Cocktail.

Udsyn til nye horisonter. Adgang til svundne tider med gamle kontinenter og kulturer.

Kedsomhed, glæde og tryghed ved det kendte, nysgerrighed efter, og forventning til, eller frygt for, det ukendte.

Mayas hypnotiske blændværk, Runer, Gammel Dansk, Sanskrit, Nytår og Dødehavsruller.

Sokrates studerer Danmarks Riges Krønike samt ugebladet Søndag, køb det mandag, lærer flervejskommunikation og multitasking og løser krydsord med kuglepen.

Bredbånd med høj hastighed i Pyramidernes blidt tilspidsede skygger, uden marmor.

Afsky for fejlprogrammerede dræberrobotter, såvel menneskelige som mekaniske, hungrende, hævngerrige, hensynsløse gidseltagere, pyromaner, fejlinvesteringer, bankkrak og nye, begrænsende love.

Grøn vinter med blæst, storme og orkaner. Rædselsslagne sommerhuse ved Vesterhavet brækker sig ud over de forrevne klitter, som havets uendeligt brusende bølger æder grådigt af, mens de flankeres af højtidelige skyformationer som informerer om både dit og dat, mens kong Vinter svinger sin grønne taktstok.

Snart danser frøken Forår igen, og smiler koket, æggende og drillende. Hunden skal have en gevaldig eftermiddagstur, så han kan få brændt noget krudt af, for Nytårsaften er det ikke så rart at komme ud mere end højst nødvendigt.

Sæsonrim.

Julen, som har varet længe,

varer ej til Påske mer’,

den har kostet mange penge,

og nu er der ikke fler’.

Julen gider ikke vare

helt til Påske som engang,

den er træt og ønsker bare

hvile uden påskeklang.

Kan en vinter, sådan bare,

være vinter uden frost?

Vil dog næppe kunne narre

frøken Forårs fejekost.

Lige nu hun stille smiler,

drømmer om sit forårsskrud,

tiden går, ja næsten iler,

mod sæsonen, hun står brud.

"Kurmageri."

Hvis dellen fra panden har sat sig på låret,
på maven, på hoften og bagen,
giv skylden til måneden, sidst på året,
med Dagen før Dagen, samt Dagen.

Når Nytåret synger sin slutmelodi
med stjerner, raketter og lys,
så tænkes der ofte på ”kurmageri”
med ymer og ymerdrys.

Flæsket og sulet skal drosles ned
for rigeligt har man vel fået.
Hvem ønsker, helt ærligt, at blive ved,
når livremmens grænse er nået.

Rim til tiden.

Digte om Nytår må gerne rime,
klokkerne kimer derfor hver time.
Kimer for store og kimer for små,
for hvide, for gule, for sorte og blå.

Blå kan man sagtens blive i kinden,
når digte med rim bliver båret af vinden.
Dagene længes og lyset vil komme,
december er fortid, når året er omme.

GODT NYTÅR. (((*)))

Glædelig Jul.

Lav sol, høj tid.
Lave temperaturer,
høje forventninger.
21. december,
årets korteste dag.
24. december,
årets længste dag
…set fra børnehøjde.
31. december,
årets sidste dag.
Dronningen taler ud,
mens Kong Frost
sniger sig ind.

Frøken Forår sover let nu.
Hun drejer sig,
gaber og strækker
sine yndige lemmer,
for om nogle få måneder
er det rigtig morgen igen.

Tidsrejser.

Der spekuleres en del i, hvorvidt tidsrejser er mulige eller ej.

Kunne man rejse hurtigere end lyset, ville det måske være muligt at finde tilbage i tiden, men et fysisk legeme ville ikke kunne foretage en sådan rejse. Måske er der noget i mennesket som kan. Sjælen f. eks., hvis den iklæder sig et legeme af en slags lys, som ikke er underlagt fysikkens love.

Hvis dette er muligt, eller bliver muligt, ville man, såvel i dag som i fortiden, kunne møde disse lysvæsener, hvis de på en eller anden måde kunne iagttages, og man ville måske betragte dem som guder/gudinder.

Nogle forestiller sig, at man kan rejse tilbage, men aldrig frem i tiden, da fremtiden ikke har fundet sted endnu. Men hvis man rejste tilbage i tiden, ville den valgte tids mennesker jo møde mennesker (eller væsener) fra fremtiden.

Så ud fra den logik kan man også rejse til fremtiden, hvis man kan rejse til fortiden.

Make love, not war.

Indianeren kan ikke røre sig ud af flækken. I hvert fald ikke når nogen ser på. Men en særlig julenat, når døren til atelieret er låst, vil han på magisk vis fordampe fra lærredet, tage en art astral form og stige op til Muserne, hvorfra han kan udføre sin mission. Muserne udfritter ham formentlig om hans forehavende, som han beredvilligt vil fortælle dem om, mens de indsnuser hans dufte, som er en blanding af oliemaling, røgelse og ram, tørret bøffelskind:

”Da jeg levede som menneske på jorden, lang tid før jeg blev foreviget i olie på lærred, ja lang tid før hippietiden, hvor man principielt var inde på tankerne, blev dette besluttet.”

Han holder en pose i sin venstre hånd, hvorfra han med sin højre hånd regelmæssigt tager nogle håndfulde, et eller andet, og strøer hen over jordkloden.

”I denne pose er der lige så mange frø, som der er stjerner i universet. De kommer fra Nordlysenes magiske marker. Jeg kaster dem ud over hele kloden, og vindene fra de fire verdenshjørner rejser sig hver gang og fordeler frøene så ligeligt som muligt. Det kan ikke undgås, at der hist og her bliver sået lidt magert, og hist og her lidt fedt, men alt i alt bliver fordelingen effektiv og tilstrækkelig.”

”Disse frø, bliver til blomsterbørnenes børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn som vidunderlige fornyere af den legendariske Make love, not war-vision. Efterhånden som de vokser op og pryder alle områder på kloden, vil deres skønhed være så overvældende og overbevisende, at alle snylteplanterne, alle de invasive og dræbende arter, alle de der hæmmer, hævner og skader, bliver flove og visner af skam.”

”Denne nye, smukke avantgarde af blomster vil få hjælp af avantgartnere som vil vande og gøde dem, når og hvor det behøves samt luge de sidste hårdnakkede, genstridige og fjendtligsindede planter bort og smide dem på kompostbunkerne, hvor de lidt efter lidt bliver omdannet til frugtbar muld.”

”Det eneste agtværdige eftermæle de opnår.”

Hvad var det nu lige?

”Så vidt jeg har forstået,” sagde han, mens han hurtigt koblede ud med foden, trak den vandretliggende gearstang bagud og gav den det beslutsomme drej og skub fremad, der krævedes for at skifte gear, ”er den historiske Jesus, den eneste profet som ikke har lig i lasten, i hvert fald blandt de såkaldte profeter, jeg har hørt om, so far.”

Han strakte sin højre arm i fuld højde, vendte håndfladen fremad for rigtigt at føle presset fra den lune vind , som drønede hen over deres hoveder.

”Det er rigtigt, meeen, nu ved vi jo, hvaderdetnudethedder, ikke engang, om Jesus har levet, eller om det bare er et eventyr, men hvis han har, så forekommer han mig at have været awesome.”

”Enig. Nogle af de andre har måttet hverve tilhængere på forskellige, finurlige måder. En del måder har da vist oven i købet været pinlige, f. eks. truende. Og mange smukke ord, fra vise, dybsindige poeter, er flettet ind i postulaterne. Så får budskabet nemmere fat.”

”Der sker jo så siden det, at nye generationer vokser op med disse religioner, og så får de, religionerne altså, et så sandsynligt skær, at mange tror, det er sådan, det er eller skal være. De føler ikke, det kunne være anderledes. Og mange er flasket op med, at det er syndigt at stille spørgsmål, altså syndigt at søge selv. Mange har, hvaderdetnudethedder, fået ødelagt deres åndelige fremtid af frygt og rædsel for de trusler om helvedes evige ild, deres forældre og lærere har viderebragt fra deres forældre og lærere. Det er , hvaderdetnudethedder, både synd og skam og fører sikkert let til en slags skizofreni. Der er også nogle mennesker, som er naturligt søgende, men som er blevet hjernevaskede til at tro, at man er nødt til at være med i en eller anden sekt for at være rigtig søgende og undgå helvedesild, eller hvaddetnuerdethedder.”

”I virkeligheden er søgende mennesker ofte tilbøjelige til at lytte indad, og betragte dette at søge som noget naturligt, men også som noget privat der, i sig selv, ikke rager andre. Mens andre igen bruger deres tid på, meget omhyggeligt, at udvælge sig den religion, de synes passer bedst, fordi en religion er nødvendig, da man ellers er på herrens mark, hvilket man måske hellere burde være, hvis man ønsker at være i nærheden af herren. De accepterer uden videre tanken om, at en religion har nogle regler som skal følges, også selv om de føles forkerte, hvilket kan prikke til en eventuel, spirende sindsforvirring. Hov, hov, hov, kør nu ordentlig, og tag for helvede farten af, inden du drejer. Jeg bliver sgu’da søsyg i den her gyngehest. Nåmen, pyha… i én forstand bliver religion åndens pendant til den mere jordnære, eller skulle vi sige, timelige, politik.”

”Der er altså visse udtalelser, fra nogle religioners repræsentanter, som tyder på, at der eksisterer kristusmisundelse, blandt de der ikke har Kristus som hovedfigur. Kristusmisundelse og kristusforagt. Nogle mennesker kasserer kristendommen på grund af den primitive misforståelse af det, de kristne kalder treenigheden. Gider du lige klappe ruden op? Nej, bare giv tappen et bette drej, og så klap klappen op. Bare smæk til. Ja, ja, smæk til, siger jeg. Ren symbolforvirring. Som at betragte paradisets have som en virkelig have, med så og så mange forskellige planter, og hækklipning med passende intervaller.”

”Der opstår sikkert krige, fordi nogle tåber bliver dødsfjender på grund af forskellige opfattelser af f. eks., hvor mange sorter frugttræer der var eller er i Paradis. Kristusforagten opstår, når man tillægger gud menneskelige egenskaber, såsom hævngerrighed. Men Kristus udslettede ikke sine fjender, og han afskyede vel nærmest tanken om en jordisk kongetrone, ja, og selvfølgelig også kongekrone. Det blev en tornekrone i stedet. Hans cv forblev ganske uplettet.  Han havde vist, hvaderdetnuligedethedder, en helt anden agenda. Nu kan jeg se skiltet, hvor vi skal dreje til venstre. Kan du ikke huske, Johannes sagde, det var der, vi skulle dreje? Det går lige efter bogen.”

Flyvemøsser og Bluetooth.

Snaphanen, som Pencil nu kalder sig, er en følsom lillebror, og han kaster jævnligt længselsfulde blikke mod sin storesøster, Fyldepen, i Danmark. For han synes, at Danmark er et yndigt land og kan ikke lade være med, i ny og næ eller oftere, at sende flyvemøsser over Øresund. Storesøsteren i Danmark, på sin side, længes efter Snaphanen, som blev røvet i en tidlig alder, og holder sig ikke tilbage, hvad ¨returnering¨ af flyvemøsser angår.

Engang lå de i det samme pennalhus og hyggede sig gevaldigt i hinandens selskab. De var jo ikke bare pennevenner, som sådan, men i familie, og båndene var meget stærke. Som Fyldepen ofte sagde til sin lillebror: ¨Blæk har mere farve end vand,¨… og det kunne de let blive enige om.

En dag, pennalhuset lå åbnet sammen med et kladdehefte på en to-personers skolepults skrå bordplade, kom en svensk dreng forbi og snuppede pencilen. Ikke fordi han ikke selv havde én, men fordi han kunne se, at den pencil han neglede var meget bedre og langt mere velholdt, end hans egen. Han var på udveksling i en uge, og dette var hans sidste dag. Drengen, som ejede pennalhuset, opdagede det og bad den svenske dreng om at levere pencilen tilbage. Det ville han ikke høre tale om, og så begyndte de at råbe efter hinanden. Men det var ikke nok, de skubbede så først lidt til hinanden og endte til sidst i et regulært slagsmål, og det sluttede først, da den svenske dreng kom øverst og fik danskerens arme lagt ud til siden. Så var den sag selvfølgelig afgjort.

Nu gik den bortførte pencil en hård tid i møde. Ikke alene skulle han undvære sin storesøster, han blev også tvunget til at skrive svenske ord, og det var da lidt akavet. Ikke svært, som sådan, men heller ikke naturligt, for han og storesøsteren havde altid duelleret om at skrive de smukkeste sange, digte og eventyr, og om at skrive de pæneste bogstaver, for læsbarheden var det vigtigste næst efter indholdet. En af de andre penne, Tussen, som de ikke var i direkte familie med, skrev så fine bogstaver, at de to søskende ikke kunne være med på det punkt, men hans digte var tåbelige og rimede elendigt, og stavningen var pinlig. Tussen var dog stolt af sine smukt skrevne digte og viste dem hele tiden frem:

¨Se hvad jeg har digtet, hvad synes I mon så lige om det?¨ sagde han alt for ofte, og det var altså pinagtigt for de to søskende som begge skrev kreative, følsomme og spændende ting.

De kunne dog ikke bære at såre ham, så de fandt på en måde at ¨omgås¨ ham på. Når han fremviste sine digte, sagde de: ¨Hvor skriver du dog smukt,¨ og det gjorde han, så det var egentlig ikke løgn. At det så var noget værre sludder, han skrev, kom jo ikke det smør ved.

Ja, alt er i udvikling, og det gælder naturligvis også for skriveredskaber. Da så lang tid var gået, at de to søskende næsten havde glemt alt om deres liv sammen i pennalhuset, kunne de ikke lige kende hinanden, engang de mødtes. Men de fandt alligevel hurtigt melodien, ¨Der er et yndigt land,¨ igen og kunne nu snakke længe sammen om løst og fast. Pencilen, som var blevet ¨røvet af svensken,¨ havde erhvervet sig en lidt pudsig accent, men de forstod fint hinanden. Nu beskrev de begge mest geografi og politik på nogenlunde lokalt plan, og havde en del gode diskussioner om deres respektive områders specialiteter... eller særheder, om man vil.

Men én ting var de ekstraordinært enige om: De ville holde sammen, selv om de havde vænnet sig til deres nye tilværelser, og måske en dag, hvis det blev muligt, ville de bo under samme tag, for de følte sig stadig tæt forbundne. Og kunne de bare få det samme tag over hovederne igen, var det næsten lige så godt som at ligge i det samme pennalhus.

Men indtil da, sender de flyvemøsser til hinanden over Øresund. Og især pencilen, som er en følsom lillebror, tænker meget på sin danske søster, og hun, på sin side, glæder sig ved tanken om, at de måske, en skønne dag, kan bo sammen igen under samme tag, og uden at nogen af dem behøver at flytte af den grund. Som i de tussegamle dage da Bluetooth lagde de første tagsten.

/Bluetooth er Harald Blåtand som erobrede Skåne i år 980. Senere vandt svenskerne Skåne tilbage. (Den svenske dreng som slås med og vinder over Pencil). Fyldepennen er Danmark og Pencil er nu Skåne. Ved en afstemning viste det sig, at flertallet i Skåne ønsker at komme under Dansk Flag igen. (Under samme tag uden at behøve at flytte).

Bønnemøde.

To stride kvinder fik kaffe på tinget,

tungen på skålen sku’ være bevinget.

Men snakken gik trægt, gik frem og tilbage,

lidt om Lars Løkke og løgsild i lage.

Pressens poeter fik færten af duften,

snakken de mødte gik over fornuften.

Den pludren de bånded’ var ren polemik

måske med et strejf af partipolitik.

Søgsmål.

Man ved, forstår og kan meget mere end man umiddelbart tror, man ved, forstår og kan, tror jeg. Ens mentale søgemaskine kan finde større viden, forståelse og kunnen, end man almindeligvis føler, man er i besiddelse af. I virkeligheden minder dette, på flere måder, om den digitale verden, med harddiske og internet.

Der kommer hele tiden ny viden og nye erfaringer til. En tid er dette umiddelbart tilgængeligt i korttidshukommelsen, senere synker det ned i underbevidstheden og antager til sidst kausal form. Herfra kan det genskabes, ved dybere eftertanke, hvis søgeapparaturet er i orden.

Er det i uorden, kan man tro, man ikke ved, forstår eller kan noget. Men selv om man helt skulle miste sit søgeapparatur, er det ikke ensbetydende med, at også harddisken og internettet ødelægges.

Undertiden dukker ting, af sig selv, op fra sindets dyb, som kulsyrebobler i en sodavand. Eller som luft der gradvist bliver til damp, vand og is.

Hvis man blindt og ukritisk tænker og handler ud fra, hvad man tror, ens eventuelle flokleder ønsker, har man kasseret den søgemaskine, man fik i dåbsgave.  Og så kan man sagsøge sig selv, hvis man er utilfreds med resultaterne.

Som vinden blæser.

Mange lignelser er som lagkager. Eller som løg, hvis indhold man først får kendskab til, når man skræller det.

”I må fødes på ny. Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden.”

Lignelser blev formulerede, så de passede til tidens formodede forståelsesniveau. Det er en af årsagerne til, at fundamentalistisk indstillede mennesker, ønsker de gamle tider tilbage. De vil gøre det så rigtigt som muligt, og mener de bedst kan gøre det ved at standse udviklingen. Samfundet skal lignes ved skrifternes beskrivelser. Selv personnavne, spiseregler og påklædningsmønstre kopieres.

Det er som at undgå at skære i lagkagen, at undlade at pille løget, eller at polere æblet og lægge det i en bordskål uden at ødelægge det ved at bide i det. Det føler de, er kernen i skriftens ord.

Et æbleskrog viser, at æblet er blevet anvendt til dets tænkte formål. Det kan være spist direkte, eller det er indgået i nye fantastiske sammenhænge, fordi man har eksperimenteret, og fundet frem til de skønneste opskrifter.

I de ”gode,” gamle dage var luft blot en usynlig kraft, som havde sine egne magiske spilleregler. Nu ved vi, at luft består af molekyler, som har masse. En kubikmeter luft vejer ca. 1,2 kg. og består af omkring 21% ilt, og resten er kvælstof samt lidt CO2.

I dag er meteorologien og aerodynamikken højt udviklede.

Kan man, på fornuftig vis, abstrahere fra nutidens viden, kan man sagtens aflæse gamle lignelsers egentlige betydning. Og så er ovenstående lignelse jo helt fantastisk. Kan man ikke abstrahere overhovedet, skal man måske lade lignelser hvile. Ellers bliver det let som at blæse med mel i munden.

Men vinden eller blæsten ser man stadig ikke noget til. Kun resultaterne af dens virke er synlige. Dens susen, prusten eller stønnen, lader sig dog høre.

Grønt i farver.

Grønt findes også i gult, hvidt og rødt,
spises det råt, skal det helst være sprødt.
Er kål og persille blød som en bluse,
kan det ej knække, ej knase eller kruse.
Vegetaren spiser hverken muh eller øf,
men steger en selleri, når sagen er bøf.

Ved gadekæret.

To smukke træer stod ved bredden af landsbyens gadekær. Børnene kælkede her om vinteren, når der var sne nok, og var der is på kæret, blev det en herlig skøjtebane. Ellers brugte træerne det som spejl, og da det lå i læ, var det ofte stille og klart nok til at reproducere dem, så de kunne få deres forfængelighed tilfredsstillet.

”Hvor længe har vi egentlig stået her?” sagde det ene træ til det andet.

”Ved ikke helt, måske et halvt hundrede år, plus/minus 25 procent.”

”Ved du kanske, hvor vi stammer fra?”

”Jeg tror hverken, vi stammer fra eller til, vi har altid været her. Jeg husker i hvert fald ikke andet. Men har du tænkt på, hvor mange blade vi har udgivet gennem årene. Vi kunne fylde flere biblioteker, og vores historie, med stamtræer og hele molevitten, er sikkert registrerede der, og sikkert også på nettet. Måske står vi her, helt til verdens ende, hvis der da er en ende på den, eller så, i det mindste, i al evighed. Det er dog også noget, og ikke bare noget man jawwer til.”

”Hver gang sommeren slutter, og fuglene begynder at trække sydover, føler jeg mig lidt efterår sløv og vemodig. Jeg kan føle det helt inde i årringene.”

”Vi smider vores efterårs LØV, og det er ganske naturligt og da nærmest forfriskende.”

”Nåh, men om foråret er jeg ganske fyrig. Jeg får knopper ved tanken om den kildrende forårssol. Så folder jeg mig ud, og glæder mig over spejlbillederne i gadekæret.”

”Ja, det kender jeg. Jeg er simpelthen nødt til at springe ud, forstå mig rigtigt, når safterne stiger.”

”Så, vi har altså ingen forhistorie i din optik? Jeg mener, helt tilbage til rødderne?”

”Tja, nogle mener, vi er såede, og her er vi måske inde ved kernen, hvis det er kernekraft, der er tale om. Jeg ved bare, at vi har lagt kroner til mange reder, og selv gøgen har været på besøg, uden at der er gået kuk i det.”

”Gennem min rodnære netforbindelse har jeg hørt, fra den gamle eg du ser der ovre bag mejeriet, at vi har været til siden tidernes morgen. Jo, jo! Egen kan skam huske slaget på reden, ja PÅ reden og ikke OM reden, og første verdenskrig, og tiden, som sådan, startede jo om morgenen. Andre mener, at tidernes morgen startede om aftenen, fordi der var mørkt. For mig er det ordkløveri, men andre mener noget helt tredje. Noget med forgreninger og lignende, men jeg tror, de ikke kan indse skoven for revl og krat.”

”Men en skønne dag, vil vi vokse ind i himmelen. Og det er, og bliver, kronen på værket.”

Sober fuldmåne.

Som mange ved, er Månen pyntet, for sidste gang i år, tirsdag den syttende december. Men den vil ikke være pyntet, i overført betydning, for denne dag fejrer den Julen, og så finder den det ikke passende at være fuld, selv om alle kalder den fuldmåne. 

For mange digtere har beskrevet fuldmånen som et alkoholiseret væsen. Det ligger jo også lige til højrebenet for letbenede skribenter, men Månen har skam følelser, og har ikke så sjældent følt sig såret. Den døjer lidt med posttraumatisk stress på grund af disse århundredgamle beskrivelser, så den har kundgjort i ”Himmelekspressen,” at der ikke vil blive serveret alkohol den syttende december i år, hverken til den selv eller til nærgående stjerneskud eller følelsesiskolde kometer, som i stedet må sætte takkerne, og iskrystallerne, op efter andre buler, hvis de vil have en lille en på. 

Der er da i øvrigt også ganske mange omtågede stjernebilleder, de kan besøge.

Nej, i år står den på Nisseøl, eller Juleøl som det også kaldes. Altså hvidtøl som har så lidt alkohol i sig, at selv ret små børn kan drikke det uden at blive overstadige. Der er også sket det, at alkoholpolitikken i himmelrummet er blevet strammet op, så man kan miste sit stjernetegn, hvis man er bedugget, mens man arbejder.

Hvis nogen skulle høre Månen hikke omkring den syttende december, bedes man straks rette henvendelse til Mælkevejens Sheriff, som let kan kendes på den store stjerne, han bærer i reversen på sin vest, som er reserveret til anvendelse i embeds medfør. For det betragtes som meget vigtigt, at Månen opfører sig intergalaksemplarisk og sømmeligt. Hvis Månen var fuld, hver gang den var fuld, ville den være en elendig rollemodel for især menneskene på jorden, som jo ser op til den.

Når fuldmånen står højt på den smukke nattehimmel, bør den inspirere til poesi, elskov, skønhed og fred. Den har altid gerne villet lyse selv, fra det øjeblik det gik op for den, at det var solen som skænkede den lys. 

Det tog lang tid, før den indså dette, og det er forståeligt, når man tænker på, hvor smukke spejlbilleder havet fascinerer den med, og derfor glemmer den let, hvad den selv, og dens lys egentlig er gjort af. Og dette, at lyse selv, er noget af en opgave, for det er slet ikke nok, at der er lys i lygten. Nej, der skal noget andet til. Helt hvad dette andet er, ved den ikke med bestemthed endnu. Den har dog sine anelser.

Mange tænker slet ikke over, at Månen har intuition. Men det har den, og den prøver at lytte til den, så derfor vil den forsøgsvis ønske Glædelig Jul med et glas skummende Nisseøl, som den vil hælde citronvand i for friskhedens skyld. Det er et råd, den har fået af Mars, som liiige nåede at smage denne blanding, inden den følte et gok i planeten og gik i koma. Den havde været alt for krigsliderlig og drikfældig i for lang tid, levet som en ødeland, og betaler nu af på den gæld, dette medførte. 

Dens øde lande skyldes vel Karma, som hverken kan kaldes god eller dårlig, bare retfærdig og selvforskyldt, så vidt vides. Om andre ting har spillet ind, kan der være mange gisninger om, men ideen med Karmas indgriben falder i god jord hos de fleste, og så kan sagen ligesom lukkes. 

Når tiden er moden, kommer den til prøve, og hvis den har lært sin lektie, kan den måske blive blomstrende igen. Hvem ved? Kærlighedspoesi står øverst på dens ønskeliste, fordi den har hørt nogle strofer fra et usædvanligt smukt og forelsket stjerneskud, der var faldet for en stjernesol, og selv en tåbe kan da håbe. Men det er for tidligt endnu, inspirationen mangler, mens et gryende håb dog spirer.

Månen ved alt dette og har selv, gennem umindelige tider, smagt på livets goder, i grådigt overflod, så den siger nu: ”Bedre sent end aldrig.” Og så længe den holder sig på sølvstien, med de gyldne stjernemarkeringer og de dybe grøftekanter, vil solen skinne på den, og lade den føle, den selv står inde for sit smukke lys. Indtil den selv kan.

Men den må vare sig for ikke at falde i sølvstiens grøfter igen, hvor der er så meget, den kan komme til at forgribe sig på, for der er kun lygtemænd til at vildlede. Og det bliver man bare så træt og slidt i ansigtet af.

Det daglige "brød."

”Kære søde, rare, bette Vorherre,” som Thummelumsen sagde i Livsens Ondskab, og som han havde held med. ”Har du ikke en god ide? Jeg ved ikke, hvad jeg skal lave til middag i dag.”

”Hvad fik du til middag i går?”

”Hakkebøf med hvide kartofler, brun sovs, bløde løg og rødbeder, og i forgårs fik jeg grønlangkål med kogt flæsk og medister, brunede kartofler og en stor klat sennep, men det var selvfølgelig kun i går, du spurgte til. Det var bare så godt, at jeg lige ville nævne det.”

”Så vil jeg anbefale en god gang risengrød med sukker, kanel og smørklat, nu vi er i julemåneden. Kanel med måde, men kanel hører sig til. Er du ikke lige til det, så et par gode stykker dansk smørrebrød, f. eks et stykke med rullepølse. Men husk et salatblad, rå løgringe, kapers og et pænt stykke sky. Drys så lidt karse over og læg et par små tomatbåde på skrå. Desuden foreslår jeg et stykke med roastbeef. Her skal du bruge remoulade, et par tomatskiver og ristede løg, og nu du har fat i karsen, drys bare lidt over. Det går til det meste.”

”Tak, god ide. Det vil jeg gøre. Hvor er jeg glad for, at jeg endelig fik fat på dig. Før det turde jeg knap nok spise mig mæt, fordi jeg troede, jeg var skyldig i et eller andet. Og fordi der er så mange som sulter, og det har der været i hele verdens historie.”

”Nyd du endelig det bedste fra mit bord, men lad være med at spise som et svin. Vær opmærksom på at tænke og handle æstetisk. Jeg kan, ikke ofte nok, anbefale mentalhygiejne, og her spiller måden, at spise på, også sin rolle.”

”Man må altså godt spise svinekød?”

”Ja, selvfølgelig. De eneste regler vedrørende mad og drikke, og faktisk også alt andet, er: Alt er tilladt, men ikke alt er gavnligt, ikke alt er klogt. Og hvad der er godt for én kan være skadeligt for en anden, så det må man finde ud af, og selv om man næsten altid kun forbinder mig med hjertet, siger jeg nu, at man også meget gerne må bruge hele hovedet, og ikke bare munden.”

”Før jeg fik fat i dig, troede jeg, at jeg var hellig, at jeg var frelst. Jeg var blevet fortalt, at sandheden var Jesus, og at jeg bare skulle vedkende mig det, og så sige det ved enhver lejlighed. Så var den hjemme.”

”Jah, nej så let går det nok ikke helt, for sandhed er sandhed i sig selv. Det er en levende kraft som er i din indre virkelighed. Hos de fleste mennesker er den gået i hi, fordi de ikke ønsker den. De er faktisk rædselsslagne ved den. Men den må vækkes, ellers forstår man ikke, hvem eller hvad Jesus er. Det Jesus sagde, om vejen, sandheden og livet, var skam ikke for sjov, det var sandhed. Hvis dette ikke kommer frem i erkendelsen, er religion egentlig kun ord og postulater, ingen reelt kan stå inde for – samt tiggeri. Man må leve med sandhedens ånd, og det går kun an med et rent hjerte. Ellers er man på Min Mark, og det kan gå helt galt. Så begynder de svageste igen at prædike om helvede, ild, synd, død og, ikke mindst, blod for at få lidt alvor i det. Og så taber man mig helt af syne, selv om jeg altid har været, og altid er, til stede.”

”Hmmm, kan jeg nu være helt sikker på, at det er dig, jeg taler med, eller kan det være noget, jeg forestiller mig?”

”Du har vel hørt, man siger: Beder du til gud, er du troende, får du svar, er du skizofren? Men det må du selv gå og bokse med. Har du i øvrigt husket dine piller?”

Pebernødder.

En lille historie fra en af Danmarks dejlige plantager, hvor der sker meget mere, end man lige umiddelbart bliver opmærksom på. Da denne historie fandt sted, var det december, og alle plantagens træer bar smukke snedekorationer på grenene. Faktisk var der sne overalt, men ikke mere, end det var til at håndtere, bare man var rigtigt klædt på. Nogle vil nok sige, at området mindede om et gammeldags julepostkort.

Ude i plantagen gik rottefar og spejdede efter det helt rigtige juletræ. Han vidste lige nøjagtigt, hvordan det skulle se ud, og hvilken størrelse det skulle have, for hjemme i den hule eg ville kun én størrelse være passende.

Så var det der. Det smukkeste, lille træ med fyldige grene og den lige stamme helt fra roden til toppen, som så ud som om den rakte efter en stjerne.

Han havde en økse i rygsækken, og den var nyslebet, så det var ingen kunst at fælde det lille træ. 

Glad tog han fat om det nederste af stammen med begge poter og lagde den op på sin venstre skulder. Toppen slæbte langs skovbunden, mens han begav sig hjemad.

Hjemme igen, i den hyggelige rotterede, var rottemor og ungerne næsten færdige med at pynte op, og der duftede dejligt af jul.

Rottemor var spændt på, hvad hun skulle have af rottefar i julegave i år. Sidste jul havde hun fået et forklæde, som rottefar selv havde flettet af gavebånd, han havde fundet i en container mellem jul og nytår, forrige år. Hun selv og ungerne havde rottet sig sammen om nyt fodtøj til ham, fordi han tit klagede over, at hans sko klemte. Han gik nemlig stadig med de samme sko, han havde på, da de blev gift, og ingen bryder sig vel om at gå i for små sko.

Ungerne fik en stor pose nødder hver. Rottefar havde fundet et af egernets forrådslagre, og ungerne elskede nødder. Rottemor gjorde dem ekstra lækre, samt aktuelle, ved at drysse peber over dem. Det gav julestemning.

Og julestemning var det, alt drejede sig om. Julestemning som kunne give fred i sindet, og for en stund vikariere for det stressende rotteræs man måtte deltage i resten af året.

Manipulation.

Peter og Anker følte sig utrygge her. Selv om de begge var midaldrende, holdt de hinanden i hænderne. Det faldt helt naturligt og hjalp lidt på den vibrerende usikkerhed. Her var bart og ensomt, og de eneste tilgængelige lyde kom fra vindens, næsten hånende, klagen, piben, stønnen, jamren og prusten.

De gik hen ad en smal, og meget lang, gang med lavt til loftet. For enden af gangen var der et smukt og klart lys, som kom fra en eller anden form for åbning, og denne åbning var umiddelbart, og fuldautomatisk, målet for deres besynderlige færd.

Hvorfor de var her, og hvordan de var kommet her, tænkte de ikke engang på. Men den lysende åbning trak i dem, og de fortsatte, dragne og tøvende fremad.

Pludselig tippede hele molevitten, så åbningen nu var under dem, og de kurede det sidste stykke. Der var intet at gribe fat i, så de fortsatte ud i det fri, hvor der kun var overbelyst og ellers ingenting. De faldt ikke, men følte sig fastholdt af en mystisk kraft. Så begyndte de at stige, hurtigere, hurtigere og hurtigere.

”Nu letter vi... Anker,” sagde Peter, og så forsvandt alt fra bevidstheden.

”Jeg tæller til tre og klapper i hænderne, og så vågner du helt og fuldt. Du føler dig godt tilpas, og kan ikke huske noget som helst,” lød den monotone stemme, hvorefter tre selvsikre klap afsluttede sessionen.

Peter sad i lænestolen, som om intet var hændt, og smilede til Sørine, som sad lige foran ham i en anden stol. Han fortsatte beretningen om sin barndom, og fortalte nu om sin første skolekæreste, som han huskede ganske tydeligt, og som ikke vidste, de var kærester. Det var nemlig ikke noget, man behøvede at vide den gang.

Om hans og Ankers lille trip huskede han ikke et klap.

O Tannenbaum.

Et juletræ er dyrt i år
det koster bare klejner
ved prisen de små nakkehår
sig rejser og man blegner.

Selv kokken som vil ha’ lidt grønt
får heftig sved på panden
han synes dog det er så kønt
og klæder juleanden.

Et juletræ skal ha’ en fod
så det kan stå distancen
man skar jo træet fra sin rod
nu holder det balancen. 

I Norge har man penge nok
for prisen ej man segner
man hiver kagedåsen frem
og bruger norske klejner.

http://www.youtube.com/watch?v=LieDB2SG5To

Vesterhavsbrænding.

Om foråret kvittevittevitter lærken mod den blå himmel, mens lommelærken klukker, eller kluk-lér, hele året.

Alkohol kaldes vinånd og bor ofte i en flaske. Slipper man ånden løs, går det sjældent upåagtet hen. Nogle trives med dens velsignelser, mens andre lider under dem.

Hos nogle er ånden tjener, hos andre herre. Den har det ligesom hunde: Et velafbalanceret eksemplar adlyder sin herre og kan gå uden snor. Er den utilpasset, og betragter sig som flokleder, vil den opføre sig uhensigtsmæssigt og være ulykkelig.

Men det er måske ikke så meget vinånden, som den der byder den op til dans, der har skoene på. Vinånden lader sig gerne føre af en god danser, mens en elendig danser bliver forført.

De sidstnævnte burde slet ikke inklinere, for så kan det gå, som det gik for Kristian. Han er dog et meget yderligtgående eksempel, men var vel egentlig heller ikke vild med dans, som sådan.

Officielt var Kristian afholdsmand. Han var afholdt, og han destillerede brændevin, som han rundhåndet skænkede til sig selv og vennerne, når lejlighed bød sig. Det gjorde ham ikke mindre afholdt, og lejligheder var der nok af. Her var Kristian nemlig kreativ, for han holdt meget af sin brændevin. Han nænnede ikke at betale de priser, butikkerne forlangte, og han ville heller ikke rejse til den anden siden af grænsen for at handle billigere, og smugler var han ikke. Her satte han grænsen.

I sine yngre dage havde han set lyset. Han var faldet i staver over en æbleskivepande i kobber, som hang på væggen. Lyset fra en pære som hang i loftet uden skærm, var faldet i panden, og havde fremkaldt et blødt, intens skær, som han så på uden at tænke nærmere over det, og pludselig bredte sig en salig fred i hele hans væsen. Han forstod, fordi det nu sagde sig selv, og han indså, at alt var godt. Hverken mere eller mindre.

Efter et par timer kom han langsomt til sig selv igen, men freden blev der, og det var ganske vidunderligt. Den holdt sig nogle uger, og Kristian erfarede, at der skete små helbredelser i hans nærhed. Han vidste, de kom fra ham, for det kunne han tydeligt mærke i ryggen. Der undslap en kraft fra ham, og en eller anden, som havde døjet med noget, var pludselig helbredt. Folk bemærkede forandringen, og man begyndte at kalde ham Kristian Himmelfart.

Men Kristian var svag. En dag følte han ikke kraften mere, og det gjorde ham fortvivlet. Han begyndte at skæve til det arsenal af flasker, han havde stående, og som han helt havde glemt i åndens lys. Det endte med, at han forsigtigt prøvede med et lille glas, så et mere, og endelig kom freden tilbage. Det var dog slet ikke den samme fred som før, men bedre end ingenting. Han skammede sig lidt, følte at han svigtede, men så ingen anden udvej, og så tog det ene glas det andet.

Hans to nærmeste venner, Sprutnik og Damen Uden Underkop, begyndte atter at besøge ham, nu han ikke var så underlig mere. Sprutnik havde fået sit kælenavn, fordi han kom fra Nr. Lyngby, hvor han helårsbeboede et sommerhus. Det stod dog efterhånden så nær ved skrænten, at det var risikabelt at opholde sig der, særligt når efterårsstormene tog ved. Han fortalte gerne om sine UFO-observationer på himlen over Vesterhavet, men folk slog det hen som satellit-kuller. Inga havde rejst med cirkus i sine yngre dage og ville helst drikke af krus, ligegyldigt hvad hun drak, så derfor kaldte Kristian hende for, Damen Uden Underkop.

Ellers nød han også gerne sine veldestillerede dråber i eget selskab. Når han havde taget proppen af flasken og skænket op, rullede han med øjnene og lovpriste sin ”Vesterhavsbrænding.” Han tog altid en meget dygtig slurk, for han kunne godt lide, at den sad. Og så følte han, at han på sin vis var royalist. Han hyldede Kong Alkohol ved mange lejligheder, som han kaldte ejerlejligheder, fordi han jo selv havde produceret.

”Selvgjort er velgjort, den der smører godt kører godt, alle gode gange er tre, og alle veje fører til Rom,” var noget han sagde i tide og utide. Det var gode sætninger, som han var vokset op med, og i hans univers var genbrug ikke et fy-ord.

Når han havde sat mange glas i arbejde, og udbyttet kunne registreres på varmen der bredte sig dulmende i hele kroppen, kunne han finde på at gøre honnør for Kong Alkohol. Ved en såkaldt ejerlejlighed havde honnøren været for kraftig. Han mistede balancen, og satte sig på gulvet ved siden af stolen.

”Så, så, så så så,” udbrød han og tog sig til lænden. Han snuppede en ekstra stor slurk ”Vesterhavsbrænding” og evaluerede. Resultatet blev, at han placerede en ekstra stol ved siden af den, han ikke ramte. Men næste gang han kom til at gøre for hurtig og for kraftig honnør, satte han sig mellem de to stole. ”Ja, så er man da godt og vel lige vidt,” mumlede han.

Og der sidder han og synger: ”Jeg blev født, mens glade lærker sang.” De ord er de eneste, han nu kan huske af ”Jeg er havren,” men det gør ikke så meget, for de passer til melodien hele vejen igennem. Denne gentagelse af disse smukke ord, gav et løft. De fungerede mantraagtigt og tændte en slags lys i kroppen og i sindet.

Indtil lyset stille gik ud, mens han svagt mumlede: ”Enhver er vel salig på sin k..”