Julelys.

Lyskæden følte en eventyrlig rislen i sit indre ved tanken om den forestående jul, hvor den skulle være hovedattraktion i grantræets pynt. Bevares, kræmmerhuse, fugle på sølvkugler med indtørret spray-sne, stjernen på toppen, glimmer, dusinvis små, pæredanske Dannebrogs-papirflag på snor, og fehår, var også yderst vigtigt tilbehør. Lys kunne det ikke selv frembringe, kun genskær. Men det var med til at skabe julestemning.

Sidste år måtte syv pærer udskiftes, fordi glødetrådene var brændt ud. De blev dog hurtigt erstattet af nye små pærer, og en af de funktionsdygtige, som havde været med en god del år, udbrød resigneret, mens den sidste af årets udtjente pærer slap kontakten til kæden:

 ”Så har han trådt sin sidste kædedans. Det går den vej, hønsene skraber, men den vej skal vi jo alle, som man siger.”

Næsten elleve måneder tog det at sove julerusen ud, efter de havde været godt pyntede under julefestlighederne. Sådan var deres natur, og det meste af denne tid foregik i dyb, drømmeløs søvn. Mens november ebbede ud, begyndte de at smådrømme, og når fatter havde fået fod på træet, og fundet æsken med julepynt frem, gabte pyntegenstandene på skift, mens de gned søvnen ud af øjnene.

”Mon de når pynten?” sagde en lille pære og blinkede til en anden, da hænder greb om lyskæden og begyndte at rinke den op. ”Når vi er fuldt ophængte, skal vi så ikke lege, at grantræet er et pæretræ?”  En af pærerne gnækkede, en anden ytrede, at det var en lys ide, og det var store ting. For de var mest til det højtidelige og mente, de illuderede et galaktisk imperium uden sorte huller.

 Der var pæreudskiftning hvert år, men kæden lignede alligevel sig selv. De nye, som kom til, vænnede sig hurtigt til at være en del af helheden, og huskede snart ikke andet, selv om de havde haft en fortid i isenkræmmerens vindue, hvor de havde ligget på fint, hvidt vat, flankeret af håndskrevne prisskilte, tørrede kristtjørnsblade og små nissemænd, der var lavet af røde piberensere og placeret på slæder, isenkræmmeren selv havde bygget i sommerferien af sammenlimede tændstikker.

Når lyskæden, en skønne dag, blev tændt og oplyste al den anden pynt, var der ingen af pærerne der tænkte på, at de alle var blevet skiftet ud gennem årene.

 Lyskæden havde jo samme opgave, som den altid havde haft, el-nettet leverede den strøm, det plejede, der var ingen mangel på nye pærer, og de der var udbrændte gik direkte til genbrug.

/J.W.