Man bliver født, i en lille båd der vugger blidt på åen, floden eller fjorden. Solen skinner smukt og nænsomt, og der høres både mågeskrig, lærkesang og solsortefløjt, for man er tæt på frodigt land.
Når tiden er moden, ror man ud på Livets Ocean. Her går bølgerne undertiden højt, andre gange er vandet roligt, og sjældne gange er det blikstille. Undertiden er der tåge, til andre tider er vejret klart. Nætterne kan være kulsorte og uden stjerner, men også helt stjerneklare, og Mælkevejen er ganske overvældende eventyrlig og tryg set herfra.
Når det stormer, så bølgerne bliver enorme, kompasset er røget over bord, og sigtbarheden er lig nul, så sekstanten heller ikke kan bruges, føler man sig let fortabt. Man kan også være fortabt. Men ror man ufortrødent og kommer gennem vanskelighederne, får man øje på nye horisonter, og føler sig genfødt.
Nogle bliver ved med at ro, andre går i land, hvor og hvis de finder kysten klar.
Men enhver må, på en eller anden måde, sejle sin egen sø, i kortere eller længere tid.
Måske altid.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar