Med et tov over skulderen trækker han sin gamle slæde. Mederne er gnedet grundigt med stearin fra resterne af de lys, som overlevede juletræet sidste år. Slæden er læsset med juleglæde pakket fint ind i julepapir, men den går trægt og larmende. Der er nemlig ingen sne. Kun grus og græs. Men det er en gammel skik, og vil vejret ikke arte sig, lader han vejret om det.
Men skikkene kan han holde, og for at juleglæden ikke skal blive for overvældende, er han blevet vaccineret hos dr. Frederiksen, som udskriver recepter, hvis man ikke kan komme i julestemning. Han vaccinerer også mod den, hvis den har det med at tage for meget over.
Julen er jo børnebørnenes og oldebørnenes fest. De ved, hvad julestemning er, og den gamle undgår den ikke, medmindre han helt afsondrer sig fra de forventningsfulde blikke fra tindrende barneøjne. De pakker med juleglæde han trækker på sin skramlende slæde, er til alle dem, der ikke har mulighed for at holde et barn i hånden juleaften.
Han husker nemlig ganske tydeligt, hvordan det var for ham at holde en voksen i hånden, mens der blev sunget salmer og gået omkring træet. Det gjorde de brudstykker, han forstod af teksterne, fuldgyldigt troværdige, og himlenes porte stod på vid gab.
/J.W.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar