De første gange, han var alene i en storby, var sidst i halvtredserne, hans teenageår. Storbyen var uoverskuelig og på sin vis også eventyrlig, med dens kæmpebutikker som havde store udstillingsvinduer, hvor dekoratører i kitler arrangerede stoffer og placerede håndmalede prisskilte ved de talløse, spændende varer. Det var næsten til at blive “høj” af, da han var vant til at omgive sig med natur, små huse, små butikker, fjord, fiskegarn og både, og hvor trafikken hovedsageligt blev afviklet med hestetrukne vogne, der havde store, knirkende hjul med metalringe omkring, der konstant mosede sten og grus, når de rullede. Kom der en ensom bil, blev den nøje iagttaget, og mange skrev nummerpladens bogstaver og tal op.
I storbyen hastede folk frem og tilbage, så han blev lidt ør og fortryllet. Det som måske var mest anstrengende og udfordrende var, at han ikke kunne overskue så mange mennesker, for det var noget, han var vant til at kunne. I det daglige var han aldrig omringet af fremmede, og når han mødte et menneske, var han forberedt, for han havde set vedkommende i god tid. Så kunne han hilse goddag og måske udveksle en lille bemærkning undervejs.
I storbyen føltes det frustrerende at gå på fortovet, fordi han måtte sige goddag hele tiden, som han var vant til, og kun få besvarede hans hilsen. Det virkede koldt og uhøfligt. Som om menneskene var bevægelige udstillingsdukker, der havde rigeligt i deres eget. Det krævede en del “storbytræning” at vænne sig til ikke at hilse på hver og en, han mødte.
På en måde var han alene i verden blandt oplyste butiksruder, neonskilte, biler, motorcykler med og uden sidevogne… og en slags mennesker, men lidt efter lidt kunne denne alenehed også efterlade en pirrende følelse af frihed.7
Ingen kommentarer:
Send en kommentar