Tilskuer.

”Nu synger året på sidste vers!”

”Synger? Åh, ja, det har været som et moderne testerstykke. Tæppet går snart ned, og så kan vi rejse os og gå ud i det virkelige liv igen.”

”Det har været et kort stykke. Det er ikke så længe siden, jeg kiggede på mirabelletræet og spåede, der ikke ville komme mange mirabeller i år, fordi den halve side manglede blomster. Der var heller ingen insekter, og så tænkte jeg, at resten af blomsterne ikke ville blive bestøvet.”

”Der kom alligevel en del mirabeller, og pludselig plukkede jeg den sidste, jeg kunne nå. Så begyndte man at reklamere for julefrokoster. Det var så uvirkeligt.”

”I juni gik jeg med handsker og hue, fordi der var koldt. Man blev ikke omsluttet af en varm, nærværende sommer. Kun nogle få dage, som jeg lige husker det. Så man holdt naturen, og tiden, ud i en armslængde fra kroppen.”

”Efteråret var pænt.”

”Ja, men det var heller ikke, som det plejede. Jeg føler, man har holdt sig lidt udenfor kalenderskiftene, fordi kun ganske lidt har artet sig, som det burde.”

”Men det har gennemsnitligt været et ganske varmt år, med storme og oversvømmelser, så når tæppet er gået, og nytåret er skudt af, kan vi forhåbentlig begynde på en tid, som er til at forholde sig til. Jeg savner forårets lette dans og sommerens kærlige krammere. Kort sagt savner jeg at være med i forestillingen.”