Hyldesuppe.

Den dybe tallerken hvilede i sig selv. Den stod oven på en flad tallerken, og det havde den det godt med, især fordi den mente, den var gjort af kongeligt porcelæn. Det var den flade tallerken vel i og for sig også, men derfor kunne der meget vel være rangsforskel. Den følte tydeligt, at den havde mere dybde end den flade, og som øverst i hierarkiet havde man det bedste overblik ved middagsbordet. 

I øvrigt talte det også med, at man ikke var skabt men opfundet, og det gjaldt kun dybe tallerkener. 

Den var blevet tabt på gulvet et par gange, uden der var gået skår af den af den grund, og det havde fået det fine cognacglas til at antyde, at man måske var gjort af fajance, siden man var så hårdfør. 

Det nagede den dybe tallerken, for cognacglasset var helt uden tvivl af krystal. Det havde toner i livet, og hver gang en fugtet finger kørte rundt på kanten, lød en tone, på én gang både smuk, vemodig, søgt og pralende, efter tallerkenens opfattelse. 

¨Du fløjter, som du har forstand til,¨ sagde den dybe tallerken, ¨men man kan nemt høre, at du i hvert fald ikke har opfundet mig. Og jeg ligger helt flad af grin, når jeg tænker på, at jeg engang står i en fin tallerkenrække, og endelig er kommet på min rette hylde. Herfra kan jeg kan se ned på dig samt tage dine spydigheder ovenfra og nedefter, som det sømmer sig for én som er dekoreret med blåt.¨ 

¨Jeg er da fløjtende ligeglad,¨ svarede cognacglasset. ¨Bare man skænker mig en pæn sjat gyldne dråber, så bunden er dækket til den gode side, og med en varm hånd hvirvler væsken blidt rundt, er jeg tilfreds. For jeg kan sagtens glæde mig over, at være det jeg er uden at være fuld, og jeg håber, du ser frem til den skoldhede suppe som snart bliver hældt på dig.¨

¨Jeg kan da være fuld uden samtidig at være beruset,¨ svarede den dybe tallerken lidt spidst, ¨så pas du hellere på med din cognac. En skønne dag får du måske for meget, og så kan det være, du ser flyvende tallerkener.¨