hvor jeg havde tabt mit ur.
Det var som at miste både tid og penge,
så tiden var kostbar og måtte findes igen.
Ikke når jeg fik tid – men nu.
Jeg havde jo klokket i det
ved at tabe uret, for urtiden kunne vise nutiden.
Og med tiden på armen, eller ved hånden,
var den lettere at bære.
Fandt jeg det ikke, var det min sidste tid
med det ur.
Tik tak. Lige nu er jeg tidløs,
og på billedet står tiden helt stille.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar