Tilskuer.

”Nu synger året på sidste vers!”

”Synger? Åh, ja, det har været som et moderne testerstykke. Tæppet går snart ned, og så kan vi rejse os og gå ud i det virkelige liv igen.”

”Det har været et kort stykke. Det er ikke så længe siden, jeg kiggede på mirabelletræet og spåede, der ikke ville komme mange mirabeller i år, fordi den halve side manglede blomster. Der var heller ingen insekter, og så tænkte jeg, at resten af blomsterne ikke ville blive bestøvet.”

”Der kom alligevel en del mirabeller, og pludselig plukkede jeg den sidste, jeg kunne nå. Så begyndte man at reklamere for julefrokoster. Det var så uvirkeligt.”

”I juni gik jeg med handsker og hue, fordi der var koldt. Man blev ikke omsluttet af en varm, nærværende sommer. Kun nogle få dage, som jeg lige husker det. Så man holdt naturen, og tiden, ud i en armslængde fra kroppen.”

”Efteråret var pænt.”

”Ja, men det var heller ikke, som det plejede. Jeg føler, man har holdt sig lidt udenfor kalenderskiftene, fordi kun ganske lidt har artet sig, som det burde.”

”Men det har gennemsnitligt været et ganske varmt år, med storme og oversvømmelser, så når tæppet er gået, og nytåret er skudt af, kan vi forhåbentlig begynde på en tid, som er til at forholde sig til. Jeg savner forårets lette dans og sommerens kærlige krammere. Kort sagt savner jeg at være med i forestillingen.”

Lille blomst på væggen der...

En blomst på bord en blomst i karm
en blomst i hånd rakt mod en barm.
En blomst er plukket til en krans
som smykker elverpigens dans.
Et stjerneskud der rammer jord
bli’r til en stjerneblomst på bord.

Er blomsten født på et staffeli
plukkes den i et galleri.

Kurmageri ved nytårstid.

Hvis dellen fra panden har sat sig på låret,
på maven, på hoften og bagen,
giv skylden til måneden, sidst på året,
med Dagen før Dagen, samt Dagen.

Når Nytåret synger sin slutmelodi
med stjerner, raketter og lys,
så tænkes der ofte på ”kurmageri”
med ymer og ymerdrys.

Flæsket og sulet skal drosles ned
for rigeligt har man vel fået.
Hvem ønsker, helt ærligt, at blive ved,
når livremmens grænse er nået.

Nytår.

Digte om Nytår må gerne rime,
klokkerne kimer derfor hver time.
Kimer for store og kimer for små,
for hvide, for gule, for sorte og blå.

Blå kan man sagtens blive i kinden,
når digte med rim bliver båret af vinden.
Dagene længes og lyset vil komme,
december er fortid, når året er omme.

GODT NYTÅR. (((*)))

Sne i Vendsyssel.

Vendelboen er spået sne på menyen
nu går han og venter med næsen i skyen.
Skyen der ligger på leverpostejen
kildrer næsen på Levevejen.
På Levevejen han rask promenerer
venter på hvad skyen serverer.

Virkelig jul.

”Vi bliver klippet ud, klæbet på karton og får et lille hul i ryggen, så der kan bindes en sytråd i, som så bliver lirket ind over en grangren på juletræet. Så er vi en del af julestemningen, og når lysene er tændt, er det jo også ganske vidunderligt.”

”Nemlig. Folk ved jo godt, vi ikke er virkelige, men vi inspirerer, og det er da også noget.”

”De kalder det julestemning, men det er egentlig mere end det.”

”Ja, og mange siger: Jeg glæder mig til, julen er overstået, så vi kan vende tilbage til det normale. Samtidig går de og nynner julesange, mens de gør de sædvanlige forberedelser. De ville slet ikke bryde sig om, at der blev rørt ved den gode, gamle julestemning.”

”Vi er nok alligevel virkelige… på vores egen måde.”

På baryt...

Ib Pip Kanariefugl

kører rundt på gummihjul

hopper op på præriehesten

venter spændt på julefesten

rider ned mod byens kro

taber så sin ene sko.

Skjorten har han omvendt på

strømperne er lyseblå

ønsker sig et fuglebur

får et gammelt kukkeur.

Er kanariefuglen gul

får den klejnefrø til jul.

Risengrød med smørklat i

det kan sætternisser li’…

“Ja, ja, kære sætternisse,” mumlede bogtrykker Ibsen og skubbede læsebrillerne op i panden igen. ”Du skal nok få din risengrød til jul. Barytaftrykket med dit digt er sikkert en af dine årlige remindere, og ‘grødteksten’ er minsæl på rim.”

"Dagen."

Nedtællingen er ved at være slut…

Her tænker jeg ikke på dommedag men på Juleaften
som, for børnene, endnu er langt ude i horisonten.

Også julesangene, på turene omkring træet, plejer at vare uendeligt, så under pres, er mange forældre gået over til at sige:

”Så synger vi liiige første og sidste vers af………”

Glædelig Jul.

Julemånen.

Månen er fuld første juledag. Måske er det formuleret forkert, for der er ikke tale om fuldskab på dén måde, men nærmere fuld ornat. Så er der format over den, og nogle påstår, den er i fuld ornat denne dag, fordi den fejrer, at dagene er begyndt at længes. Måske kunne man tilføje: Længes efter forår, selv om der næsten er forårsagtigt i øjeblikket. Bøgen er sprunget ud.

Men der er den store forskel på vintertid og forår, at foråret gradvist lokker solen til at blive her længere tid ad gangen. Det er også noget der passer soluret, som stort set ikke får et ben til jorden om vinteren.

Månen er bevidst om alt dette, og den siger, at det er fordi, det er sådan, det er. Den er overhovedet ikke overtroisk, selv om den bliver tillagt mange mystiske egenskaber… som den måske også besidder uden selv at være bevidst om det. Eller uden at ville gøre sig til.

Den gamle mand og julen.

Med et tov over skulderen trækker han sin gamle slæde. Mederne er gnedet grundigt med stearin fra resterne af de lys, som overlevede juletræet sidste år. Slæden er læsset med juleglæde pakket fint ind i julepapir, men den går trægt og larmende. Der er nemlig ingen sne. Kun grus og græs. Men det er en gammel skik, og vil vejret ikke arte sig, lader han vejret om det.

Men skikkene kan han holde, og for at juleglæden ikke skal blive for overvældende, er han blevet vaccineret hos dr. Frederiksen, som udskriver recepter, hvis man ikke kan komme i julestemning. Han vaccinerer også mod den, hvis den har det med at tage for meget over.

Julen er jo børnebørnenes og oldebørnenes fest. De ved, hvad julestemning er, og den gamle undgår den ikke, medmindre han helt afsondrer sig fra de forventningsfulde blikke fra tindrende barneøjne. De pakker med juleglæde han trækker på sin skramlende slæde, er til alle dem, der ikke har mulighed for at holde et barn i hånden juleaften.

Han husker nemlig ganske tydeligt, hvordan det var for ham at holde en voksen i hånden, mens der blev sunget salmer og gået omkring træet. Det gjorde de brudstykker, han forstod af teksterne, fuldgyldigt troværdige, og himlenes porte stod på vid gab.

/J.W.

Juleånd.

Juliane boede i en ganske lille lejlighed. Alene? Ja og nej, for hun havde tre katte, så alene var hun egentlig ikke. Ikke på dén måde. Man fik lyst til at invitere hende til juleaften, så man kunne kræse for hende, for hun var utrolig sød og kærlig. Katte og hunde fik let hendes hjerte til at løbe over, og da hun blev spurgt, om hun ville spise méd juleaften, svarede hun, at det kunne hun desværre ikke, for hun havde lovet kattene, at de skulle hygge sig sammen.

Kattene fik gaver, som var fint indpakkede i julepapir, og hun kom med en julegave til vores hund. Den lignede en almindelig julegave, af den slags mennesker giver hinanden. Med til og fra kort. Han havde også fået fire adventsgaver, som han selvfølgelig selv skulle åbne, hver gang det blev søndag, og et ekstra lys blev tændt i adventskransene landet over.

Juleglædens Ånd var endelig vågnet helt og var ganske veludhvilet. Han så frem til at besøge Juliane og de tre katte, og han ville blive hos dem hele julen… og nytåret med, for intet andet sted følte han sig så godt tilpas. Det betød, at ingen af hans utallige ansatte oplevede prikkerunder, da han havde brug for dem, så de kunne besøge alle andre, der ønskede den udstråling af juleglæde, hans nærvær medførte. De havde alle fået prokura, så de var i stand til at levere varen.

Juleglædens Ånd og hans prokurister havde travlt i denne tid. Han selv havde jo besluttet, hvor han ville slå sig ned, og det var ham der var chef.

Så sådan blev det.

Digtning.

Hun tændte for mørket ved at lukke øjenlågene og trak dynen hen over hovedet, mens hun samtidig formede et passende åndehul. Benene var let bøjede, og hun havde placeret en pude mellem knæene. Således liggende på siden, i den mest komfortable stilling hun kunne skabe lige nu, var det herligt at kigge lige direkte ind i mørket, som åbenbarede et stort lærred, hvorpå hun kunne projicere sindbilleder i fred og ro.

Hun glemte snart mørket, for billederne var oplyste ved egen kraft, og det mørke lærred, de blev vist på, viste sig kun en gang imellem, når hun skiftede tema. Hun så en flok svaner lette fra fjorden og kunne høre de regelmæssige lyde, der akkompagnerede deres vingeslag, og nu fik hun øje på en smuk mand, som sang med fuglene, mens han bredte armene ud. Det antændte nogle søde ilinger i lænderegionen, som hun begyndte at massere uendeligt blidt med fingerspidserne.

Nu vågnede endorfinerne, som en stor sværm sommerfugle, der pludselig letter fra en tulipanmark og danser op i den solflimrende, blå himmel, som om de blot havde ventet på dette tegn. Hun følte både lettelse, skønhed og forundring, for dette var nyt og forjættende. Så fornemmede hun en kendt sætning repeteret langt borte fra. Først meget svagt, men lidt efter lidt klarere og tydeligere: ”Om mani padme hum.” Igen og igen… uden på nogen måde at føles påtrængende. Stemningen ændrede sig, sceneriet skiftede, og nu malede hendes sind de smukkeste billeder af udstrakte landskaber, smukke og frodige på en perfekt afbalanceret måde. Hun blev opmærksom på, at hun svævede hen over dem uden den mindste bekymring om, hvorledes det kunne lade sig gøre.

Som sommerfuglene der lettede fra tulipanmarken. Men til hendes kunst behøvedes ikke vinger, for maleriet tog så meget over, at hun glemte lærredet og selv blev indlemmet i værket.

Solen skinnede fra den rene, blå himmel bag hendes lukkede øjenlåg, og hun lå måske stadig i sin komfortable fosterstilling med dynen over hovedet. Hvem ved? Men det kommer nu ikke historien ved og har ikke nogen afgørende indflydelse på hendes sinds digtning.

Forrevne sejl.

På vej til Norge med saltede flæskesider og bacon. Nordmændene holder også jul, og de er gode til det. Danmark er et vigtigt spisekammer, og nordmændene lokker mange skibsladninger sul over Skagerrak, fordi de betaler ved kasse ét.

Kaptajnen er af den gamle skole, og han ved, at når Skagerrak viser tænder, er det fornuftigt at holde sig på god fod med Njord.

Han ved også, at Njord er gourmet, som de fleste andre nordiske guder, og for at sikre sig en heldig overfart, ofrer han en hel flæskeside til ham. Den bliver slidsket ud ved bagbord, og straks er det, som om hans skib ikke bliver kastet helt tilfældigt hid og did i Skagerraks bølger, men bliver gelejdet sikkert op, ned og frem mellem bølgernes toppe og dale. Selv om der stadig ikke bliver lagt fingre imellem.

”God jul til dig og dine, Njord.”

Kaptajnen svingede kasketten på plads igen, greb fat i roret med begge hænder, mens han tænkte:

”Den tid der går godt kommer ikke skidt tilbage. Blæsten river og slider i sejlene, og jeg har sat mange af dem til. Men for nordmændene er jeg havets julemand. Og det har jeg det egentlig godt med.”

Morgenstund.

Solen gennede natten bort, som den naturligste del i verden. Den strakte sine stråler og fremviste et blidt og selvsikkert smil. Havet havde forsøgt at pirke til den, som en utålmodig kattekilling, og endelig lykkedes det.

”God morgen sol. Nu kan vi lege igen, hvis du er vågen nok og med på den.”

”Ja, god morgen hav. Du er altid så morgenfrisk og har allerede rullet dig ud. Leg du nu bare, mens jeg kommer helt til hægterne. Jeg har skubbet nattens dyne til side, og jeg skal lige have den rullet ordentlig sammen. Men jeg er her jo og holder øje med dig. Du spinder og karter så veltilpas og kan sagtens lege lidt alene.”

”Er det ikke træls med alle de ting, du skal om morgenen? Du kæmper med nattens dyne dag ud og… jeg mener nat ud og nat ind. Mærkeligt at den ikke snart giver sig helt. Du vinder jo hver gang. Hvad med at knocke den ud én gang for alle?”

”Det er blot spil for galleriet. Vi opfører denne kamp på verdensteatret hele døgnet rundt på vores drejescene, og på en måde, så begyndelser, mellemspil og slutninger altid er i gang, afhængig af fra hvilken side man end ser det. Forestillingen slutter egentlig kun for dem der gennemskuer handlingen, rejser sig og går udenfor. Så står de og smiler med en tændt smøg i hånden og ryster lidt på hovederne. Men de roser os helt op til skyerne, og kan nu gense forestillingen på de fribilletter de får. Og vi fortsætter ufortrødent, for vi er på kontrakt og kan ikke sådan lige slutte uden videre. De der har investeret i billetter skal have noget for pengene. Og der kommer hele tiden nye til.”

"Dialog."

”Hallooo. Hej, hvordan har du det,
hvordan går det?”

”Joh, tak, jeg har væ…”

”Vi skal nemlig til julefrokost den tyvende,
og den plejer ikke at få for lidt.”

”Vi har ikk…”

”Og der mangler aldrig noget. Ikke det fjerneste.
Men jeg drikker altid kun to snapse.
Når man skal køre, du ved. De plejer at servere
en fremragende medister, hjemmelavet,
foruden alt det andet. Men medisteren er min livret.
Har du stadig kørekort?”

”Ja, det udløbe…”

”For kørekortet vil jeg ikke undvære.
Nu man har vænnet sig til det. Jeg ved ikke engang,
hvordan man kører i en bus, ha.”

”Jeg kører en del i…”

”Stiger man på foran eller bagude?
Nå, men det gør heller ikke noget. Jeg må løbe.
Tak for snakken. Det er altid rart med en god snak
i stedet for al den smalltalk, folk bruger nu om dage.
Det er ikke til at holde ud.”

”Nåh, nej. Smalltal…”

”Ja, ik-osse, ik’? Men vi snakkes ved. Hils.”

Drømmetur.

Det var altid Terpsichore der blev sendt til Vesterhavet ved juletid. Her dansede hun forjulen ind, hvor vandet var lavest, tæt på stranden. Bølgerne sørgede dog for, at hun blev godt våd over det hele, og hun havde musechampoo med, så håret kunne blive helt rent. Dette årlige julebad smittede af på de andre otte, for de var inderligt forbundne. På en måde, mennesker ikke kan forholde sig naturligt til. Muserne fungerede måske lidt drømmeagtigt, set herfra, og jordens temperaturer kunne ikke berøre dem, da verden var en del af deres drøm. De kaldte den derfor deres drømmeverden.

Inde på stranden var far, mor, deres to børn og en hund på spadseretur. De ville friskes op, inden juleræset satte ind, og de var ganske fornuftigt klædt på med huer, vanter og halstørklæder, som gjorde det muligt for dem at nyde det friske Vesterhavsmiljø.

Pigen fik øje på Terpsichore, mens hun var ved at vride vand og sæbe ud af håret.

”SE, en dameviking, udbrød hun og pegede.”
”Nej, her er vist kun måger,” svarede hendes far, ”og de er klædt på til vejrliget. Fra naturens hånd. Drengen fik også øje på hende.

”Hun ser ikke engang ud til at fryse.”

”Hvad snakker I om?” Moderen kiggede undrende på børnene. ”Vi må vist hellere se at komme hjem igen, for den kolde vind har nok bidt sig fast, så I ser drømmesyner.”

De begyndte at vandre op mod klitterne, men hunden ville ikke med. Den løb ned til vandkanten og stod med logrende hale og kiggede mod brændingen.

”Se Hannibal,” sagde faderen. ”Han drømmer vist om at få en svømmetur i de kolde bølger.”

Lommer.

Hvad har du i lommerne kære julemand? De bugner, så man skulle tro, de var fulde af julegodter. Måske er det ene karameller, pakket ind i papir, for var det konfekt eller løse bolsjer, kunne der blive kontaktproblemer med lommeulden.

Jeg tror, du spiser mange æbler, fordi dine kinder er røde og runde. Så jeg gætter på, du har æbler i lommerne. Så er de lige ved hånden. Mine lommer er for stramme til æbler, hvis de er større end æbleskiver, så jeg går til bageren og køber æblelommer. Hvis jeg får penge tilbage, køber jeg også klejner. De dufter af minder, fra dengang der altid var hvid jul, og træet blev fældet i plantagen og fragtet hjem på slæde.

Julekort d. 11/12, 2015.

Har der mon været julesne
fra himlen i december?
Ik’ så vidt a’ jeg ka’ se
and heller not remember.

Julemanden holder fri
maybe han er i syden
han venter med sit juleri
til grøden er i gryden.

I dagens anledning.

Kirkernes klokkespil ved, hvad julen er
og ringer den ind, mens skyerne hverken forstår
julemarkeder, skøjtebaner eller nissemænd.
Men de prøver da på at regne julen ud.

Flødeskæg.

Har du set min kuglepen, og hvor er limen henne?
Hvor mon julekortet er, jeg sku’ til at sende?
Har du set min ene sok, jeg har kun den anden?
Hvis du også gemmer dig, er jeg helt på spanden.
Gemmer du dig julen ud, bli’r her ganske stille,
nissens pind er vist på spil, han vil nemlig drille.

Der mangler et par flødeboller, nu er der kun atten,
de sku’ vare julen ud helt til nytårsnatten.
Nu køber jeg en ekstra kasse, nissen er forslugen,
mon så ikke der er nok til hele juleugen?
Hvis han også snupper dem, får han en på ægget,
bruger flødebolleskum, som sne i nisseskægget.

Han får ingen risengrød i et fad med ske,
han kan få en pebernød, og så får vi se.
Højt på træets grønne top sætter jeg en stjerne,
nissen kravler sikkert op, pynten vil han fjerne.
Han kan ikke holde sig, men skal ud og tisse,
falder i en julekurv. Klodset lille bisse.

Smiler bag sit flødeskæg, drømmer han er bager,
snuer i en julekurv mellem søde sager.

Kageborde.

Siger man ”kagekone,” mener man ikke det modsatte af ”kagemand.” For en mand kan kaldes ”kagekone,” hvis han er en kryster, og en ”kagemand” er en slags brunsviger, der er formet primitivt som en mand, pyntet med glasur, vingummi, pinocchiokugler og meget andet.

Hvorfor Napoleon har lagt navn til kager som Napoleonskager og Napoleonshatte, kan man fundere over, men måske var han også kendt for at have en eller flere søde tænder i sit gebis.

I Sønderjylland har man, som så mange andre steder, indskudsborde, sofaborde og køkkenborde, men man er også kendt for at have kageborde. Man mener, det kunne være derfor, der er noget, som hedder spiseborde. Det giver en vis mening.

Man ser ofte borde på auktion, men aldrig kageborde, selv om de er i høj kurs i, og ved, mange lejligheder. Det er vist nok fordi, de aldrig bliver gamle nok til opnå patina.

Brænding.

Når skummet sprøjter fra toppen af havets bølger, mens de danser rytmisk og selvhævdende, tænker man måske ikke over, at det man ser, blot er havets overfladiske temperament og ikke hele dets væsen. Havet har også dybde.

Længst ude og dybest nede er det i ro. Det mediterer. Der er stor forskel på dets dynamiske aktiviteter på overfladen og dets statiske væren i dybet. Som et legebarn i forhold til en vismand.

Havet selv føler sig som ét væsen og tænker ikke over disse tilsyneladende forskelle, som fortryller sanserne.

Julecider.

”Jeg er ved at brygge julecider.” Nissens små hænder arbejdede målbevidst og energisk. ”Nisseøl er godt, men min julecider er bedre.”

”At du kan.” Fie betragtede ham beundrende. ”Hvordan ved du, hvad der skal i?”

”Jeg føler mig frem.” Nissen så vigtig ud. ”Jeg har det på fornemmeren. Den bliver ikke helt ens hver gang, for jeg kan aldrig huske opskriften. Kun det grundlæggende. Men hvis jeg ikke tilføjer lidt ”føler mig frem,” bliver den trist.”

”Sikken masse ting du har samlet i skoven.”

”Ja, der skal hakkede grangrene i, rød og grøn fluesvamp, gæret mos, grankoglefrø, knust bøgebark og pressede bær fra misteltenen. I år vil jeg ”føle mig frem” med kandiseret kærlighed og stødt julestemning. Det giver sikkert det sidste uden alt for meget føleri, hvis du forstår, hvad jeg mener. For ingen må føle sig stødt. Det hele kommer i en vinballon, som placeres langt inde i den forladte rævegrav, og efter cirkus fjorten dage og nætter, bliver det siet i min vadmelsvest. Så mangler det bare at blive klaret, og jeg har et par flasker opklaring, jeg samlede mellem de to sidste gråvejrsperioder.”

”Hvordan får du brus i og skum på, for det plejer der at være?”

”Det kommer fra havet. Jeg henter det mellem Saltum og Skagen, når stormene raser om efteråret. Det tager altid nogle dage, fordi jeg samtidig besøger klitnisserne der. Og jeg kan ikke besøge dem uden at smage grundigt på deres Vesterhavsbrænding, fordi jeg ikke vil såre dem. Den er de gevaldigt stolte af. Men min julecider siger dem ikke noget. Den passer ikke til tørrede isinger, siger de. Og det tror jeg, de har ret i.”

At mangle.

Er et manglebræt beregnet til at fremtrylle mangler med, hvis man har for meget? Meyer prøvede at forklare, hvad man brugte et sådant til i et afsnit af Huset på Christianshavn.

Han gjorde nogle usikre bevægelser med hænderne, lidt skråt op og ned og sagde, at det vist var cirka sådan, man manglede. Det blev man ikke klogere af.

En december-fredag i supermarkedet, hvor jeg var på indkøb, fordi jeg blandt andet ”manglede” nogle nisseøl, mødte jeg et ægtepar, som havde fyldt deres indkøbsvogn, så den bogstaveligt bugnede, og man kunne tydeligt se, at julen atter stod for døren: Marcipan, nisseøl, citronvand, vin, æsker med brunkager, juleservietter, en pæn dynge kamstege som var ugens tilbud, toiletpapir, køkkenruller, medisterpøle, nogle hele spegepølser, rødkål, grønlangkålsboller og flere glas små kartofler som skulle brunes på panden, klædt i sukker eller sirup, samt flere ting som ikke umiddelbart lod sig identificere. Jeg kendte manden fra tidligere arbejdsrelationer, så det var naturligt at stoppe op og hilse på.

Han holdt godt fast i sin overfyldte vogn med den ene hånd, tørrede sig over panden med bagsiden af den anden og sagde, i et bebrejdende tonefald mens han hans blik fejede hen over den store kundemængde og den forestående, uendeligt lange, kassekø:

”Som folk dog køber ind. Man skulle tro, der var hungersnød.”

(Et manglebræt brugte man bl. a. til at rulle tøj med i gamle dage).

Julemurren.

Benjamin og Lotte gik søndagstur, hånd i hånd, i Skalskoven. Her var muligt at finde lidt læ for den friske storm, som gik over Limfjordens vande og fik bølgerne til at gå højt. Det var ikke til at holde balancen ved havnen, for stormen kom i voldsomme ryk, der var umulige at forudberegne. Ellers plejede de at samle appetit til eftermiddagskaffen her.

”Jeg kan høre, duerne kurrer,” sagde Lotte. ”Det er nok fordi, vi stadig har plusgrader, og så tror de, det er forår.”

”Det er ikke kurren,” svarede Benjamin. ”Det er murren. Skalnisserne kan ikke blive enige om, hvorvidt de skal stemme ja eller nej.”

”Stemningen er da overstået.” Lotte kiggede bedrevidende på Benjamin. ”Og det blev et ret klart ja.”

”Nej, det har ikke noget med vaccination mod Corona at gøre. De er blevet inviteret til at holde jul i Sebbersund i år, og du ved sikkert, hvor patriotiske de er. Nogle er også stadig sure over, at privatbanen blev nedlagt, så hvis der bliver snestorm, er det ikke til at komme hjem til Skalskoven igen og sove julen ud, påstår de.”

”Hvorfor skulle de holde jul i Sebber, når Skalskoven har så meget at byde på? Her tænker jeg også på grankogler, mos og bark til juledekorationer. Og så er det så kønt med den grønne beplantning, man skriver Nibe med på skråningen.”

”I Sebbersund har de jo Sankt Nikolaj Bjerg. Den bette bakke der ligger med udsigt over Bredningen mod kirken og Sebberkloster. De påstår, den står på gloende pæle juleaften, og hvem kan konkurrere med det? Der bliver holdt et gevaldigt nissejulebal her denne aften, og det siges, at det er noget, de har hjerte til og forstand på. Der er altid rigeligt af alt, og det er ikke bare nisseøl, der bliver serveret i glassene.”

”Nåja, så Skal-skalikke er altså murren og ikke kurren, kan jeg forstå. Godt vi skal holde jul i Skalleup Klit i år. Så kan det storme, hagle, sne eller regne, for vi bliver der julen over. Det er sikkert ikke helt hen i skoven. Og jeg har læst et sted, at der også findes Klitnisser. De skulle servere deres egen stærke Vesterhavsbrænding til julemaden. Og man skulle også sove herligt deroppe, for de stopper marehalm i madrasserne. Så kan Skalnisserne kævles om, hvorvidt de vil holde jul i Sebbersund eller i Skalskoven. Hvis vejen bliver lukket af sne, kan de da sejle hele vejen op til Bredningen, så hvidt jeg ved.”

/J.W.

The Miracle

She wrapped the long, woolen scarf around her neck several times, and with her free hand moving it around in the face, where needed and feeling good. The wind was biting cold, freezing the cheeks and nose, but in this way she constantly compensated for that. With the other hand she had a firm grip on the dog leash handle. It was a bit difficult holding the handle right, wearing big lambskin lined mittens, so she often had to check if everything was in order.

Now Frau Holles and Mother Huldas duvets get a proper shake, she thought with a smile, remembering the fairy tales being read to her as a child. Then she suddenly realized that the dog didn’t pull the leash as much as usual. Nothing indicated, however, that anything was wrong – apart from snow everywhere. She squinted as much as possible without completely shutting out all light, in order not to loose her bearings. The snow flakes were intrusive, and it felt as if they arrived from both east and west, south and north, from beneath and above.

It had been dark for some hours, and even though the snow lightened up a bit, it was troublesome finding the way. Also because it was impossible keeping the eyes open more than a second at a time. In a situation like this you could claim that heaven and earth had merged, and now she had the feeling of walking around, lost in thought for so long, that she also might had lost her bearings.

Suddenly everything offering her a sense of footing dissapeared, and she slid into a void of no resistance. She felt the dizzying pace, but had no clue of up and down… or both ways at the same time. After a few seconds she found herself in a very quiet place with a solid ground of some sort under her feet. Her hand still holding the dog leash, and the dog being there too. It felt a bit lost, but soon started to investigate the new surroundings with an eagerly vibrating nose.

The place had no landscape, nor a sky. Neither did it feel as if they were inside a building. Everthing just felt inexplicable… and safe. She tried to make sense of it, looked a bit cautiously around, then spotting two old ladies watching her with a smile, as if they had expected her to notice them.

¨I am Mother Hulda,¨ one of them said, ¨and I am Frau Holle,¨ the other lady continued. And then they told that they wanted to show her, how the fierce snowy weather had arisen on earth, and that the fairy tales she heard as a child had more to them…

¨You went for a walk with your dog in the glorious snowy weather, and we sensed your thoughts, being both pure and loving. Then we made a small HH-break.You will experience a thing like this as magic or might even a miracle. You can call it whatever you want. We cannot reveal to you how we do it, but you see… when we shake our duvets, it starts snowing on earth. Frau Holle is up in the clouds making snowy weather, whilst I am far beyond the ground. Still we can be together, and you would not be able to understand this, as it makes no sense in your brain. Anyway, when we snow at the same time, things start to happen on earth, and you might have noticed that the snow flakes come from both beneath and above – not to mention from all sides.¨

Then they clapped their hands, and a lot of elves and fairies shook and shook the ladies duvets with great delight. At the same time they took the opportunity of exercising some tremendous pillow fights, all helping to maintain the snowy weather on earth.

¨ But time has almost expired. Please join us in our Wunder-bar and enjoy a glass of hot mulled wine, which we made from the lovely bottles of elderberries, sent by Eldermom. Afterwards we miracle you back to your dog walk again, just as fast as you arrived here. You just turn sharply to the right, and you are home.¨

Skiftetøj.

Grøn var vårens hæk
ungdommelig og kæk
lyste smukt i solen
kredsede om skolen.

Efterårets fugletræk
trak en hel del fugle væk.
Hækken skifted’ kjole
ved den gamle skole.

Brun er julens hæk
nu med vinterdæk.

Nye miniaturer i olie. The latest 30 new.

Dialogik.

”Hva’ filen… er det ik’ dig?  Det er længe siden!… Hva’ så?”

”Ja, hva’ så hva’… hvordan går det, går du stadig og præker eller hva’?”

 ”Jah, joh, for tiden er inde til, at uvidenhedens, mistroens, vantroens, overtroens og griskhedens ukrudt bliver luget ud, så oplysningens, indsigtens, velvillighedens, samarbejdets og hjertevarmens blomster kan skyde op og pryde vor jord. Frøene er sået for længst, jorden er gødet og overrislet, og solen skinner afventende. Må det sejlivede, indbildske, giftige, åndeligt retarderede, snyltende og artskvælende ukrudt snart måbende forsvinde som dug for solen. Som et mareridt der endelig er slut.”

”Det lyder jo godt nok, så det ka’ vi nemt bli’ enige om. Men skulle jorden ikke lige gå under først, eller er det udsat igen? Det er vist blevet udsat et par gange eller tre, så hudt jeg visker.”

”Jorden er skam gået under. Vi har bare ikke opdaget det og er måske bare kommet for sent til verdens ende.”

”Snakkede du forresten ikke engang om, at man sku’ starte med sig selv, i stedet for at kritisere verden, hvis man ville have noget ændret til det bedre? Jeg synes, du sagde, at verden var et spejlbillede af vor egen sindstilstand?”

”Jeg synes, i hvert fald, at dem der ødelægger det hele skulle starte med sig selv. Det ville gavne vi andre.”

”Du har nok ret. Det er, som man ser på det. Nåhmen, hej med dig… og god bedring.”

Trådløs.

”Som jeg siger, som jeg sagde, som jeg altid har sagt og vedbliver at sige, med mindre der begynder at vokse stikkelsbær på solbærbusken… Nå, nu har jeg glemt, hvad jeg ville sige. Jeg tabte tråden.”

”Måske spinder du dine tråde for lange. Den slags tråde har det med at suge huskestof til sig. Især hvis de er lidt uldne, om jeg så må sige.” Tage nikkede forstående til Børges trådtab

”Det skal jeg huske. Mit korttidshukommelseskort er vist ved at løbe ud, men det kan fornyes på Borgerservice, vil jeg tro.”

”Det er også derfor, jeg køber julekalender. Jeg ville ønske, man kunne få en kalender, der havde en låge til hver af årets dage. Når man så åbnede, kunne der stå dato og ugedag samt ugenummer. Og så er det jo sjovt at åbne låger. Det er en ting, jeg ikke er vokset fra.”

”Du skulle vist have en kalender, hvori du også kunne se, om det blev en god dag, med vejrudsigt og noter til ting, som skal huskes. Hvad tøj du skal bruge denne dag, fødselsdage, indkøb med mere.”

”Det slår mig lige, at sådan noget djævleskab allerede findes. Nemlig smartphones.”

”Åh, ja selvfølgelig. Der er bare den lille hage ved det, at de ikke har låger, man kan åbne. Så jeg vil nøjes med at glæde mig over min traditionelle julekalender. Den kan jeg stole på. Den skal ikke lades op, den er uden Bluetooth, Password og Wi-Fi, og så er den herligt fri for ringetoner. Men den vibrerer dog af julestemning og forventning. På sin egen stille måde.”