Landskabet,
skoven, bjerget og havet var samlede til den årlige evaluering, hvor de
diskuterede, hvilken betydning de hver især havde for helheden. Helheden var
ansigtet udadtil, og det var vigtigt at få hold på, hvilke indtryk man gjorde
ved sine udtryk.
”Du er ikke
særlig blufærdig,” sagde havet til skoven. ”I flere måneder har du stort set
ikke en trævl på kroppen. Når trækfuglene drager sydover, smider du klunset.
Men der er da andre, som skal se på dig. Og i disse digitale tider bliver, også
helt unge træer, fotograferet, og billederne bliver distribueret over hele
kloden.”
”Du har da
aldrig noget på, så vidt jeg lige husker” forsvarede skoven sig. ”Jeg har trods
alt både sommer- og efterårstøj, som jeg bruger flittigt.”
”Joh, jeg
tilhyller mig selv med mig selv, som der står i visdomsbøgerne. Krusninger,
bølger og skumsprøjt er det, man lægger mærke til og ikke mit egentlige jeg.
Jeg har også vintertøj, vil jeg tilføje. Den smukkeste is flankeret af
broderede isskruninger, og er jeg helt blank, bruges jeg som spejl. Den
forfængelige Måne kunne ikke undvære mig, og jeg kunne nævne mange andre ting,
som står på hovedet i mig, selv om det selvfølgelig er noget overfladisk.”
”Det lyder
som Kejserens Nye Klæder for mig. Jeg bærer undertiden snekalot,” indskød
bjerget, ”det er da noget, som tyder på en vis blufærdighed. For ikke at nævne
mos, græs, blomster og træer hist og pist.
Nu kom
landskabet på banen og sagde eftertænksomt: ” Denne snak om nøgenhed er unaturlig.
Jeg klæder mig efter årstiderne, men ikke fordi, jeg er blufærdig. Jeg ser ud,
som Vorherre har skabt mig og skifter kun udseende, hvis jeg føler det
passende. Hverken Per eller Poul kunne få mig til at acceptere overgreb,
dikterede af småtskårne, indoktrinerede, grådige behov. Jeg er gavmild, vild og
kultiveret af natur og har mine egne veje, men bliver jeg trådt for meget over
tæerne, vil det gå op for enhver, at jeg er andet og mere end et
guldaldermaleri.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar