Punktet, mindre end det mindste og større end det største, er stille og tyst.
Mens sindet berører det med evighedens fingerspids, smiler universets tidløshed, og ringene breder sig frimodigt ud over de grænser, sindet har tilstået evigheden.
Atomet spaltes, og alle lyd- og tidsmure vælter, sten på sten, rosernes kronblade åbner sig, filmede gennem dage og gengivet på sekunder. Ingen ser dog ud til at bemærke det, men alles hoveder drejes på én gang i samme retning, som jernfilspåner for en magnet.
Lysekronens tusinde stjerner tændes, og der er ingen usynlige vinkler mere.
Smilene er uden afstand, mens dagen varer et sekund, og timen varer evigt.
Viben smører sine hæse stemmebånd til næste forårs sang, mens den nyder eksotiske snegle og insekter mellem palmer og cypresser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar