Julestemning (1/2).

Døren til venteværelset blev åbnet, og denne gange var det Kaj Otto, lægen sagde ”værsgo” til.

Kaj Otto rejste sig, så hurtigt han kunne og fulgte efter lægen.

”Værsgo at sidde.” Lægen pegede på den eneste stol, der var, foruden hans egen drejestol, mens han tørrede håndtrykket af i en vådserviet.

”Hvad kan vi så gøre for dig i dag?”

Kaj Otto vred sig lidt. ”Joh, der er så mange, der spørger, om jeg er kommet i julestemning. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, for jeg ved ærligt talt ikke, hvad det er. Så et eller andet er der vel galt. Hvis nogen glædestrålende viser mig et pyntet og tændt juletræ, glider mit autofokus øjeblikkelig ned til gaverne. Kan det være noget med mandlerne?”

”Den var god. Nej julestemning sidder ikke i mandlerne. Det har noget med gaflen at gøre.”

”Ja, giv mig bare kniven. Jeg ved godt, jeg har en redningskrans om hofterne. Det er jo også derfor, jeg går med både livrem og seler. Livremmen alene tør jeg ikke stole på.”

Lægen tog Kaj Ottos blodtryk, vendte sig mod sin computer et øjeblik, spillede lidt på tastaturet og drejede hurtigt tilbage igen.

 ”Du skal have en stemningsgaffel.  Apotekerne importerer dem fra julemandens værksted i Grønland. De ligner, til forveksling, stemmegafler, som vi kender dem, men de har englelyd. Lige som julen selv, så fra og med den første søndag i advent, og tyve dage frem, skal du slå den tre gange på kanten af bordet morgen og aften og skyl efter med nisseøl. Hvis du ikke er i julestemning senest den tyvende december, så ring igen. Men det skal nok virke.”

”Hjælper det også at bære rød nissehue med hvid kvast? Det gør min nabos datter hver dag i julemåneden. Hun er tyve år nu og har gjort det, så længe jeg kan huske.”

”Det er en udmærket ide. Jeg skriver en recept på nissehue, nisseøl og stemningsgaffel.” Han rejste sig, gav Kaj Otto hånden, plukkede en vådserviet ud af dispenseren og sagde:

”Glædelig Julestemning, Kaj Otto.”