Solen gennede natten bort, som den naturligste del i verden. Den strakte sine stråler og fremviste et blidt og selvsikkert smil. Havet havde forsøgt at pirke til den, som en utålmodig kattekilling, og endelig lykkedes det.
”God morgen sol. Nu kan vi lege igen, hvis du er vågen nok og med på den.”
”Ja, god morgen hav. Du er altid så morgenfrisk og har allerede rullet dig ud. Leg du nu bare, mens jeg kommer helt til hægterne. Jeg har skubbet nattens dyne til side, og jeg skal lige have den rullet ordentlig sammen. Men jeg er her jo og holder øje med dig. Du spinder og karter så veltilpas og kan sagtens lege lidt alene.”
”Er det ikke træls med alle de ting, du skal om morgenen? Du kæmper med nattens dyne dag ud og… jeg mener nat ud og nat ind. Mærkeligt at den ikke snart giver sig helt. Du vinder jo hver gang. Hvad med at knocke den ud én gang for alle?”
”Det er blot spil for galleriet. Vi opfører denne kamp på verdensteatret hele døgnet rundt på vores drejescene, og på en måde, så begyndelser, mellemspil og slutninger altid er i gang, afhængig af fra hvilken side man end ser det. Forestillingen slutter egentlig kun for dem der gennemskuer handlingen, rejser sig og går udenfor. Så står de og smiler med en tændt smøg i hånden og ryster lidt på hovederne. Men de roser os helt op til skyerne, og kan nu gense forestillingen på de fribilletter de får. Og vi fortsætter ufortrødent, for vi er på kontrakt og kan ikke sådan lige slutte uden videre. De der har investeret i billetter skal have noget for pengene. Og der kommer hele tiden nye til.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar