Indianeren kan ikke røre sig ud af flækken. I hvert fald ikke når nogen ser på. Men en særlig julenat, når døren til atelieret er låst, vil han på magisk vis fordampe fra lærredet, tage en art astral form og stige op til Muserne, hvorfra han kan udføre sin mission. Muserne udfritter ham formentlig om hans forehavende, som han beredvilligt vil fortælle dem om, mens de indsnuser hans dufte, som er en blanding af oliemaling, røgelse og ram, tørret bøffelskind:
”Da jeg levede som menneske på jorden, lang tid før jeg blev foreviget i olie på lærred, ja lang tid før hippietiden, hvor man principielt var inde på tankerne, blev dette besluttet.”
Han holder en pose i sin venstre hånd, hvorfra han med sin højre hånd regelmæssigt tager nogle håndfulde, et eller andet, og strøer hen over jordkloden.
”I denne pose er der lige så mange frø, som der er stjerner i universet. De kommer fra Nordlysenes magiske marker. Jeg kaster dem ud over hele kloden, og vindene fra de fire verdenshjørner rejser sig hver gang og fordeler frøene så ligeligt som muligt. Det kan ikke undgås, at der hist og her bliver sået lidt magert, og hist og her lidt fedt, men alt i alt bliver fordelingen effektiv og tilstrækkelig.”
”Disse frø, bliver til blomsterbørnenes børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn som vidunderlige fornyere af den legendariske Make love, not war-vision. Efterhånden som de vokser op og pryder alle områder på kloden, vil deres skønhed være så overvældende og overbevisende, at alle snylteplanterne, alle de invasive og dræbende arter, alle de der hæmmer, hævner og skader, bliver flove og visner af skam.”
”Denne nye, smukke avantgarde af blomster vil få hjælp af avantgartnere som vil vande og gøde dem, når og hvor det behøves samt luge de sidste hårdnakkede, genstridige og fjendtligsindede planter bort og smide dem på kompostbunkerne, hvor de lidt efter lidt bliver omdannet til frugtbar muld.”
”Det eneste agtværdige eftermæle de opnår.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar