”Hvilken herlig duft,” udbrød Halgrim. Han styrede direkte hen mod den afkrog af hulen, hvor Tinkuy stod og rørte i en sort jerngryde. Hun var næsten indhyllet i røg og damp, og under gryden blussede en lystig ild i brændeknuderne, som indimellem affyrede små gnistrende skud.
Halgrim var netop vendt hjem fra sin lange morgentur og havde en kurv fyldt med svampe i den ene hånd.
”Det dufter, som god, gammeldags husmandskost skal dufte, det du rører rundt i der,” sagde han. ”Men er du ikke lidt tidligt ude med middagsforberedelserne? Har du tisset i sengen?”
”Det kan du gerne spørge om, Halgrim, men bemærkede du, hvor klart vejret var i dag? Jeg kan garanlovedigfor, det ser helt anderledes ud i morgen. Min magiske gryde bestemmer jo, hvordan vejret arter sig oven over hulen, og et dygtigt stykke ud til alle siderne, for at sige det mildt for årstiden, og jeg kan mærke, vi trænger til forandring. Så når vi har spist til aften, lader jeg gryden simre på gløderne. De dør først ud hen ad morgenstunden, og mens ærtesuppen ligger og gør sin gavn i vore mavser, fordamper resten ud af skorstensrøret. Når folk får gnedet nattesøvnen ud af øjnene og stukket en mundfugtet finger i vejret for at vejre hvilken vej vinden blæser, finder de fluks deres tågelygter og tågehorn frem. Du vil høre mange omtale min kogekunst, når de udbryder: Sikke dog en ærtesuppe vi har fået i dag. Den er så tyk, man kan skære i den. Men det er jo bare tågesnak.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar