Kildevæld.

Ved kildens udspring var græsset frodigt grønt. Solen glitrede i det levende vand, der genspejlede den med flydende guld og tændte stjernekastere, mens det opførte sin opstemte, blidt pulserende dans.

Vandet flettede sig ind og ud, indhyllede græs, småsten, forhøjninger og fordybninger i sit våde overflod og anlagde en selvfølgelig vej uden eftertænksomme overvejelser. For det spirituelle sind var udspringet samtidig gudindernes musikalske hyldest til livets mystiske selvfølgelighed, akkompagneret af vibeskrig og lærkesang.

Længere nede af bjergsiden bredte vandet sig ud i et delta, jorden sugede sin del i skat, og lidt efter lidt mistede det sin automatiske intensitet. Efter et vist forløb havde det helt glemt, hvor det kom fra og forstod sig selv, som det tog sig ud nu, lige hvor det befandt sig.

Mens det langsomt ebbede ud, drømte det om en spillevende og frodig grøn tid med en kildrende fornemmelse af stjerneglitrende dans.

Wellsprings

At source, the grass was lush green. The sun glittered in the living water that reflected liquid gold and lit sparklers while it performed its high-spirited, gently pulsating dance.

The water wove in and out, enveloped grass, pebbles, ridges and troughs in her wet abundance and formed a natural way without thoughtful considerations. For the spiritual mind was the source the goddess’s musical tribute to life's mysterious matter of course, accompanied by the lapwing hoarse cries and lark song.

Further down the hillside spread the water out as a delta, the ground sucked his share in taxes, and little by little it lost its automatic intensity. After a while it completely forgot where it came from and saw itself as it unfolded now, right where it was.

While it slowly ebbed away, it dreamed about a vibrant and lush green time with a tickling feeling of star glittering dance.