På Børsen.

De sidder på bænken, Søren og Alfred. Bænken kaldes Børsen og ligger ved slæbestedet, lidt til højre for kroen, i Sebbersund.

Dagens fangst er allerede landet og solgt til Skipper i Nibe.

Lidt overskud til privat: Ål, skrubber og kujer. Ålene bliver hældt i køkkenvasken derhjemme. Godt med salt over, for så er de meget nemmere at have med at gøre.

¨Vi skal også snart hjem med fiskene,¨ siger Alfred og vender blikket mod nettene, som ligger på fliserne en halv meters penge fra deres fødder.

¨Ja, og så skal en go´ kop kaffe gøre godt,¨ siger Søren og skæver til Alfred for at se den bekræftelse i hans ansigt, som han ved er lige så sikker som amen i kirken.

¨Der var mange krabber i dag.¨

¨Ja sårn er DET, det må man tage med.¨

Alfred snyder næsen, idet han med højre hånds tommelfinger lukker det ene næsebor og støder luften, plus diverse, kraftigt gennem det andet. Som et trompettrut, hvorefter hånden automatisk køres under venstre armhule.

¨Der er nogen som spiser krabber.¨

¨Ja, jeg har hørt om det, men aldrig tænkt over det. Det er nok kinesere.¨ 

¨Hvorfor var du egentlig ikke med til Hans´ begravelse?¨

¨Jeg havde noget med benet. Vistnok noget iskias eller sårn noget.¨

”Det er ikke altid lige nemt.¨

¨Nej det er sandt, men det er der heller ingen der har lovet os. Det er ikke sårn med det.¨

¨Nej, og vi bliver jo ikke yngre.¨

¨Tiden går, og vi går med.¨

¨Hvor går vi hen? Hæ hæ hæ.¨

¨Hva ?¨

¨Jeg siger, HVOR går vi HEN?¨

¨Ja, hvor bliver dagene af ? Har du aldrig tænkt på, hvor for eksempel i går er blevet af ?¨

¨Nej, for det er ikke til at have med at gøre.¨

¨Nej! … Eller i morgen?¨

¨Det er vel det samme, bare den anden vej.¨

¨Hvad så med lige før, hvor er det blevet af ?

¨Det har vel forputtet sig, ligesom lige efter.¨

¨Hvordan forputtet sig ?¨

¨I Vorherres bukselomme. Nej, nej, det er da bare noget man gætter sig til, og så lader man munden løbe.¨

¨Ja, sårn må DET være! Nå vi må hellere se at komme hjem med fiskene.¨