Drømmetur.

Det var altid Terpsichore der blev sendt til Vesterhavet ved juletid. Her dansede hun forjulen ind, hvor vandet var lavest, tæt på stranden. Bølgerne sørgede dog for, at hun blev godt våd over det hele, og hun havde musechampoo med, så håret kunne blive helt rent. Dette årlige julebad smittede af på de andre otte, for de var inderligt forbundne. På en måde, mennesker ikke kan forholde sig naturligt til. Muserne fungerede måske lidt drømmeagtigt, set herfra, og jordens temperaturer kunne ikke berøre dem, da verden var en del af deres drøm. De kaldte den derfor deres drømmeverden.

Inde på stranden var far, mor, deres to børn og en hund på spadseretur. De ville friskes op, inden juleræset satte ind, og de var ganske fornuftigt klædt på med huer, vanter og halstørklæder, som gjorde det muligt for dem at nyde det friske Vesterhavsmiljø.

Pigen fik øje på Terpsichore, mens hun var ved at vride vand og sæbe ud af håret.

”SE, en dameviking, udbrød hun og pegede.”
”Nej, her er vist kun måger,” svarede hendes far, ”og de er klædt på til vejrliget. Fra naturens hånd. Drengen fik også øje på hende.

”Hun ser ikke engang ud til at fryse.”

”Hvad snakker I om?” Moderen kiggede undrende på børnene. ”Vi må vist hellere se at komme hjem igen, for den kolde vind har nok bidt sig fast, så I ser drømmesyner.”

De begyndte at vandre op mod klitterne, men hunden ville ikke med. Den løb ned til vandkanten og stod med logrende hale og kiggede mod brændingen.

”Se Hannibal,” sagde faderen. ”Han drømmer vist om at få en svømmetur i de kolde bølger.”