker og er. Man betragter dem ikke som farlige forbrydere, fordi de udtrykker, hvad de vil. Det berører overhovedet ikke én i den forstand. Man har jo stadigvæk sin egen tro og sine egne meninger. Men hvis man er usikker på sin tro, kan det godt være, det føles farligt, at andre udtrykker noget, man måske selv har en anelse om, men som man ikke tør tænke færdigt, fordi man er programmeret med, at det er syndigt at sætte spørgsmålstegn, syndigt at søge sandhed og oplysning. Det er denne spændetrøje, fundamentalister fra diverse religioner i deres uvidenhed bruger alle deres kræfter på at presse ned over uheldige proselytter.

Det giver mange, oprigtigt søgende mennesker, afsmag for religion, og ikke så få har en følelse af, at nogle ateister er meget nærmere Gud end adskillige "troende" i virkeligheden er.

Det vil være naturligt og fornuftigt ikke at forveksle jeg'et med personligheden og derved tage Guds navn forfængeligt. I sandhed noget af en opgave. Personligheden tilhører jo mennesket. Man siger MIN personlighed, MIN hjerne, MIT legeme o.s.v.

Man forveksler fuldautomatisk det tilsyneladende med det egentlige som må være livet i sig selv og ikke tilværelsen i sig selv. Tilværelsen er måske som en skoletime, med alt hvad det indebærer af muligheder. Man kan lære eller man kan pjække. Livet i sig selv anfægtes hverken af flid eller pjæk. Det må nærmere sammenlignes med solen som altid skinner, selv når man ikke kan se det på grund af skyer eller nat. Og solen opfører sig ens overfor én selv og overfor næsten. Måske ligger der et holdningsideal til efterfølgelse i dette.

Sætter man egoet på tronen og samtidig anser tronen for guds siddeplads, har man problemer. Så er der masser af grobund for selvretfærdighed og solformørkelse. Oplever man solformørkelse, er det fordi, man er, hvor man er. Andre steder er solen ikke formørket.

Kristus udtalte de berømte ord: ¨JEG er vejen, sandheden og livet.¨ Er det jeg'et han henviser til og ikke decideret hans egen person alene, har han antydet en væsentlig vej til den enkeltes åndelige udvikling, en vej som stemmer overens med gamle tænkeres og vismænds anvisninger af mulige veje. De fleste peger i den samme retning, og er fri for religiøs virus og malware.

Ordet Agape er det oldgræske substantiv for guddommelig kærlighed og for kærlighed til medmennesket. Desuden betyder det som udsagnsord ”elske.” For eksempel i ordene fra Jesus om at ”elske” sin næste som sig selv.

Hyldesuppe.

Den dybe tallerken hvilede i sig selv. Den stod oven på en flad tallerken, og det havde den det godt med, især fordi den mente, den var gjort af kongeligt porcelæn. Det var den flade tallerken vel i og for sig også, men derfor kunne der meget vel være rangsforskel. Den følte tydeligt, at den havde mere dybde end den flade, og som øverst i hierarkiet havde man det bedste overblik ved middagsbordet. 

I øvrigt talte det også med, at man ikke var skabt men opfundet, og det gjaldt kun dybe tallerkener. 

Den var blevet tabt på gulvet et par gange, uden der var gået skår af den af den grund, og det havde fået det fine cognacglas til at antyde, at man måske var gjort af fajance, siden man var så hårdfør. 

Det nagede den dybe tallerken, for cognacglasset var helt uden tvivl af krystal. Det havde toner i livet, og hver gang en fugtet finger kørte rundt på kanten, lød en tone, på én gang både smuk, vemodig, søgt og pralende, efter tallerkenens opfattelse. 

¨Du fløjter, som du har forstand til,¨ sagde den dybe tallerken, ¨men man kan nemt høre, at du i hvert fald ikke har opfundet mig. Og jeg ligger helt flad af grin, når jeg tænker på, at jeg engang står i en fin tallerkenrække, og endelig er kommet på min rette hylde. Herfra kan jeg kan se ned på dig samt tage dine spydigheder ovenfra og nedefter, som det sømmer sig for én som er dekoreret med blåt.¨ 

¨Jeg er da fløjtende ligeglad,¨ svarede cognacglasset. ¨Bare man skænker mig en pæn sjat gyldne dråber, så bunden er dækket til den gode side, og med en varm hånd hvirvler væsken blidt rundt, er jeg tilfreds. For jeg kan sagtens glæde mig over, at være det jeg er uden at være fuld, og jeg håber, du ser frem til den skoldhede suppe som snart bliver hældt på dig.¨

¨Jeg kan da være fuld uden samtidig at være beruset,¨ svarede den dybe tallerken lidt spidst, ¨så pas du hellere på med din cognac. En skønne dag får du måske for meget, og så kan det være, du ser flyvende tallerkener.¨

Perspektiver.

¨Det varer jo en evighed.¨ Ja ordet evighed bruges ofte, som en betegnelse for et forløb der enten synes for langt eller for kedeligt.

Men intet varer evigt. I hvert fald ingen ting. Filosofisk indstillede mennesker grunder over dette begreb, uden at kunne gribe det og uden at begribe det. Forsøger alligevel at få en mening ud af det.

Det lader sig ikke gøre at sætte en etiket med varedeklaration på evighed. Evigheden bærer en usynlig kappe, som er det eneste man kan forsøge at iagttage. Den opfører sig som en kvinde der sender æggende øjekast til en mand, og uophørligt unddrager sig hans tilnærmelser.

¨Alt har sin tid,¨ skriger den vigtige, spankulerende påfugl. For det har den læst i et tidsskrift.

Men lærken tænkte aldrig over det i redetiden. Den jublede bare løs med den klare, blå himmel som baggrund:

¨Giv tid, giv tid… kvittevit... kvittevittevit... kvittevit,¨ jublede den uophørligt.

På denne måde holdt den evigheden ud i strakte vinger og antydede perspektiver.

Er du nu stikker?

At stave rigtigt eller forkert kan i visse tilfælde være af betydning for, hvordan et skrevet budskab opfattes. 
Det er også vigtigt, kun at bruge de ord som har flere betydninger, i gennemtænkte sammenhænge.

Bruger man f. eks. ordet kvindelig, er det sammenhængen, som giver den betydning, man ønsker.

I andre tilfælde er det mere eller mindre ligegyldigt, om man staver rigtigt, når sammenhængen fuldautomatisk løser problemet, så man næppe opdager fejlen. Man opdager også hurtigt ordblindhed i en tekst, og læser så nemt betydningen uden at hæfte sig ved stavefejlene.

Her er en lille opremsning af ord som kun er et enkelt bogstav fra at betyde noget andet:

Stikker/sikker/sukker/slukker/sækker/slækker/sokker. Mellemmad/mellemmand. Kemiker/komiker. Dagplejer/daglejer. Elskab/selskab. Moderskab/moderskib. Belejre/besejre. Manuel/manual. Mappe/moppe.  Bred/brod/brød/brud. Gren/grøn/gran/grin. Gem/gom. Lad/led/lod/lød/lid. Lov/løv/lev/liv/luv/lyv. Koks/kiks. Syv/sav/siv/stiv. Mad/mod/med/mød. Kanin/kanon/kinin…

Der er sikkert mange andre eksempler. 

Det symbolske æble.

Eden eller Paradisets Have. Hvilke associationer giver disse navne ikke? Og hvor er der dog mange misforståelser knyttet hertil.

Nogle mennesker er højt udviklede åndeligt. Nogle mennesker var også meget højt udviklede åndeligt i gamle dage. Selv i vor stenalder var der højtudviklede kulturer andre steder på kloden. Dengang var folk gennemsnitligt mere overtroiske, end de er i dag og måske i særlig høj grad, hvor der var meget mørkt, når der var mørkt, så kun et lejrbål eller et par olielamper gav synsfelt... samt næring til fantasien. Hvis man ville prøve at forklare dem væsentlige, åndelige sammenhænge, som de kunne bruge til at udvikle sig efter, måtte man bruge andre allegorier, end man almindeligvis behøver i dag.

Paradisets periode svarer til den uskyldige barndomstid. Efter kønsmodningen i puberteten og heraf følgende erfaringer, bliver man sendt ud på Herrens Mark, hvor friheden og det personlige ansvar råder. Virkeligheden bliver nærværende på en ny måde, idet den svarer igen på ens handlinger.

Og har man først smagt på tilværelsens frugter, forekommer det som dødens pølse at vende tilbage til Paradisets kedsommelighed.

Det er dog en sandhed med modifikationer, idet man godt kan længes tilbage til barndommens uforpligtende uskyld, når man har brændt fingrene tilstrækkeligt mange gange.Det er vellykket modenhed, at kunne fremvise et æble som er spiseklart og indbydende helt uden ormehuller... og uden at være stødt.

At nogle troskyldige båthorn så tager allegorier for pålydende og interesserer sig dybt for, hvem af guderne der var forældre, kusiner eller fætre til hvem, og hvem af dem der først blev sur over et eller andet, og om det var det venstre eller det højre ribben som blev brugt til frembringelse af Eva, er som at høre små børn, med en Pixibog i hånden påstå, at enten Dronningen eller Kongen bestemmer, hvordan vejret skal arte sig.

Æbler eller pærer?

Hvis et menneske hurtigt eller pludseligt opnår stor fred og kraft, vil det undertiden misforstå årsagen hertil. Har man bedt inderligt til en gud eller andet, kan den oprigtige, intense og koncentrerede sindstilstand være årsag til opnåelsen. Man tillægger, ofte uvilkårligt, den eller det man har bedt til æren.

I virkeligheden er det ens egen sindstilstand som har muliggjort en sådan åndelig erfaring. For denne fredskraft kan, til en vis grad, billedligt sammenlignes med elektricitet. Tænder man lys i en rød pære, lyser den rødt, og tænder man lys i en grøn pære lyser den grønt, men selve kraften er hverken rød eller grøn. Den er neutral i den henseende.

Den røde og den grønne pære kan så skændes om, hvem der har patent på kraften. De ved begge af erfaring, at de har ret, og mener derfor ikke den anden også kan have det.

Ægte filosofi, koncentration, dyb sorg, stor kærlighed, visse former for yoga og meditation m. m. kan føre til opnåelse af den samme kraft. Men hvis ens skelneevne er veludviklet, vil man ikke så let falde i den grøft, hvor rød og grøn pære ligger og strides om copyrighten til kraften. Og da de hverken anerkender eller forstår hinandens argumenter, bliver det let en strid om æbler eller pærer.

En strid hvor der bliver fyret andet og mere end æbleskud af.

Spejlæg.

¨Vil du påstå, at du ikke engang kan spejle et æg?¨

¨Ja, jeg får sved på panden bare ved tanken om at skulle forsøge.¨

¨Kom smør på panden i stedet og slå ægget ud. Så går det som i olie.¨

At spejle sig i noget er billedsprog, men rigtige spejle i glas og ramme er både konkrete og magiske.

¨Lille spejl på væggen der,¨ er nogle meget kendte ord, man tillægger Snehvides stedmoder. Der er en del optiske fænomener knyttet til spejle, men historien om Snehvide viser klart og utvetydigt, at spejle også kan være forheksede.

Disse fænomener har næret forfatteres fantasi og fået nogle til at skrive om, hvordan man kunne komme ind i spejlverdenen og selv opleve rigtige eventyr der, som alternativ til dem man sædvanligvis kun får fortalt eller ser på film..

Affotograferer man et motiv på en plakat, stiller man skarpt på fladen. Vil man affotografere spejlbilleder, må man stille skarpt på den enkelte ting i spejlet. For selv for et årvågent fotografiapparat er et spejlbillede lige så virkeligt som den skinbarlige virkelighed, mens det uden problemer betragter en plakats perspektiver som illusoriske.

Man behøver heldigvis ikke at have et religiøst forhold til spejle for at blive fascineret af dem, men man kommer alligevel ikke uden om, at kigger man på sig selv i et spejl, bliver man straks omvendt.

Odderkarl.

Jeg fandt et gammelt avisudklip fra 1969.
Dengang kunne man gå ind til redaktionssekretæren på en avis,
og sælge en tegning, et digt, en beretning m m.,
og det benyttede jeg mig jævnligt af.

Odderkarl, den store

runde joviale,

er handelsmand af sjælen

og hjertet med.

Småting til mandfolk

og femme fatale

gemmer han på

et sikkert sted.

Ved hjertet, der tikker

og takker for salget,

er hans lager, hans brød,

hans liv og hans lyst.

Alt som begæres,

han hjælper med valget,

ligger i lommen

ved hans bryst.

I nittenhundredog-

treogtyve

forlod han gården,

sin ko og sin hest.

Han sa', han ku' sige,

uden at lyve,

at rejse og handle

det tjente ham bedst.

Ure, kamme, penne

og snør'bånd

for små beløb

han af hænde skrev.

Med blink i øjet

og den rette handelsånd

sælger han fint

uden svendebrev.

 

Stjerneklart.

¨Tror du, ens skæbne kan aflæses i stjernerne, og måske endda i levende billeder?¨

¨Du taler måske om filmstjerner?¨

¨Ja, joh, men helt uden fremtid. For fremtiden er jo ikke sket.¨
¨Hvad så med de tre vise mænd fra Østerland? De kunne se på stjernerne, at Jesus skulle fødes ved juletid. Og oven i købet hvor.
¨
¨Årh ja, men de var jo også astronauter.¨

¨Nej, de var astrologer.¨

¨Godt, men det er måske kun højtider, der kan forudsiges?¨

¨Så er det på høje tid, at jeg får et stjernevink, om jeg skal sige mit arbejde op og tage imod tilbuddet som graver ved Johanneskirken!¨

¨Ja, bare du så ikke bliver for selvhøjtidelig.¨

Kernekraft.

¨Du har købt ny bil?¨

¨Ja, en gammel Fiat 500. Den er dejlig nem at smutte rundt i.
Men du har jo en firhjulstrækker, er den ikke lidt tung i det?¨

¨Nej, det synes jeg ikke, og den er da langt bedre rustet end din.¨

¨Sandt nok. Men rustet eller ej den koster vel også en stråtækt bondegård?¨

¨Hvis man køber en godt brugt, øh en god brugt, er den rimelig i pris,
folk vil nemlig have de små biler som kan køre
trefire gange så langt på literen.¨

¨Bil, billigere, billigst. Hvordan mon det kommer til at gå
for de grønne biler, el-bilerne?¨

¨De taber pusten alt for hurtigt endnu, men måske en gang.¨

¨De billigste og sundeste er stadigvæk sæbekassebilerne,
de kører på kernekraft, du ved, hvedemel og rugmel...
altså rugbrødsmotoren.¨

¨Åh ja, og med aflagte barnevognshjul.¨

¨De er ikke så gode op ad bakke,
og man kan vist heller ikke få vinterdæk til dem.¨

¨Har du stadigvæk den sæbekassebil,
din onkel hjalp dig med at lave, da du var dreng?¨

¨Ja, og gammel kærlighed ruster jo ikke.¨

Fast arbejde.

Hans og Pindstrup er på vej til Nibe i den smukke sommermorgen. Motorbåden arbejder sig støt fremad på den stille Limfjord, som er næsten blik. Den efterlader en frisk stribe livlige småbølger og skum, og et spejlbillede som hele tiden følger med.  Mågerne følger også med. De ved godt, hvad der er ombord og i nærheden. For båden hvirvler et og andet godt op.  Ruserne er røjtede, dagens fangst er i båden, og ruserne er sat ud igen. Ofte ryger småfisk  op til mågerne. Hans sidder nemlig og sorterer, og mågerne fanger dem let, inden de når vandet igen. 

¨Der var god fangst i dag,¨ siger Hans. 

¨Ja Skipper må punge ud,¨ svarer Pindstrup. ¨Ål kan han ikke få for mange af.¨ 

¨Nej, det er ikke hver dag, der er så mange,¨ siger Hans. 

¨Skulle Søren ikke komme hjem på lørdag?¨ 

¨Jo, det siger Alfred da. Og de skal ud på Blåkjær og spise, så han har samlet mange ål.¨ 

¨Ja, der går mange. De unge kan tage fra.¨  

¨Søren er da i kongens klæ’r, ikke sandt?¨  

¨Jo, og han er rekrut endnu, meen han fortsætter. For der er et godt hovede på den  knægt.¨

¨Ja ja, der er. Og så bliver han ikke arbejdsløs.¨ 

¨Nej, men jeg har tænkt over, at når een får eller tager et arbejde, så er der jo en anden pjalt som ikke får det.  Lige nu er der så og så mange arbejdsløse og så og så mange arbejdspladser.¨

¨Ja, og der er  mange arbejdspladser som flytter  til udlandet, og man kan snart erstatte folk med maskiner.¨

¨Hvorfor ville de så fjerne efterlønnen og det?¨

¨Det ved jeg ikke. De ting passer ikke sammen i mit hovede. Flere og flere skal lave mere og mere, og der bliver mindre og mindre at lave på samme tid.¨ 

¨Og så tager de understøttelse og efterløn fra dem, for at få dem til at lave noget i stedet for at hæve?¨ 

¨Jeg synes ikke, at politikerne er til at forstå! Det er som om, de vil plage livet ud af folk i stedet for at gavne dem. Jeg tror, mange af dem bare vil holde fast i deres taburetter.¨

¨Ja, de skulle hellere ud og lave noget!¨ 

¨Men der er jo ikke nok at lave.¨

¨Nårh nej. Men jeg synes, det er lidt som sheriffen af Nottingham, i Robin Hood du ved. De plager folk, så de selv kan bjerge deres egen røv.¨

¨Kunne du da gøre det bedre, hvis du var politiker?¨

¨Nej, det er alt for kringlet og bøvlet. Det er da godt, der er nogen som orker at bokse med det spilfægteri. Og så kunne jeg jo heller ikke nøjes med at fange ål og skrubber, men måtte ud og fiske stemmer også.¨

Ja, vores pjaskeri giver da brød på bordet og en slant til statskassen, og sådan har det kørt i over fyrre år. Så mon ikke det bliver ved med det?¨

¨Så længe vi slipper for iltsvind, skal det nok gå. Om Vorherre vil.¨

¨Ja, ja... Så! Nu er vi ved vejs ende!¨

En tand for salt.

Ak ja, den kærlighed. Hvad er den for en størrelse?

Som en forelskelse, men samtidig et spadestik dybere?

Den behøver ikke noget objekt, ikke nogen genstand,

for den er enestående. En enestående kærlighed,

som ikke behøver nogen genstand, må være guddommelig.

En duft, en erindring, en musikstrofe, en solstråle og utallige 

andre ting, kan vække den. Nogle prøver at få den op med

en lille genstand, men den vågner uden at pinde ud, hvad

der vækkede den.

Hvis den aldrig forsvinder igen, men tager permanent ophold i

hjertet, er gudinden Anahata vågnet til dåd. Så har man ikke

brug for hjælp mere, men er en af dem der altid kun dyrker

 tilværelsens skønneste muligheder. Man er jordens salt, den

 slags salt som verden har så hårdt brug for og altid sukker

 efter.

En tand for dyr.

Dyr betyder meget for mennesker. Mange spiser dyr, og mange dyr er, for mange mennesker, uspiselige. Grisen, koen, anden og kyllingen f.eks., betragtes af de fleste danskere som yderst spiseegnede, godt tilberedte. Hunde og katte kunne de færreste drømme om at spise.

Set fra en nøgtern synsvinkel er der noget besynderligt ved dette. I Kina spiser man hunde. Jøder og muslimer spiser ikke svinekød. En gennemsnitsdansker holder meget af svinemørbrad, oksemørbrad, hønsekødssuppe, flæskesteg med sprød svær, andesteg med rødkål, og meget, meget andet godt.

Der er en beretning om en mand, som fik serveret koteletter (det var på Grønland) til middag. Da han efter måltidet blev spurgt om, hvordan maden havde bekommet ham, svarede han:

”Udmærket tak. Lækkert.”

Han fik så at vide, at en af de udtjente slædehunde havde lagt koteletter til, og straks efter fór han udenfor og kastede dygtigt op. Det viser, at dyr man spiser med fornøjelse, er dyr man har spist, hvor man er vokset op. Sæler er en lækkerbisken for eskimoer. De ser muligvis for kære og pudsige ud for en del danskere.

Kæledyr er uspiselige! Mon ikke mange hellere ville dø af sult end spise deres kæledyr?

Vi spiser også med følelserne, og en god del af disse følelser er tillærte. Det er ikke vanskeligt at forstå, at man bliver vegetar, hvis man tænker meget over disse ting.

At dette, at spise, er noget følelser er involveret i, ser man tydeligt, når en person pludselig, efter en uheldig meningsudveksling under et måltid, klasker bestikket i bordet, rejser sig brat og styrter væk med et:

”TAK for MAD!”

Mars was a god of war.

Some people express that they want to meet possible inhabitants of other planets. But maybe it should wait until we can manage to come to terms with the differences that exist on this planet. 

Perhaps we hope that the residents of alien planets will help us solve our problems. Maybe we automatically think that they are a kind of gods, or our “older and wiser sisters and brothers.” 

But this might not be a given fact.

Horisonter.

En fisk svømmer i havet og har ikke den ringeste idé om, at der er noget andet end havets eventyrlige og farefuld rige.

En hund, der elsker at plukke en serviet i stykker, ville behandle en tusindlap på samme måde uden at ane noget om dens værdi.

Fugle ser ofte tingene fra oven, men har ikke noget overblik over valutakurserne eller religioners indvirkning på ytringsfriheden.

Folk ved alt, men fisk, hunde og fugle ved også alt, så vidt de ved.

Rigtig rund?

Tegn en cirkel uden passer,
kan du, kan du sikkert masser
andre ting, man virk’lig regner,
så er du en dygtig tegner.
Dog måske kan ingen se det,
glæd dig over, at du ved det!
Når croquis er på menuen,
går du ikke galt i byen,
hvis du deler op i felter,
så modellen ikke vælter.
Det er sikkert dumt at prale,
cirklens egen slut-morale.
Ku’ du ikke få den rund,
sku’ du hel're holde mund.
Blev det hjerte mer’ end hjul,
kan du bruge den til jul.

Korssting.

Man broderer altid på sit livs pudebetræk.
Nogle mønstre går ofte igen og brydes indimellem af grimme,
smukke, spændende eller interessante indslag.
Nogle broderer enkelt og systematisk, andre overbroderer.
Når broderiet er ved at være færdigt, og man ta’r et kig på det,
kan man blive forfærdet, glad, ligeglad eller lykkelig.
Broderiet kan ligne noget, man ikke vil ofre en pude på.
Det kan også være så smukt, at man vælger at indramme det.
Mange aner ikke, at de broderer, og at de engang efterlader et broderi,
som efterkommere vil betragte.
Som pudebetræk eller sofastykke
for at glæde sig over det, blive inspireret af det
eller som skræk og advarsel.
Hvis man i tide forstod, hvad man havde gang i,
ville man måske blive mønsterbryder.
Når den slags broderier er færdige, kan de nok ikke ændres.
På det punkt er de magiske, eller i hvert fald
mønsterbeskyttede.

Nogen på kajen.

Rosa sad og strikkede på nummer to grydelap. Hendes mand, Kaj nippede til sin eftermiddagskaffe. Blandt venner og bekendte blev han kaldt ”Kinabugtens Kaj,” fordi han i sine yngre dage havde sejlet på Østen.

De sad ved siden af hinanden i sofaen. På sofabordet stod en lille bordskål med garnnøgler og strikkepinde, og ved siden af lå den først færdige grydelap. Hver gang Rosa holdt en lille pause og lagde strikketøjet fra sig, strøg hun ubevidst og kærligt hånden hen over den på en udglattende måde.

”Du ville være et hit i Lapland,” sagde Kaj og smilede polisk. Han skævede samtidig skjult til Rosa, for man vidste aldrig med hende. Bevares, hun forstod da meget… men ikke alt, og når hun misforstod noget, som egentlig var venligt ment, kunne hendes reaktion være meget sårende. Så angreb hun i selvforsvar, og det var ikke lige Kajs kop te.

”Vidste du egentlig, at jeg har blåt blod i årene,” prøvede Kaj lidt forsigtigt.

”Dit blod er vel lige så rustrødt som vi andres,” svarede Rosa.

”Nej, nej, nu skal du høre: Da jeg var dreng, kaldte mor altid på mig, når vi skulle spise. Jeg sad nemlig på et trappetrin oppe ved soveværelserne og læste i en drengebog. Deroppe havde jeg lidt fred og ro, så jeg kunne drømme mig ind i historierne, og så var jeg tit så langt inde i handlingen, at det kneb med at komme, straks hun havde kaldt. Hun måtte kalde flere gange, og når jeg så endelig dukkede op, plejede hun at sige:

”Nå, så kunne det passe hertugen at arrivere.”

”Det tager jeg som et vink om mit blå blod,” fortsatte Kaj. ”Hun kunne også hitte på at sige, at jeg ikke behøvede at sidde sådan og trone. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det, men nu tror jeg, at hun prøvede at fortælle mig det indirekte, så jeg har nok været en forbyttet royal. Af prins-ipielle grunde vil jeg dog ikke gøre mig til af det, og jeg har jo heller ikke papir på det. Og selvfølgelig er mit blod heller ikke kongeblåt. Det er jo blot en talemåde. Hvis jeg skærer mig, ser jeg da rødt ligesom pøbelen.”

”Man skal høre meget,” sagde Rosa. ”Du har da haft nogle dilemmaer at løse.”

”Ja, min kære rosenknop, det kan du sige, men jeg har nu aldrig ment, at dilemmaer skal løses for enhver pris. Nogle af dem må man lære at leve med, og eksempelvis har små gryder jo også ører. I min tid blev ørerne tit varmede, som man kaldte det, det kunne synge lige så højt i dem, som når man holder en kong-kylie mod dem, og røde blev de oven i handelen. Så følte jeg overhovedet ikke, at jeg sad på min høje hest. Nej, dengang kunne jeg godt have brugt et par af dine grydelapper som øreværn.”

”Hmm, er der flere kammerjunkere ?”