Eden eller Paradisets Have. Hvilke associationer giver disse navne ikke? Og hvor er der dog mange misforståelser knyttet hertil.
Nogle mennesker er højt udviklede åndeligt. Nogle mennesker var også meget højt udviklede åndeligt i gamle dage. Selv i vor stenalder var der højtudviklede kulturer andre steder på kloden. Dengang var folk gennemsnitligt mere overtroiske, end de er i dag og måske i særlig høj grad, hvor der var meget mørkt, når der var mørkt, så kun et lejrbål eller et par olielamper gav synsfelt... samt næring til fantasien. Hvis man ville prøve at forklare dem væsentlige, åndelige sammenhænge, som de kunne bruge til at udvikle sig efter, måtte man bruge andre allegorier, end man almindeligvis behøver i dag.
Paradisets periode svarer til den uskyldige barndomstid. Efter kønsmodningen i puberteten og heraf følgende erfaringer, bliver man sendt ud på Herrens Mark, hvor friheden og det personlige ansvar råder. Virkeligheden bliver nærværende på en ny måde, idet den svarer igen på ens handlinger.
Og har man først smagt på tilværelsens frugter, forekommer det som dødens pølse at vende tilbage til Paradisets kedsommelighed.
Det er dog en sandhed med modifikationer, idet man godt kan længes tilbage til barndommens uforpligtende uskyld, når man har brændt fingrene tilstrækkeligt mange gange.Det er vellykket modenhed, at kunne fremvise et æble som er spiseklart og indbydende helt uden ormehuller... og uden at være stødt.
At nogle troskyldige båthorn så tager allegorier for pålydende og interesserer sig dybt for, hvem af guderne der var forældre, kusiner eller fætre til hvem, og hvem af dem der først blev sur over et eller andet, og om det var det venstre eller det højre ribben som blev brugt til frembringelse af Eva, er som at høre små børn, med en Pixibog i hånden påstå, at enten Dronningen eller Kongen bestemmer, hvordan vejret skal arte sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar