Vægen var så fin at se på. Nødtørftigt iklædt stearin, så dens inderste væsen kunne anes. Den ventede på indvielsen, dens indtræden i modenhedens æra. Den første december. Når tændstikken blev hvislet mod Tordenskjolds svovlallé, brød lyset pludselig frem. En levende flamme ville kysse den nænsomt, og befrugte dens længsel mod at blive født. Når stearinpuppen var smeltet, kom der ro på, og vægen blev bærer af en blid fakkel, der skulle markere hver eneste dag indtil jul.
Der var røde markeriger at gå efter. Når den nærmeste var nået, skulle der hviles. Der skulle samles kræfter til et nyt afsnit, en ny dato. Den burde ikke overskrides, for hver dag havde sit unikke mål. Faldt man i staver, og kom til at overskride sin kvote, fik man karantæne og måtte vente en tid, før man kom på banen igen. Det var så ærgerligt, men efter reglerne.
For er man født til at være kalenderlys, er det tåbeligt at tro, og opføre sig, som om man er en primus. Uanset hvem, eller hvad, der har forsøgt at få én til at tro det. Så kan man let komme til at brænde sit lys i begge ender, og det er der ingen, der har glæde af. Ikke på den lange bane.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar