Fløjtetoner i røg og damp.

De to kedler stod uheldigvis atter ved siden af hinanden på komfuret. Uheldigvis, fordi de var så fløjtende uenige om såvel dit som dat, og så bliver konversation let uharmonisk, ja måske oven i købet disharmonisk. 

De mente det jo godt begge to, men det er åbenbart ikke altid nok. Man kunne sige, at den ene var en typisk højrehjerne, mens den anden var lige så meget venstrehjerne, og så kunne de have ret i deres anskuelser begge to, selv om de forekom modsatte. I hvert fald delvist, og det gør diskussioner vanskelige og anstrengende, men sjældent kedelige.

”Kan du se hende balletdanserinden henne på tv-skærmen? Hun står på eet ben og drejer rundt og rundt i én uendelighed. Det undrer mig, hun kan blive ved med at dreje mod højre uden at blive svimmel.”

Det er ikke en rigtig levende danserinde. Du kan se, hun er i silhuet, og jeg tror, hun blot er animeret. I øvrigt drejer hun altså hele tiden mod venstre, skulle jeg hilse og sige.”

Sådan lige helt og holdent modsat så de balletdanserindens dans, men hvis en tredjeperson, som brugte begge hjernehalvdele lige meget, havde kigget med, ville vedkommende have sagt, at balletdanserinden skiftede retning jævnligt. Og det var så heller ikke helt løgn. Men uanset hvad man mente om det, skete der ingen ændringer i måden danserinden dansede på. Alle var ofre for en illusion, og alle havde relativt ret og uret.

Den højrehjernede kedel sagde: ”Det er fordi du foretrækker en kedeldragt frem for et alfekostume, du ser det sådan. Vi der kan se, hun pirouetterer mod højre, altså med uret, har sans for poesi og kunst, har jeg set på Google, og det er det vigtigste i verden... altså ikke Google, men poesi, kunst... og musik selvfølgelig.”

”Siger du det,” svarede den venstrehjernede kedel. ”Jeg er ikke med på dine luftige kostumeballer, for jeg har noget mere fornuftigt at tage mig til. Jeg skal nemlig til afkalkningsbal, og så er der jo samtidig praktisk fornuft inkluderet i galskaben.”

”Okay, den vej skal vi vel alle. Vi kalker til, men det er ikke noget, jeg ofrer opmærksomhed på. Det betaler jeg mig fra. Jeg serverer en fløjtende march, som vækker selv de sløveste materialister, og så er den pot ude.”

”Jeg kan mærke på mit vand, at jeg snart koger over på grund af dit luftige snak, og jeg synes nu også, du ser helt svedig ud.”

”Ja, snart kan alle både se og høre, hvor rygende uenige vi er, og så må vi se, om de kan få fingrene ud og slukke for os begge på én gang, så vi kan få lidt fred. Så længe kogepladerne er på on, er vi jo tvangsudskrevne til at hvæse ad hinanden, og lidt fred og ro, har man brug for ind imellem, så man kan filosofere over meningen med galakser, stjerneskud og fløjtetoner.”

”Filosofer mig her og mediter mig der, jeg holder mig som sagt til en god afkalkning, og har du en eksotisk mening om det, som sikkert ikke er min kop te, kan du give dit B7 med, når din kogeplade gløder igen, men indtil da, vil jeg benytte lejligheden til at blive piftet lidt op... 

I øvrigt danser tegneseriedamen stadig mod uret.”

http://www.alun.dk/livsstil/din-hjerne-hoejre-venstre.html

Fjordglimt og livsstykker.

Ingrid og Jens gik og sludrede langs fjordens strandkant ved Navet i Sebbersund. De var begge elleve år og havde sommerferie, så der var ingen ulæste lektier som nagede og forstyrrede sommeridyllen. Nogle strandfugle pilede nikkende frem og tilbage, og mågerne var næsten hele tiden i gang med deres daglige dont. De fløj rundt med magelige vingetag, skreg hæse, umelodiøse strofer og dykkede jævnligt i fjorden efter diverse lækkerier, som de kaldte: ”Alt godt fra fjorden,” – en vending de havde spottet på kroskiltet. Kroen lå nede ved havnen og havde smuk fjordudsigt mod Lundbæk og Nibekanten, og den havde specialiseret sig i stegte ål, rejemadder, det løse samt et godt kaffebord.

Der var utallige strandskaller i sandet og mange sten, hvoraf en god del var iøjnefaldende smukke. Jævnlig overskylning af fjordvand og den automatisk medfølgende polering af strandsand og tang, fik efterhånden stenene til at se eventyrlige ud. Og når sollyset samtidig glitrede i dem, var det vanskeligt bare at lade dem ligge til pynt, når man var dreng og elleve år.

Jens bukkede sig jævnligt og greb en sten, som han behændigt kastede skråt ud i vandet, så den kunne smutte. Det havde han gjort så mange gange, at syv smut i eet kast ikke var usædvanligt. Og det var en fornøjelse for ham at gøre det i Ingrids selskab, for han følte, hun beundrede hans evne til at få mange pjask på linje i eet kast.

Ingrid fik øje på en sten, med en særlig smuk nuance. Hun samlede den op og rakte den til ham. Han rystede på hovedet, og sagde med kendermine, at den var for tung til smut. Han tog dog imod den og kastede den ud i fjorden, så langt han kunne. Vandet stod op i en lille søjle, hvor stenen faldt. Der lød et ”sjup,” og mågerne lavede hurtigt og ubesværet nogle undvigemanøvrer, selv om de var helt uden for farezonen.

Ved dette stennedslag i vandet, og den deraf følgende vandsøjle, fik en masse dråber pludselig liv, og oplevede, ganske overvældede, en helt ny tilværelse. I fjorden havde de ikke haft for vane, at betragte sig selv som individuelle væsener, men nu blev denne selvoplevelse påtvunget dem med chokerende pludselighed.

På vej opad fik en lille dråbe nærkontakt med en anden lille dråbe.

”Hej smukke, hvordan går det?,” udbrød den spontant.

”Jo tak, det går da fremad… eller rettere opad, men før eller siden vender det vel, vil jeg tro. Hvem ved?”

”Du lyder helt filosofisk. Vi to er da vist tvillingesjæle, for som det ser ud fra mit perspektiv, ligner vi hinanden som to dråber vand.”

”Det kan der være noget om. Du er ikke ude på det helt dybe med denne betragtning, for jeg kan filosofere, så bølgerne går højt.”

”Der er også meget at fundere over. Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Jeg mener, hvad skal det hele ende med? Der må da være en mening med tilværelsen. Vi kan ikke bare være skabt tilfældigt. Så hører alting jo op.”

”Ja selvfølgelig er der en mening med vore liv. Jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, vi to mødes lige nu og her. Hov, kan du forresten mærke, hvor stille der pludselig bliver? Det er ganske vidunderligt. Jeg håber, det vil vare evigt.”

”Det er stilhed før stormen, tror jeg, for jeg kan mærke på mit vand, at vi snart er på vej nedad, men det er vel bare naturligt?”

”Ja, det går op og ned i livet. Ups, og nu går det stærkt nedad. Hellige hundestejle, hvor det kildrer vidunderligt i maven.”

To sekunder senere var sprøjtet stort set forbi, og dråberne atter forenede med deres ophav. Samtidig forsvandt alle behov for at formode noget som helst, for alt sagde jo sig selv nu.

Som udenforstående kan man undre sig over, at to dråber orker at gøre sig spekulationer om, hvem eller hvad de dybest set er, og hvor de er kommet fra, men for dem var en hel tilværelse gennemlevet, og de havde ikke opfattet den som speciel kort… og slet ikke som spildt.

Tænk eksempelvis på en døgnflue, som lever i cirka fireogtyve timer, hvor den kan nå at vokse op, formere sig, blive gammel og dø. Det ville sikkert have forekommet dråberne som en evighed, hvis de havde haft mulighed for at forholde sig til det. Men det lå ikke lige i deres kort, og det er vel også det, det relative spekulatarium har til opgave at belyse. Det er sikkert heller ikke sværere at forstå, end man gør det til.

”Se, Ingrid, ni smut.” Jens brystede sig af sit sidste kast. ”Men det var også en helt perfekt smuttesten, jeg lige fandt. Hov se, der er en fuglerede med unger. Måske er det ryler. De ligner sandet og stenene på en prik. Pas på ikke at træde på dem. Vi må hellere smutte, så forældrene ikke bliver bange og forlader dem, for der skal vist ikke ret meget til, og det tager sin tid, før ungerne kan klare sig selv.”

Økologisk kernekraft i mol og dur.

Du troede, tilværelsen

udelukkende var vanskelig

og uendeligt anstrengende,

og du havde jo også

noget at have det i,

for lige fra det øjeblik din døs

begyndte at ændre karakter

og kræve aktivitet i stedet,

blev du udfordret.

Din virkelighed blev følelig,

og der var intet andet lys,

end det din bevidsthed frembragte.

Der var heller ingen hvile mere,

din salige døs var rejst ind

i fortidens dunkle musikværelser,

hvor den nu komponerede

nostalgi i mol.

Så mødte du muren

og følte, hvor håbløst det var.

Du længtes efter at døse igen,

men stjernen i dit bryst var født

og brændte kun efter at blive sol.

Så blev der pludselig lyst,

og vinden strejfede dig blidt.

Muren var kollapset og havde givet op,

for dit pres havde været konstant.

Verden åbenbarede sig,

og mørkets herredømme var endt.

Dit gennembrud blev markeret

af glitrende sollys, fuglekvidder,

fodtrin, stemmer og trafikstøj.

Fra nu af føltes alt så herligt let,

og musikken 'symfonerede' i dur.

Himlen og havet.

Man bliver født, i en lille båd der vugger blidt på åen, floden eller fjorden. Solen skinner smukt og nænsomt, og der høres både mågeskrig, lærkesang og solsortefløjt, for man er tæt på frodigt land.

Når tiden er moden, ror man ud på Livets Ocean.  Her går bølgerne undertiden højt, andre gange er vandet roligt, og sjældne gange er det blikstille.  Undertiden er der tåge, til andre tider er vejret klart.  Nætterne kan være kulsorte og uden stjerner, men også helt stjerneklare, og Mælkevejen er ganske overvældende eventyrlig og tryg set herfra.

Når det stormer, så bølgerne bliver enorme, kompasset er røget over bord, og sigtbarheden er lig nul, så sekstanten heller ikke kan bruges, føler man sig let fortabt.  Man kan også være fortabt.  Men ror man ufortrødent og kommer gennem vanskelighederne, får man øje på nye horisonter, og føler sig genfødt.

Nogle bliver ved med at ro, andre går i land, hvor og hvis de finder kysten klar. 

Men enhver må, på en eller anden måde, sejle sin egen sø, i kortere eller længere tid.

Måske altid.

Højsædet.

Ingeborg og Anton, et midaldrende ægtepar, sidder på “deres bænk” og nyder udsigten, mens de hviler sig efter at have gået lidt over en kilometer. Bænken er placeret på en høj. Når de sidder her, med ”skistavene” lænet op ad bænken og skuer ud over omgivelserne, føler de sig næsten kongelige og dejligt alene. Det er nu rart en gang imellem.

De havde, for nogle gode armlængders tid siden, set i fjernsynet og de kulørte blade, at der var blevet lavet en plat, og overdrevet vovet, plakat med de kongelige, og de kunne endnu se den for sig – selvfølgelig ikke i detaljer, men den trængte sig alligevel ubehageligt på. De er stadig irriterede over den, og skammer sig samtidig på danskernes vegne.

“Synes du ikke, Ingeborg, at den plakat var noget svineri?”

“Jo, den slags kan man da ikke. Det er uanstændigt. Og så brugte de ytringsfriheden til at forsvare sig med. Er der da ingen grænser mere? I nogle lande ville de være kommet i spjældet resten af livet for majestætsfornærmelse, eller måske oven i købet have mistet knoppen.”

”En del er irriterede over, at vi stadig har et kongehus. Nogle synes, det er for gammeldags, og at vi skulle have en præsident i stedet for, men mon ikke det ville blive lige så dyrt…eller dyrere? Præsidenter plejer hurtigt at vænne sig til at leve som små konger, bortset måske lige fra Obama, som virker helt menneskelig.”

”Selvfølgelig er det underligt, at man kan blive født til at være dit eller dat, sådan helt fuldautomatisk. Det er nok det, man synes er urealistisk i moderne tid, men vi må da ikke glemme, hvor vi er i historien. Vi må se på den globale kontekst. Rundt omkring i verden, bliver visse ledere betragtet som guder, og siger man her, at en leder er dum, kan man komme mange, mange år i et primitivt fængsel.”

“Jamen de snakkede også om Muhammedtegningerne. Det var noget med, at hvis vi kunne tillade os at fornærme muslimerne, så måtte vi også selv kunne tåle at blive trådt over tæerne.”

“Sikke da noget vås.” Ingeborg rettede sig op.  “Den bombe i turbanen var jo bare et svar på islamisternes terrorisme, som de retfærdiggjorde med, at de var sårede i følelserne. Og vores kongelige skældte ikke engang ud over plakaten.”

”Det er det, jeg mener. Så længe verden er så skævt udviklet, som den er, samtidig med at vi forsøger at tale om demokrati og ytringsfrihed, er reaktionen fra vores kongelige et fremragende eksempel for andre på, at man godt kan være et lands overhoved, og samtidig godkende ytringsfrihed. Vores kongefamilie kan tåle det, og det er ikke hverdagskost, hvis du kigger dig omkring i verden.” 

“Jamen hvad havde kongefamilien gjort dem?” Anton støttede hagen med tommel- og pegefinger og kneb øjnene lidt sammen.

“Ingenting så vidt jeg ved. Det var vist for at se, hvordan vi ville reagere.”

”Vi må bruge vores ytringsfrihed og reagere som voksne mennesker. Når de kongelige bliver svinet til på den måde og finder sig i det uden at bure folk inde eller henrette dem, er de et fremragende eksempel for hele verden på ytringsfrihed og demokrati.”

“Ja vi andre kan da sagtens se, hvad man kan, og hvad man ikke kan.”

”Men denne platte umodenhed udstiller jo samtidig demokratiets modenhed. Alene det at man må, viser jo at vi respekterer alle mennesker, og ikke bare landes overhoveder. Det der med at folk lægger sig fladt på jorden, når deres overhoveder udtrykker et eller andet, er da meget mere umodent. Det er fint, at vi kan være et godt eksempel, så længe der er så mange infantile opfattelser, som der er. Og selv om der er mange ude i verden som ikke fatter, at man kan have en dronning, viser vi jo, hvordan man kan gøre. Og vores land kører da langt bedre og langt mere humant end mange af de lande, hvor man ser fuldstændig anderledes på det. Jeg tror nu også, at selv om de synes, vi er mærkelige, så kan de godt se, at det går meget bedre her. Det skal nok, på den lange bane som man siger, afsætte et eller andet.”

“Tror du så, det flytter noget?”

“Det må man da håbe. Alle trænger til at vågne op. Nå vi har en kilometer hjem igen. Tror du ikke, vi skulle lade bænken hvile sig lidt?”

Above everything and "down under."

To harer sad på en bakketop. De havde et fantastisk udsyn herfra. Et smukt panorama af naturlandskaber, med små byer og en stribe fjord, lå badet i solskinnet, …ja og ikke færre end syv kirkesogne kunne de se, hvis de talte det hele med. Og det gjorde de, selv om noget af udsynet var lidt sløret af forårsdisen. Men de havde gode øjne, og kirkerne var hvidkalkede, så selv de fjerneste af dem lyste op som små prikker. “Hvor er landet dog smukt,” sagde Morten. “Se hvordan vejene skærer markerne ud i mosaikker, og se de røde tage fra menneskenes lejer. Jeg elsker at se på det, men kunne ikke tænke mig at bo på deres måde. Jeg skal have åben himmel over mig, både dag og nat, ellers ville jeg få klaustrofobi.” “Det vil jeg holde i dig med,” svarede Helene og missede med sine smukke øjne. Hun gnubbede koket og lynhurtigt sin næse med begge poter på én gang. “Hvorfor faldt du egentlig på halen for mig?” “Den første gang jeg så dig, vidste jeg, at du skulle være den, der fødte mine killinger. Kuld efter kuld efter kuld, og jeg vidste også lige, hvor vi skulle placere vores første hareleje: På engen i nærheden af den gamle, smukke guldregn, der står nogle få hjortespring til venstre for paradisæbletræalleen. Jeg ville omgærde dig med skønhed, fordi du selv ser så fortryllende ud, og fordi jeg kunne mærke, at du havde et hjerte af guld. Ja selv efter de første tre kuld, ser du lige fortryllende ud. Dine smukke øjne får mig altid til at tænke på paradisæbletræernes blomster, som vel er det smukkeste, jeg kan se.” “Åh, du har da ordet i din magt.” Helenes kinder blev blussende røde, kunne hun mærke. Det var ikke noget man kunne se, for pelsen skjulte heldigvis den slags, men føles…, det kunne det. “Jeg føler, at jeg elsker hele verden nu, alle er mine søstre og brødre, og derfor har vi ingen fjender, …what so ever.” “Hvad så med Mikkel? Er han ikke en af vore fjender?” “Spørg ham, hvis du tør. Jeg tror, han elsker os, og han føler slet ingen fjendskab over for os. Han synes tværtimod, vi er dejlige.” “Ja, sådan kan man jo også vende det. Men selv om du har de smukkeste, brune øjne, forekommer det mig, at du måske er lidt blåøjet. At kunne lide nogen kan åbenbart forstås på flere måder.” “Jeg vælger at tro på, at alle væsner har kærlige følelser. Husker du min fætter Påskeharald, vi legede med sidste Pinse? Han lærte mig, at vi alle er søstre og brødre, og at vi inderst inde og yderst ude, dybest set er eet. Han havde hørt om det fra sin australske grandonkel, som havde levet nogle sæsoner sammen med Hare Krishna-disciple i en Ashrama der. Senere fortsatte han på egne poter, men mødte så en kænguru, som havde indviet ham i tilværelsens mysterier. Og selv om nogle mente, han harvde været i lommen på denne guru som bare havde hjernevasket ham, mener jeg, at det han lærte der, og nu lærer videre, er ægte. Jeg kan i hver te fald få tårer i øjnene, når han fortæller om, hvordan nattehimlens stjerner hvisker vidunderlige budskaber til os, mens vi sover.” “Så kan jeg da bedre forstå, hvorfor du er så smuk. Hvis dine tårer dryppede ned i græsset, ville der nok vokse blomstrende paradisæbletræer op, for selv jorden ville blive rørt, og prøve at svare dig på en eller anden måde.” “Nå, nu begynder det sørme at dryppe. Solen skinner så gyldent på de mørke skyer, som er ved at trække op. Lad os finde noget læ, og vi må nok hellere sætte vore lange bagben foran. Med den sol, ser det ud til guldregn.”

Gæt og "vind"...

"Du er gift og har to børn!" Sandsigersken kiggede sigende på ham.

 

"Nej, jeg er ikke gift og jeg har ingen børn," svarede han lidt utilpas. Han nænnede næsten ikke at sige hende imod, men kunne heller ikke lide at lyve. Situationen føltes ukomfortabel.

 

"Men det får du, når du er blevet gift, og du kommer heller ikke til at mangle penge."

 

Den kunne han ikke komme uden om, for det kunne jo sagtens være, og det lød da heller ikke værst. Men hendes troværdighed som spåkone havde alligevel fået en lille ridse i lakken.

 

"Du kommer til at rejse meget, og du vil møde mange spændende mennesker."

 

Sceancen var relativ kort, og snart kunne han betale, takke og gå. Men samtidig besluttede han, at det var slut med at konsultere en spåkone, da han følte sig snydt, uden dog at kunne sætte en sikker finger på noget.

 

Sådan er det nok med spådomme, tænkte han. Måske ligesom vejrudsigter. Det kan se ud til, at der bliver regn, efter alle vejrkort, mørke skyer og solemærker at dømme, men så drejer vinden pludselig, helt uforudset, og regnen regner i stedet for et andet sted, end det man regnede med. Var der ikke sket noget uforudset, var det kommet til at passe, og så havde man måske nikket anerkendende til vejrprofeten.

 

De indiske palmeblade, hvorpå alle menneskers fortid og fremtid blev nedfældet for 800 - 5000 år siden, Vølven, Nostradamus, Oraklet i Delfi, krystalkugler, kiromanti, tarotkort, nummerologi, og kaffegrums... alt dette røg mange linjer ned på hans interessekort, og han tænkte, at tegn i sol, måne og stjerner, barometre, gamle mundheld om vejr og høst, at stikke en mundfugtet finger i vejret, samt dette at "lytte" sig intuitivt frem, nok var mere troværdigt end spådomme, som vel også indebar fatalisme, og fatalisme brød han sig ikke om, i hvert fald ikke i for udpræget form.

 

Han luftede sine tanker for en god ven, som sagde:

 

"Hvad så hvis sandsigersken havde ramt plet? Hvis alt hun sagde havde passet, og noget af det hun forudså, indtil videre var gået i opfyldelse?"

 

"Ja, hvad nu hvis såfald ifremt? Jeg ved jo heller ingenting, men foreløbig går jeg ud fra mine egne erfaringer og fornemmelser, og jeg vil ikke gå ud fra "hvad så hvis?"

 

"Jamen, hvad så hvis?...nårh nej, rundstyk. Men jeg synes nu, at vejrprofeterne har ret ganske tit. De har jo også skiftet barometrene ud med vejrsatellitter."

 

"Jo, men de satellitter kan ikke forudsige, hvor mange børn jeg får, eller hvem der vinder travløbet på søndag. Så kan jeg nok lige så godt kigge i krystalkuglen eller i kaffegrumset, men jeg foretrækker, indtil videre, "at klappe hesten og slå et slaw på tasken."

Æbler.

”Æbler er nu noget særligt,” sagde det smukke, modne æble til sin sidekammerat. De lå i venteposition på et lille fad, nyvaskede og tørret efter med et viskestykke, som udelukkende blev brugt til det formål.

”Tænk bare på, hvor mange eventyr der er skrevet om os. For ikke at nævne metaforen om det skæbnesvangre æble som Eva lokkede Adam til at bide af. Vi æbler har stået model til meget. Wilhelm Tell skød til måls med bue og pil efter en af vore forfædre, som var placeret på hans

egen søns hovede. Det var, så vidt jeg husker, d.18. november 1307, og Newton opfandt tyngdeloven på grund af os. Sådan kunne jeg blive ved, hvis jeg ellers var lige så god til at huske som Skovfogedæblerne. Men det kniber med det, nu man både er blevet plukket og har været sprøjtet.

”Der er jo også noget ubehageligt at huske på,” gryntede æblet som havde en grøn nuance. Det savnede den tid, hvor det hang på træet og kunne nyde fuglenes kvidren og solens varme stråler. ”Her tænker jeg på Snehvides onde stedmoder, som lokkede hende til at bide af et forgiftet æble.”

”Sandt nok, men giften var ikke medfødt, den var tilsat. For vi er sunde, saftige og vederkvægende af natur, og kan ikke gøre for, at vi ind imellem bliver udnyttet i det ondes tjeneste. Det sker overalt, og mange sprøjter os, for at vi kan holde os pæne i lang tid. Det er skide ubehageligt, og det svækker som sagt også hukommelsen. Men hvad kan man gøre?”

”Har du hørt om de æbler, de nordiske guder spiser i Valhalla?”

”Nej, findes der også gudeæbler? Ja hvorfor egentlig ikke?”

”Ingen af de nordiske guder holder sig pæne længere end til cirka femogtyveårsalderen, hvis de ikke spiser af Yduns æbler. Det giver dem evig ungdom. Nu kan man så spørge om de lever evigt, og det mener jeg, de gør. Det ligger ligesom implicit i ordene 'evig ungdom,' ikkesandt?”

”Mon Valhalla er det samme som Paradis, og mon vi har nogle gener fra Yduns æbler? Ja ikke fordi det skulle undre mig, men det betyder nok blot, at dem der spiser os, holder sig godt. Personligt har vi ingen glæde af det. Vi er jo vegetarer og ikke kannibaler. Bare tanken om at skulle spise et æble, forekommer mig helt surrealistisk.”

”Nu spises vore kærnehuse sjældent. Mange bliver smidt her og der, men fugle og dyr spiser rub og stub. Kærnerne har det med at vandre gennem fordøjelsessystemerne, og bliver spredt vidt og bredt. Det betyder, at der vokser æbletræer rigtig mange steder. På denne måde, holder vi jo, omend ubevidst, utallige væsners kredsløb i orden, så de lever længere, end de ellers ville have gjort, og vi holder jo derved også lægerne fra dørene, som man siger. Så man kunne tilføje, at hvad Yduns æblers egenskaber angår, så har vi nok en rem af huden i skrællen.”

”Når jeg dør, hvis jeg dør, bliver jeg til et Paradisæble, tror jeg, og så vil jeg kigge efter, om Adam og Eva også er blevet lukket ind igen.”

Tid.

Hvor lang tid er der gået siden sidst?
Kan tiden i det hele taget gå?
Uret kan gå, solen kommer og går,
årstiderne kommer og går…
men tiden, nej den går ikke!

For den eksisterer ikke.
Og noget, der ikke eksisterer, kan ikke gå.

Man kan ikke gå tilbage i tiden,
man kan gå tilbage i erindringen.
Alting ændrer sig konstant,
med forskellig hastighed

- men ikke med tiden.
Heller ikke selvom det er oppe i tiden.

Sommertid, agurketid, måltid, o.s.v…
Jo, tiden eksisterer som ord og som forestillinger.
Tid, i sig selv, er mere en ide end noget reelt.
Man har vilje og handlekraft og købekraft
og kan ændre ting og begivenheder.
Men at gå i dybden med betydningen af nu´et
har man ikke tid til. .

Der skal tid til.

Jeg gik en time i kvarteret,
hvor jeg havde tabt mit ur.
Det var som at miste både tid og penge,
så tiden var kostbar og måtte findes igen.
Ikke når jeg fik tid – men nu.
Jeg havde jo klokket i det
ved at tabe uret, for urtiden kunne vise nutiden.
Og med tiden på armen, eller ved hånden,
var den lettere at bære.
Fandt jeg det ikke, var det min sidste tid
med det ur.
Tik tak. Lige nu er jeg tidløs,
og på billedet står tiden helt stille.

En hånds(op)rækning.

En lille fugl hun har i hånd,
er netop ned fra taget taget,
hvor den var ved at miste ånd,
var af sit ophav blevet vraget.

For den var bange for at flyve,
og moder, fader blev så vrede:
¨Vi si’r jo til dig uden at lyve,
du dine vinger ud skal brede.¨

Og hvis du ej vil makke ret
men blive stadig ved at nægte,
så vil det gå dig ganske slet,
naturens love vil dig knægte.

Hun tog den lille fugl i hånd
og strøg den blidt med nænsom finger,
de knytter sammen stille bånd,
så fine, sprøde klokker ringer.

For hånden holdt hun over den,
at flyve fik den også lært,
nu er den fri og glad igen,
det var alli’vel ik’ så svært.

http://www.youtube.com/watch?v=Dk8d9pxZblE

Fra grøftekant til fortov.

De første gange, han var alene i en storby, var sidst i halvtredserne, hans teenageår. Storbyen var uoverskuelig og på sin vis også eventyrlig, med dens kæmpebutikker som havde store udstillingsvinduer, hvor dekoratører i kitler arrangerede stoffer og placerede håndmalede prisskilte ved de talløse, spændende varer. Det var næsten til at blive “høj” af, da han var vant til at omgive sig med natur, små huse, små butikker, fjord, fiskegarn og både, og hvor trafikken hovedsageligt blev afviklet med hestetrukne vogne, der havde store, knirkende hjul med metalringe omkring, der konstant mosede sten og grus, når de rullede. Kom der en ensom bil, blev den nøje iagttaget, og mange skrev nummerpladens bogstaver og tal op. 

I storbyen hastede folk frem og tilbage, så han blev lidt ør og fortryllet. Det som måske var mest anstrengende og udfordrende var,  at han ikke kunne overskue så mange mennesker, for det var noget, han var vant til at kunne. I det daglige var han aldrig omringet af fremmede, og når han mødte et menneske, var han forberedt, for han havde set vedkommende i god tid. Så kunne han hilse goddag og måske udveksle en lille bemærkning undervejs.

I storbyen føltes det frustrerende at gå på fortovet, fordi han måtte sige goddag hele tiden, som han var vant til, og kun få besvarede hans hilsen. Det virkede koldt og uhøfligt. Som om menneskene var bevægelige udstillingsdukker, der havde rigeligt i deres eget. Det krævede en del “storbytræning” at vænne sig til ikke at hilse på hver og en, han mødte.

På en måde var han alene i verden blandt oplyste butiksruder, neonskilte, biler, motorcykler med og uden sidevogne… og en slags mennesker, men lidt efter lidt kunne denne alenehed også efterlade en pirrende følelse af frihed.7

Eet alene...

Du tegner hjerter med en finger
tegner let i rudens dug,
konturer som fra hjertet bringer
frem i brystet stille suk.

Eet, kun eet kan hjertet fylde
bytte suk med englelyd.
Eet alene vil du hylde,
det som bringer hjertet fryd.

Dette ene kender alle
spiller sjælens melodi,
kan få tårer til at falde
ind i sjælens symfoni.

Nu dit øje smiler lettet
stråler som en diamant.
Er dit blik mod ruden rettet,
mon du duggens koder fandt?

/J.W.

Er det rocken der spiller i stuen?

Jeg ville ønske, nogle dygtige forskere kunne finde frem til  f.eks. et nanobaseret produkt som kunne eliminere lyd.   Måske med nogle strukturer som sender lydsvingningerne  mod hinanden, så de ophæves.  Hvis man kunne røre det i vægmaling, indbygge det i tapeter, væve det i tæpper o.s.v., ville man selv være herre over, hvor megen lyd, man ville slippe ind i sin bolig fra naboen o.a., og lydene går jo også den anden vej.  I særlig grad baslyde kan være meget frustrerende. De dunker igennem, selv om man næppe kan høre musikken. Tænk om ens naboer kunne spille og larme så højt de ville, og at man også selv kunne, hvis det var det man ønskede… helt uden at genere andre end dem man bor sammen med. Så ville flere naboer måske næsten kunne være venner.

Stjernedrømme.

Alle, som var ansatte i Firmamentet, var begyndt nederst i hierarkiet som erhvervspraktikanter, som ganske små lyspunkter, og ville man avancere her, måtte man gøre sig fortjent til det.

Det krævede mod, talent og flid, for ikke at nævne tid, at opnå stjernestatus, men havde man først een gang opnået den, blev næsten alt, hvad man sagde og gjorde, opfattet som stjerneskud, og relativt hurtigt voksede ens gage til astronomiske højder.

Endvidere blev man registreret på stjernekortet, og så var man eksponeret i alle galaxer. Man blev, så at sige, opdaget, og hermed var ens karrieremuligheder funklende.

Der skete dog desværre det for nogle, at de brændte ud tidligere end forventet. Ofte lyste de klarere og klarere, alt for hurtigt, hvorefter de eksploderede, kollapsede og blev til sorte huller.

Måske glemte de den højre hjernehalvdel, og overså kærlighed, kunst, kultur, filosofi, meditation, astrologi, poesi og eventyr, fordi det lysende skær fra jordens guld forekom dem mere virkeligt end det smukke, gyldne lys fra stjernerne. De stjerner som hele tiden tændte på hinanden og sammen bredte et lysende tæppe ud over hele firmamentet.

Mange afsluttede dog karrieren som små ønskestjerner på Mælkevejen. 

Imagine

Kan man gennemføre en meningsfuld dialog med en person som er hypnotiseret?

Hvis personen er hypnotiseret til at springe over (glemme) f. eks. tallet 4, vil personen erfare, at han ender på tallet 11, hver gang han bliver bedt om at tælle, hvor mange fingre han har i alt. Han vil undre sig, men må til sidst acceptere, at sådan er det.

Hvis personen er hypnotiseret til ikke at kunne se hypnotisøren, selv om han godt kan se alle andre, kan hypnotisøren stå foran ham, løfte hans kaffekop op i luften og bevæge den frem og tilbage, …og derved skræmme ham, fordi personen tror, han oplever noget overnaturligt.

En levitation!

Giver hypnotisøren ham et glas postevand, beder ham drikke ud, og fortæller ham at det er vodka, bliver han beruset og opfører sig som sådan.

Det er tankevækkende… Også at en person som er under hypnose kan bildes ind, at han ikke kan huske noget som helst om, at han har været hypnotiseret!

Så en dialog med en hypnotiseret person kan kun blive delvist meningsfuld, idet personen vil gå ud fra de ”kendsgerninger,” han er hypnotiseret til at acceptere.

Verden i udgaver.

Hvad ser du? Hvad ser jeg? Ser vi det samme, hvis vi kigger på det samme?
Vi kan i hvert fald ikke have det samme udkigspunkt på samme tid. Kun næsten. Og vi må have hver sin udgave!

Man kan se den samme film i TV over hele landet. Den bliver sendt et sted fra i en given kvalitet. Men alle modtagerne, TV- apparaterne i de mange hjem, gengiver hver sin unikke udgave. Og den tekniske kvalitet er afhængig af TV-modtagerne. Der er f.eks. forskel på analog og digital TV. Filmen som sendes er den samme, men alle ser hver sin udgave. De er både unikke og generelle på samme tid.

Når man kigger på en blomst, ser man sin unikke udgave. Blomsten fremstår via beskueren. Vi ser det samme, men vi ser hver sin udgave.

¨Beviset¨ for at man ser sin egen udgave... ja ubevidst oven i købet ¨producerer¨ den er f. eks. synsprocessen:

Linsen i øjet producerer et ganske lille og omvendt spejlbillede på nethinden. Synsnerven sender så 'elektriske impulser' videre til et eller måske flere hjernecentre, hvor disse impulser ¨bearbejdes¨, og først herefter er vi bevidst om blomsten.

Det samme gælder principielt for de andre sanser.

Sendestationen sender de samme signaler til alle modtagere og filmen bliver afspillet (virkeliggjort) via dem. Alle udgaver smelter tilsyneladende sammen til eet i opfattelserne. Lidt eftertanke viser, at det også gælder vore legemer med hjerner, sanser o.s.v.

Drømme giver et tankevækkende billede på det samme. Men der er en del forskelle på drømme og almindelig dagsbevidsthed, bl.a. at drømme er personlige, og at man ikke fortsætter drømmen, hvor man slap, næste gang man falder i søvn. De mentale principper har dog mange lighedspunkter.

Mens man drømmer, er man almindeligvis ikke klar over, at man ligger i en seng under en dyne. Ligger man ved siden af en der også har gang i en drøm, har man heldigvis ikke problemer med, at drømmene støder sammen. Det viser, at der ikke nødvendigvis behøver være problemer med flere dimensioner. Der er ingen pladsproblemer, fordi alt til syvende og sidst er mentale processer, erindringer som genkaldes samt nyskabelser... i nuet.

Det er dog nemmest at indse retrospektivt, da alt som er sket uvægerligt får status af erindringer, og erindringer er forestillinger i bevidstheden.

"Dueslag."

Duerne kurrer 
fra morgen til aften,
berusede er de
af forårssaften.

De nøjes ej med
at løfte på hatten,
at hilse og nikke
og blinke til skatten.

Det hjælper da vist,
når det kommer til stykket,
at lette på låget
og tage trykket.

Se hvor de flakser,
ja selve måden,
de 'danser duet'
uden kurrer på tråden.