søndag den 8. juni 2014

Thor's hammer


The goats, Tanngnjost and Tanngrisner, were hitched to the wagon, reinforcing belt, Megingjord was cleaned and polished as much as Thor could stand, and Mjolnir was already sitting in the belt. He reached for the iron gloves, as he called Lamgreipner, and which he would not do without when he was incredibly strong when he had them on. And it was valuable, as life was fraught with danger. When he was travel ready, he was absolutely not to be trifled with, and that knew the giants, so they did everything they could to avoid coming within Thor’s hammer’s field of vision and reach.
The giants never thought that it could possibly be interesting to live in peace, harmony and joy in the hearts. No, rather scare people, abduct them and, if possible, kill them. It made sense in their reptile brains.
Now he breathtaking speeded across the sky. His two goats jumped, the best they had learned, and in his right hand he held Mjolnir raised, ready to send thunder and lightning, so there was harmony between his thoughts and his fearsome discharges. Right now, however, he was at ease, because it was morning for him, and he had eaten both the goats last night and swallowed appropriate sips mead, and appropriate for him was something that looked like a pair of medium-sized lakes on earth. Neither more nor less. It was nice to keep the head cool and clear, and there was quite a lot going on as long as the giants were so unruly as they were.
Gnawing the bones clean, after supper, he remembered to pack them into goat skins again so the goats could wake in the morning in good spirits and by good body condition.
Thor saw a giant, who quickly tried to hide behind a cloud, which he hoped would hide him for Thor’s clear blue eyes, but Thor was neither naive nor gullible, and sent an enormous lightning against him. Whether he hit him or not, he couldn’t see, but he might at least have put a fright at him.
He did not make any false hopes that the giant would be wise to injury, because the giants were so indoctrinated by Nidhug, Fenris, the Midgard Serpent, Surt and Udgardsloke that they thought everyone else had delusions. Everyone should, in their view, knowing that the earth was created by Ymirskrop, and did they spot any questioning about it, they would immediately kill, In this way, they were freed for any possible doubts of their childhood learning, as they had been indoctrinated in the Sunday schools in Jotunheim.
Although Thor’s lightning might not h have hit the giant, it was a beautiful sight. A lightning as Thor might well be proud of, for he had been in the right mood. There could indeed be a large difference between lightnings, depending on his state of mind, but when they were so big and beautiful that many held their breath with a mixture of admiration and awe, he had a good feeling in his stomach, and stomach feelings he had a very serious relationship to.
A small wooden ship with orange sail, was en route from Gjøl to Nibe. The family had been to Sunday sermon, complete with coffee and cake, and sailing was common at the time, if you were a sailor or fisherman and had a suitable boat. It was also much faster, because using crow flies was much shorter than the winding roads that had to be followed in wooden wagons with big, squeaky wheels and pulled by horses bucket. The hubbub between Thor and the Giants had gotten the waves dancing, and the boat had to follow the rhythm, whether it wanted it or not.
Suddenly tore a huge lightning sky, and a little boy exclaimed:
“Wow, the sky cracked. I could see into God’s throne room, where there was a light that was much stronger than uncle’s new barn lights. “
“Nonsense, boy,” said the father angrily as he struggled to keep the boat on course. He had to use excessive force to direct the helm expedient, but he was an experienced fisherman who knew what he was doing, and he also knew that he had to be particularly careful and exact.
“No, my boy, it is the large voltage differences that develops when ice and water particles move up and down in the clouds and rub against each other. These potential differences occur both between different parts of the cloud and the ground. It is very difficult and very technical to explain how the clouds are ionized, so on a daily basis, we must rely on our barometer. “
Thor had overheard the exchange of words between the father and the boy in the boat and understood broadly, even though it was in newer Danish, which, he had some knowledge to. Although he would not try to speak it, because it sounded both too sharp and girlish in his ears.
He smiled at the father’s explaining to his son and thought:
“Unbelievable, so superstitious people are these days. Well, my stomach rumbles, it pulls shown up to a large mug thunder coffee and a big bite of Sif’s well-prepared, Goat-Jerky.”

Thors hammer.

Gedebukkene, Tanngnjost og Tanngrisner, var spændt for vognen, styrkebæltet Megingjord, var renset og poleret, så meget Thor nu gad, og Mjølner sad allerede i bæltet. Han rakte ud efter jernhandskerne, som han kaldte Lamgreipner, og som han ikke ville undvære, da han var ufattelig stærk, når han havde dem på. Og det var værdifuldt, for tilværelsen var fyldt med farer. Når han var rejseklar, var han så absolut ikke til at spøge med, og det vidste jætterne, så de gjorde, alt hvad de kunne for at undgå at komme indenfor Thors synsfelt og hammerens rækkevidde.
Nu for han med rasende fart hen over himlen. Hans to gedebukke sprang, det bedste de havde lært, og i sin højre hånd holdt han Mjølner løftet, klar til at sende lyn og torden ud, så der var harmoni mellem hans tanker og hans frygtindgydende udladninger. Lige nu var han dog veltilpas, for det var morgen for ham, og han havde spist begge gederne i aftes samt nedsvælget passende slurke mjød til, og passende mængder for ham var noget, der lignede et par mellemstore indsøer på jorden. Hverken mere eller mindre. Der var jo hverdag, og så var det rart at holde hovedet koldt og klart, og der var temmelig meget at se til, så længe jætterne var så uregerlige, som de var.
Efter at have gnavet benene rene, efter aftensmåltidet, huskede han at pakke dem ind i gedeskindene igen, så gederne kunne vågne om morgenen i godt humør og ved god huld.
Jætterne tænkte aldrig på, at det eventuelt kunne dreje sig om at leve i fred, fordragelighed og med glæde i hjerterne. Nej, så hellere skræmme folk, bortføre dem og, om muligt, slå dem ihjel. Det gav mening i deres reptilhjerner.
Thor fik øje på en jætte, der lynhurtigt forsøgte at gemme sig bag en sky, som han håbede ville skjule ham for Thors klare, blå øjne, men Thor var hverken naiv eller blåøjet, og sendte et gevaldigt lyn mod ham. Om det ramte eller ej, kunne han ikke se, men han havde givet sat en skræk i livet på ham.
Han gjorde sig dog ingen falske forhåbninger om, at jætten ville blive klog af skade, for jætterne var så indoktrinerede af Nidhug, Fenrisulven, Midgårdsormen, Surt og Udgårdsloke, at de troede, alle andre havde vrangforestillinger. Enhver burde, efter deres mening, vide, at jorden var skabt af Ymirskrop, og hørte de nogen sætte spørgsmålstegn ved det, blev de straks dræbt eller, i de mildeste tilfælde, kom i bad standing, hvilket også var aldeles livsfarligt. På denne måde blev de fri for at tvivle på den børnelærdom, de var blevet indoktrineret i søndagsskolerne i Jotunheim.
Selvom Thors lyn måske ikke ramte jætten, var det et flot syn. Et lyn som Thor godt kunne være stolt af, for han havde været i det rigtige lune. Der kunne nemlig være ret stor forskel på lynene, afhængigt af hans sindstilstand, men når de var så store og flotte, at mange holdt vejret med en blanding af beundring og ærefrygt, havde han en god mavefornemmelse. Og mavefornemmelserne havde han et seriøst forhold til.
Et lille træskib med orange sejl, var på vej fra Gjøl mod Nibe bredning. Familien havde været til søndagsprædiken, med tilhørende kaffe og kage, og det var almindeligt på den tid at sejle, hvis man selv var sømand eller fisker og havde en egnet båd. Det var også meget hurtigere, fordi man, stort set, brugte fugleflugtslinjer i stedt for snoede veje, som måtte følges i trævogne med store, knirkende hjul og trukket af hestespand. Al den hurlumhej der var mellem Thor og jætterne havde fået bølgerne til at danse, og båden måtte følge rytmen, hvad enten den ønskede det eller ej.
Pludselig flængede et kæmpestort lyn himmelen, og en lille dreng udbrød:
”Orv, der revnede himlen. Jeg kunne se ind i Guds tronsal, hvor der var et lys som var meget stærkere end onkels nye staldlygter.”
”Sludder, knægt,” sagde faderen vredt, mens han kæmpede for at holde båden på ret kurs. Han måtte bruge mange kræfter for at dirigere roret formålstjenligt, men han var en erfaren fisker der vidste, hvad han havde med at gøre, og han vidste også, at han måtte være yderst opmærksom og nøjeregnende.
”Nej, min dreng, det er de store spændingsforskelle, der udvikles, når is- og vandpartiklerne bevæger sig op og ned i skyerne og gnider mod hinanden. Disse spændingsforskelle opstår både mellem forskellige steder i skyen og jorden. Det er meget svært, og meget teknisk, at forklare, hvordan skyerne ioniseres, så i det daglige må vi stole på vores barometer.”
Thor havde overhørt ordvekslingen mellem faderen og drengen i båden og forstod den stort set, selvom den var på nydansk, som han dog efterhånden havde et godt kendskab til. Selv ville han ikke forsøge at tale det, for det lød alt for søgt og tøset i hans ører.
Han smilede af faderens forklaring til sønnen og tænkte:
”Utroligt, så overtroiske folk er nu om dage. Nåmen, min mave rumler, det trækker vist op til et stort krus tordenkaffe og en dygtig bid af Sif’s veltilberedte Gede-Jerky.”

Ingen kommentarer:

Send en kommentar