Julelys.

Lyskæden følte en eventyrlig rislen i sit indre ved tanken om den forestående jul, hvor den skulle være hovedattraktion i grantræets pynt. Bevares, kræmmerhuse, fugle på sølvkugler med indtørret spray-sne, stjernen på toppen, glimmer, dusinvis små, pæredanske Dannebrogs-papirflag på snor, og fehår, var også yderst vigtigt tilbehør. Lys kunne det ikke selv frembringe, kun genskær. Men det var med til at skabe julestemning.

Sidste år måtte syv pærer udskiftes, fordi glødetrådene var brændt ud. De blev dog hurtigt erstattet af nye små pærer, og en af de funktionsdygtige, som havde været med en god del år, udbrød resigneret, mens den sidste af årets udtjente pærer slap kontakten til kæden:

 ”Så har han trådt sin sidste kædedans. Det går den vej, hønsene skraber, men den vej skal vi jo alle, som man siger.”

Næsten elleve måneder tog det at sove julerusen ud, efter de havde været godt pyntede under julefestlighederne. Sådan var deres natur, og det meste af denne tid foregik i dyb, drømmeløs søvn. Mens november ebbede ud, begyndte de at smådrømme, og når fatter havde fået fod på træet, og fundet æsken med julepynt frem, gabte pyntegenstandene på skift, mens de gned søvnen ud af øjnene.

”Mon de når pynten?” sagde en lille pære og blinkede til en anden, da hænder greb om lyskæden og begyndte at rinke den op. ”Når vi er fuldt ophængte, skal vi så ikke lege, at grantræet er et pæretræ?”  En af pærerne gnækkede, en anden ytrede, at det var en lys ide, og det var store ting. For de var mest til det højtidelige og mente, de illuderede et galaktisk imperium uden sorte huller.

 Der var pæreudskiftning hvert år, men kæden lignede alligevel sig selv. De nye, som kom til, vænnede sig hurtigt til at være en del af helheden, og huskede snart ikke andet, selv om de havde haft en fortid i isenkræmmerens vindue, hvor de havde ligget på fint, hvidt vat, flankeret af håndskrevne prisskilte, tørrede kristtjørnsblade og små nissemænd, der var lavet af røde piberensere og placeret på slæder, isenkræmmeren selv havde bygget i sommerferien af sammenlimede tændstikker.

Når lyskæden, en skønne dag, blev tændt og oplyste al den anden pynt, var der ingen af pærerne der tænkte på, at de alle var blevet skiftet ud gennem årene.

 Lyskæden havde jo samme opgave, som den altid havde haft, el-nettet leverede den strøm, det plejede, der var ingen mangel på nye pærer, og de der var udbrændte gik direkte til genbrug.

/J.W.

Markering.

Vægen var så fin at se på. Nødtørftigt iklædt stearin, så dens inderste væsen kunne anes. Den ventede på indvielsen, dens indtræden i modenhedens æra. Den første december. Når tændstikken blev hvislet mod Tordenskjolds svovlallé, brød lyset pludselig frem. En levende flamme ville kysse den nænsomt, og befrugte dens længsel mod at blive født. Når stearinpuppen var smeltet, kom der ro på, og vægen blev bærer af en blid fakkel, der skulle markere hver eneste dag indtil jul.

Der var røde markeriger at gå efter. Når den nærmeste var nået, skulle der hviles. Der skulle samles kræfter til et nyt afsnit, en ny dato. Den burde ikke overskrides, for hver dag havde sit unikke mål. Faldt man i staver, og kom til at overskride sin kvote, fik man karantæne og måtte vente en tid, før man kom på banen igen. Det var så ærgerligt, men efter reglerne.

For er man født til at være kalenderlys, er det tåbeligt at tro, og opføre sig, som om man er en primus. Uanset hvem, eller hvad, der har forsøgt at få én til at tro det. Så kan man let komme til at brænde sit lys i begge ender, og det er der ingen, der har glæde af. Ikke på den lange bane.

Julestemning (1/2).

Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gange var det Kaj Otto, lægen sagde ”værsgo” til.

Kaj Otto rejste sig, så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i en vådserviet.

”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”

”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”

”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

 ”Du skal have en stemningsgaffel.  Apotekerne importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal nok virke.”

”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:

”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”

Første søndag i Advent.

Med en fyldt bærepose i hånden og nogle smukke grangrene under den anden arm, var han nødsaget til at bruge både albuen og foden for at klemme sig gennem døren i etageejendommens mellemgang. Hovedet var bøjet fremover, for mellem hagen og brystet fastholdt han Blindes Jul, som han var blevet tilbudt, inden han entrede mellemgangen. Rumpen kom også i anvendelse, for døren var af den selvlukkende type og havde en temmelig stram fjederarm øverst. Det forekom lidt akavet, fordi døren ligesom forsøgte at lukke sig igen, inden han var kommet helt igennem. Det så ud, som om den skubbede ham fremad, lidt hurtigere end han egentlig var klar til.

Opgangens postkasser var synlige herfra, og Gudrun var ved at tømme sin.

”Dav, så skal der laves juledekoration og adventskrans,” sagde han og gav grangrenene et par ekstra klem med sin bøjede arm, så hun ikke kunne være i tvivl om, hvorfor han var pyntet, som han var. ”Det er ikke for tidligt.”

”Nej, der er jo advent allerede på søndag. Den sidste dag i november. Så kan der sørme hurtigt blive jul. Jeg har netop fundet margretheskålene frem, for jeg skal til at bage småkager.”

”Ja, det er med at nå det hele,” mumlede han, mens han forsøgte at finde nøglen til indgangsdøren frem.

Selv om julen ikke var lige op over, stod julemåneden for døren. På søndag ville der hænge en adventskrans over sofabordet med ét lys tændt, og på indgangsdøren, i sømmet over dørspionen, ville der hænge en juledekoration.

Så kunne man begynde at tale om, at julen stod for døren.

Frejas Sal.

Landskabet, skoven, bjerget og havet var samlede til den årlige evaluering, hvor de diskuterede, hvilken betydning de hver især havde for helheden. Helheden var ansigtet udadtil, og det var vigtigt at få hold på, hvilke indtryk man gjorde ved sine udtryk.

”Du er ikke særlig blufærdig,” sagde havet til skoven. ”I flere måneder har du stort set ikke en trævl på kroppen. Når trækfuglene drager sydover, smider du klunset. Men der er da andre, som skal se på dig. Og i disse digitale tider bliver, også helt unge træer, fotograferet, og billederne bliver distribueret over hele kloden.”

”Du har da aldrig noget på, så vidt jeg lige husker” forsvarede skoven sig. ”Jeg har trods alt både sommer- og efterårstøj, som jeg bruger flittigt.”

”Joh, jeg tilhyller mig selv med mig selv, som der står i visdomsbøgerne. Krusninger, bølger og skumsprøjt er det, man lægger mærke til og ikke mit egentlige jeg. Jeg har også vintertøj, vil jeg tilføje. Den smukkeste is flankeret af broderede isskruninger, og er jeg helt blank, bruges jeg som spejl. Den forfængelige Måne kunne ikke undvære mig, og jeg kunne nævne mange andre ting, som står på hovedet i mig, selv om det selvfølgelig er noget overfladisk.”

”Det lyder som Kejserens Nye Klæder for mig. Jeg bærer undertiden snekalot,” indskød bjerget, ”det er da noget, som tyder på en vis blufærdighed. For ikke at nævne mos, græs, blomster og træer hist og pist.

Nu kom landskabet på banen og sagde eftertænksomt: ” Denne snak om nøgenhed er unaturlig. Jeg klæder mig efter årstiderne, men ikke fordi, jeg er blufærdig. Jeg ser ud, som Vorherre har skabt mig og skifter kun udseende, hvis jeg føler det passende. Hverken Per eller Poul kunne få mig til at acceptere overgreb, dikterede af småtskårne, indoktrinerede, grådige behov. Jeg er gavmild, vild og kultiveret af natur og har mine egne veje, men bliver jeg trådt for meget over tæerne, vil det gå op for enhver, at jeg er andet og mere end et guldaldermaleri.” 

Tanker om tanker.

Tankebilleder giver alene mening for deres iagttager,
som fortaber sig i dem, og skaber rum og tid,
der udfyldes med personer og grænseløse landskaber.
I det fineste lys.

Der udkæmpes slag, der danses tango og wienervals,
og hunde og børn leger med bolde.
Sydpå slukkes soltørsten i en duft af faktor 7.
Pludselig fordufter sceneriet, opsluges af intet,
og det fineste lys skinner jomfrueligt.

Kloden opretholder tænkeren, lader ham optræde og hvile,
før den opløser ham. I tankernes fine lys.

Spruttende lys.

Vættelysene kunne findes i hele sognet, indtil vætterne selv havde været ude at samle dem op. Og de var hurtigt ude, efter tordenvejrets ophør, for disse magiske tordenkiler, havde de god brug for. De besad tryllekraft og kunne beskytte mod lynnedslag, og de var gode til at oplyse hulerne med.

Når de kørte rundt i sognet, i deres små enspændervogne, med harer som trækkraft, var det også praktisk at kunne oplyse hulveje og dunkle ruter i skovbunden. I vinterhalvåret gik ingen ud, efter kaffetid, uden at have et vættelys i hånden samt et par stykker ekstra i lommerne. Deres huler lå tæt på menneskenes huse, som gav godt med læ, og husenes sokler, under jordniveau, var ofte deres ene væg.

En aften bankede det på døren, og lidt efter var gæsten bænket, med et glas dampende for-juleglögg i sine kolde hænder.  For der var østenvind med ruskvejr, så man frøs mere end man gjorde i almindeligt vintervejr, selv med frost. Det var førstelæreren på vætteskolen, som aflagde visit.

”Man ser, I har godt med lys og varme i denne kolde og mørke tid,” sagde han. ”Det glæder én, at I holder fast i jeres barnetro, så I immervæk kan fryde jer over de gode, gamle vættelys. For mister man troen på dem, virker de ikke mere. Det ligger implicit i deres magiske natur. Derfor vil jeg ikke ødelægge noget for jer ved at berette, at de er ældgamle forsteninger af den fossile skal fra belemnitter som, i parantes bemærket, er en blæksprutteart. Nej, den viden skal man holde for sig selv, så min mund er lukket med syv segl desangående. Men kunne der mon blive en sjat glögg mere?”

Husmandskost.

”Hvilken herlig duft,” udbrød Halgrim. Han styrede direkte hen mod den afkrog af hulen, hvor Tinkuy stod og rørte i en sort jerngryde. Hun var næsten indhyllet i røg og damp, og under gryden blussede en lystig ild i brændeknuderne, som indimellem affyrede små gnistrende skud.

Halgrim var netop vendt hjem fra sin lange morgentur og havde en kurv fyldt med svampe i den ene hånd.

”Det dufter, som god, gammeldags husmandskost skal dufte, det du rører rundt i der,” sagde han. ”Men er du ikke lidt tidligt ude med middagsforberedelserne? Har du tisset i sengen?”

”Det kan du gerne spørge om, Halgrim, men bemærkede du, hvor klart vejret var i dag? Jeg kan garanlovedigfor, det ser helt anderledes ud i morgen. Min magiske gryde bestemmer jo, hvordan vejret arter sig oven over hulen, og et dygtigt stykke ud til alle siderne, for at sige det mildt for årstiden, og jeg kan mærke, vi trænger til forandring. Så når vi har spist til aften, lader jeg gryden simre på gløderne. De dør først ud hen ad morgenstunden, og mens ærtesuppen ligger og gør sin gavn i vore mavser, fordamper resten ud af skorstensrøret. Når folk får gnedet nattesøvnen ud af øjnene og stukket en mundfugtet finger i vejret for at vejre hvilken vej vinden blæser, finder de fluks deres tågelygter og tågehorn frem. Du vil høre mange omtale min kogekunst, når de udbryder: Sikke dog en ærtesuppe vi har fået i dag. Den er så tyk, man kan skære i den. Men det er jo bare tågesnak.”

Tidløs.

Punktet, mindre end det mindste og større end det største, er stille og tyst.

Mens sindet berører det med evighedens fingerspids, smiler universets tidløshed, og ringene breder sig frimodigt ud over de grænser, sindet har tilstået evigheden.

Atomet spaltes, og alle lyd- og tidsmure vælter, sten på sten, rosernes kronblade åbner sig, filmede gennem dage og gengivet på sekunder. Ingen ser dog ud til at bemærke det, men alles hoveder drejes på én gang i samme retning, som jernfilspåner for en magnet.

Lysekronens tusinde stjerner tændes, og der er ingen usynlige vinkler mere.

Smilene er uden afstand, mens dagen varer et sekund, og timen varer evigt.

Viben smører sine hæse stemmebånd til næste forårs sang, mens den nyder eksotiske snegle og insekter mellem palmer og cypresser.

Skjalden kvæder.

„Bezta er kvæðið fram flutt …“
(Digtet er blevet foredraget på den bedste måde).

Kommentar fra kongen efter Egils “kvæde.”

En skjald er en skjælm med hjelm og skjold.

Han kvæder en vise, eller reciterer et kvad som hyldest til kongens bedrifter. Han balancerer på sværdets æg, for han må ikke overdrive så meget, at man ikke kan genkende de faktiske begivenheder, og kongen skal fremstå heltemodigt. Den snedige skjald indfletter anvisninger til kongen, og er således også en slags spindoktor.

Med fyldte drikkehorn og grise på spid tog vikingerne imod skjaldens udgydelser og prøvede at huske så meget som muligt. For det var stof, som skulle viderebringes, og man skrev det ikke ned.

Måske ekstra kærkomment i den mørke tid,
hvor man så for lidt til sol, og fejrede Jól.

Reprise fra skurvognen ved tænketanken:

”Jeg har da aldrig påstået, at man kan rejse i tiden. I hvert fald ikke til fremtiden, for den er ikke sket endnu, så det siger sig selv.”

”Men, hvis man kan kommunikere med mennesker fra fortiden, kan man også kommunikere med mennesker fra fremtiden, selvom man ikke kan.”

”Nej, kun med dem fra fortiden. For, som jeg siger: Fremtiden er ikke sket endnu. Ta, tahhh.”

”Så, rolig nu. Hvis man kommunikerer med folk fra fortiden, kommunikerer de vel med folk fra fremtiden.”

Juleklip og Mortensand.

Noah, Emma og Lotte vidste, hvor lang tid der var til jul. De vidste også, hvor lang tid der var til at julekalenderens første låge måtte åbnes, og det så de frem til. Det var et vigtigt vendepunkt, måske den mørke tids allervigtigste, indtil lågen var åbnet. For så lokkede den fireogtyvendes dobbeltlåge, og herefter gik tiden atter uhyggeligt langsomt.

For at korte tiden til den første december, besluttede de at sætte sig sammen og lave julepynt. Det var hyggeligt, og så kunne de drømme, at julen var meget nærmere, end den faktisk var. Lottes mor havde tilbudt et farvet ark karton til hver samt lim og en saks, de godt kunne være fælles om.

”Her er et ark til Emma, et til dig, Lotte, og det her er så Noahs ark. Værsensgo.” Et stort julehyggesmil ledsagede arkene. ”Lim og saks følger lige straks,” tilføjede hun koket. 

Imens gik julemanden søgende rundt i sin kæmpestore hule, et sted på Grønland, og ledte efter stearinlysestumper fra sidste jul. Han ville i gang med at gnide kanemederne grundigt ind, for godt nok foregik meget af juleturen et pænt stykke over hustagene, men der var også behov for at kunne glide let gennem sneen hist og her. Selv om han først skulle afsted ved juletid, havde han svært ved at vente, og medegnideriet forkortede ventetiden. En sværm af små nisser var i fuld gang med at fremstille gaver og pakke dem ind, mens en overnisse, med sygekassebriller, granskede ønskesedler fra alverdens børn og uddelegerede arbejdet. Der var rigeligt at lave for alle, så fra nu af og helt frem til jul, var arbejdsløshed en by i Rusland.

Alle ovnene var sat på langtidsstegning, for Mortensaften blev også fejret her, og de flittige nisser fik en velfortjent pause med andesteg på tallerknerne og julehvidtøl i glassene. Øllene stod på køl ude i sneen en times tid, inden overnissen trak i rebet, som hang ned fra den kæmpestore messingklokke, og kaldte til skafning.

Kildevæld.

Ved kildens udspring var græsset frodigt grønt. Solen glitrede i det levende vand, der genspejlede den med flydende guld og tændte stjernekastere, mens det opførte sin opstemte, blidt pulserende dans.

Vandet flettede sig ind og ud, indhyllede græs, småsten, forhøjninger og fordybninger i sit våde overflod og anlagde en selvfølgelig vej uden eftertænksomme overvejelser. For det spirituelle sind var udspringet samtidig gudindernes musikalske hyldest til livets mystiske selvfølgelighed, akkompagneret af vibeskrig og lærkesang.

Længere nede af bjergsiden bredte vandet sig ud i et delta, jorden sugede sin del i skat, og lidt efter lidt mistede det sin automatiske intensitet. Efter et vist forløb havde det helt glemt, hvor det kom fra og forstod sig selv, som det tog sig ud nu, lige hvor det befandt sig.

Mens det langsomt ebbede ud, drømte det om en spillevende og frodig grøn tid med en kildrende fornemmelse af stjerneglitrende dans.

Wellsprings

At source, the grass was lush green. The sun glittered in the living water that reflected liquid gold and lit sparklers while it performed its high-spirited, gently pulsating dance.

The water wove in and out, enveloped grass, pebbles, ridges and troughs in her wet abundance and formed a natural way without thoughtful considerations. For the spiritual mind was the source the goddess’s musical tribute to life's mysterious matter of course, accompanied by the lapwing hoarse cries and lark song.

Further down the hillside spread the water out as a delta, the ground sucked his share in taxes, and little by little it lost its automatic intensity. After a while it completely forgot where it came from and saw itself as it unfolded now, right where it was.

While it slowly ebbed away, it dreamed about a vibrant and lush green time with a tickling feeling of star glittering dance.

Erfaring.

Denne vidunderlige udsigt, han havde fra Himalayas tinder, trodsede enhver beskrivelse. For dette, selv at opleve den, kunne ikke beskrives. Der bredte sig en dyb følelse af taknemmelighed over dette syn, og han bemærkede, at de største kunstværker, denne verden kunne præstere, udbredte sig for ham. Blomsterne var betagende. Tænk at så mange arter fandtes, og de fleste var hjertegribende smukke. Efter katten havde nurset den lille egernunge, der havde mistet sine forældre, tænkte han på Dalai Lamas budskaber, som var yderst egnede til eftertanke. De stod lysende klart for ham, lige som Rumis, og andres vise ord. Pludselig ville Cecilie lægge sig på sofaen og slappe lidt af, og en kvinde var blevet dømt til døden ved stening på grund af utroskab, fordi hun havde taget en svømmetur i havet.

Ham foldede pc’en sammen og skænkede sig en kop kaffe, uden at spilde de ædle dråber ned i tastaturet. Belært af erfaring.

Hornmusik.

”Skål for Njord, Frej og Odin.”

Skarde kneb sit ene øje i og holdt drikkehornet skråt op.

”I næste måned er der Solhverv, men lad os bare drikke lidt på forskud, for denne mjød er lykkedes ud over det sædvanlige, og den får mig til at tænke på gris.”

Toke var med på denne hyldest til frugtbarheden, og med velbrygget mjød i hornet, forekom verden næsten imødekommende.

”Nu du siger gris, Toke. Gid Sæhrimnir var min, Så kunne jeg nøjes med én gris og alligevel holde mange gæstebud. Jeg får næste gåsehud ved tanken.”

”Misund ikke guderne, Skarde. Du kunne komme for skade at pådrage dig deres vrede. Selvom du godt kunne minde lidt om Høder, tror jeg ikke, det er nok til at formilde Frigg. For Balders øjne har du ikke. Tag nu Leif, Njals lillebroder. Ham kunne Frigg nok ikke stå for, hvis hun skulle få øje på ham. Det siges, han ligner Balder på en dråbe, om man så kan sige, og hvis Frigg fik nys om det, ville hun sikkert sende Gna for at tjekke ham ud, for Balder kan hun ikke glemme. Han var hendes øjesten.”

”Ja og jo. Men Frigg har ikke tid til at holde øje med sådan et par røvere som os to. Hun har vist rigeligt at gøre med at holde Odin i ørerne,  og selvom Fulla sørger for det praktiske, er der nok at se til på Fensale, men måske kunne hun få øje på et og andet under en af sine rideture, når hun lufter Hovvarpner. Hugin og Munin refererer jo kun til Odin, og han sladrer ikke til Frigg. Det er rart for ham at have lidt for sig selv, for Frigg er både her og der og ikke til at komme uden om. Hun kan mere end at sidde ved sin rok og spinde skyer. Der sidder et godt hoved på den kone, siges det.”

”Det er da derfor, Odin altid er skæv. Han har vandskræk, går aldrig i bad, men svømmer i mjød. Han sidder ofte med lukkede øjne, lytter til indre hornmusik og snupper en lur i ny og næ. Det skulle være et syn for guder, når hovedet glider ned mod skulderen, mens ravnen, som sidder der, flakser sine sorte vinger og skræpper irriteret op, fordi det kniber med pladsen.

Det første han gør, når han vågner, er at fylde sit drikkehorn med mjød, for er man faldet ved Yggdrasil, skal man også rejse sig ved Yggdrasil, siger han.

Nå, lad os drikke ud og skænke op igen. Gode gerninger kan ikke gøres for tit, og et par fyldte horn i hænderne er bedre end ét i siden.”

Månespejl.

Mens Solen besøger fjerne himmelstrøg,
holder Månen sit spejl højt,
og retter det nænsomt mod byens tage,
træernes kroner, de bølgende landskaber
og det udstrakte hav.

Musens fingre leger virtuost på harpestrengene,
og fra hendes læber strømmer frydefulde hymner,
komponeret af følsomme stjerneskud.
Spiret på kirken stråler nu som purt guld,
og af skæret, fra det lysende rav ved Musernes kyster,
væves æteriske klædedragter til elskovsdansant
ved Elvernes skovsøer.

Imens udfører tusinde Feer deres magiske ritualer,
som Månen ikke ville være foruden.

Moon mirror

While the Sun visiting distant climes,
the moon keeps her mirror high,
directing gentle light to rooftops,
treetops, the undulating countryside
and the extensive sea.
The Muse’s fingers play virtuoso
her harp strings,
and from her lips flowing joyous hymns,
composed by lonely, shooting stars.
The spire of the church now sparkles like pure gold,
and the glow of the luminous amber
from the muses coasts,
is woven to ethereal costumes for love dancing
around the elves forest lakes.

Meanwhile performing thousands fairies
their magical rituals,
as the moon not would be without.

Mavefornemmelse.

Emma elskede kanelsnegle, og hun elskede hunde. Nogle gange tjente hun en tyver ved at lufte hunde for folk, som havde svært ved at nå det hele. Og tyve kroner var gode lommepenge for Emma, som gik i fjerde klasse. Vi skal nemlig lidt tilbage i tiden, hvor lommepenge ikke hang, bugnende på træerne.

Tyveren var tjent denne dag, og hånden bearbejdede den i lommen. Det var en god fornemmelse, og Emma vidste, hvordan netop denne tyver skulle få ben at gå på, for bageren havde tilbud på kanelsnegle. Fire stk for en tyver. Emma forvandlede resolut sin velfortjente tyver til fire kanelsnegle, og fordi hun havde gået og bagt på dem en tid og glædet sig, fortærede hun dem alle, næsten i ét hug.

Det skal tilføjes, at bageren brugte, de nu forbudte, transfedtsyrer i sine kager, og det har måske været medvirkende til, at formuleringen af denne histories sidste linje, blev som den blev.

Emma havde et vindende væsen og talte aldrig nedsættende om nogen eller noget, måske derfor hendes stemme og hendes skrevne ord var som sølvklokker. Hun havde fået en ny erfaring, som andre måske kunne nyde godt af, så på sin facebookside skrev hun:

”Har netop spist fire kanelsnegle i streg. Det kan absolut ikke anbefales.” 

Byggemodning.

En smuk lille efterårsplet i naturen, tæt ved alfarvej, fanger øjet ved sin beskedenhed. Græs, nogle gyldne nedfaldsblade og en mælkebøtteefternøler, som ser ny ud. Den ved ikke, at sommeren er trukket sydover og blomstrer ufortrødent med årstidsfrit sind.

En bil holder ind til siden, og ruden rulles ned:

”City Süd? Weißt du, wo City Süd ist?”

“Ja, gerade aus, und then to the rigt.  Also, rechts drehen, ved den nächste street.”

” So sind wir nah. Vielen, vielen Dank.”

De finder det nok. Mon ikke de forstod det hele? Jo, det gjorde de, ellers havde de vel ikke takket.

Den smukke, lille efterårspletplet var blevet invaderet under den internationale konversation. Grunden var byggemodnet, og bygningen var allerede skudt i vejret. Opført i rene naturmaterialer, så den faldt godt ind i omgivelserne. 

Samme byggestil som man anvendte på Harald Bluetooths tid.

Site development

A beautiful little autumn spot in the countryside, near the beaten track, catches the eye by its modesty. Grass, a few gold leaves and a dandelion laggard which doesn’t know that summer is pulled southward. It flourishes undeterred with its season free Mind.

A car pulls over and the window rolled down:

"Entschuldigung. Sie wissen, wo City Süd liegt? "

"Yes, gerade aus, und erste street zu the right. Dann rechts drehen by the nächste street wieder again."

"Sind wir so nah? Dankeschön."

Will they find it? I wonder if they understood the instructions. They did, otherwise they would probably not say thanks.

The beautiful, small autumn spot had been invaded during the international conversation.  It was unimproved, and the building was already skyrocketed constructed in pure natural materials, so it fell well into the surroundings.

The same architectural style as was used on King Harald Bluetooth's time.