Ingrid og Jens gik og sludrede langs fjordens strandkant ved Navet i Sebbersund. De var begge elleve år og havde sommerferie, så der var ingen ulæste lektier som nagede og forstyrrede sommeridyllen. Nogle strandfugle pilede nikkende frem og tilbage, og mågerne var næsten hele tiden i gang med deres daglige dont. De fløj rundt med magelige vingetag, skreg hæse, umelodiøse strofer og dykkede jævnligt i fjorden efter diverse lækkerier, som de kaldte: ”Alt godt fra fjorden,” – en vending de havde spottet på kroskiltet. Kroen lå nede ved havnen og havde smuk fjordudsigt mod Lundbæk og Nibekanten, og den havde specialiseret sig i stegte ål, rejemadder, det løse samt et godt kaffebord.
Der var utallige strandskaller i sandet og mange sten, hvoraf en god del var iøjnefaldende smukke. Jævnlig overskylning af fjordvand og den automatisk medfølgende polering af strandsand og tang, fik efterhånden stenene til at se eventyrlige ud. Og når sollyset samtidig glitrede i dem, var det vanskeligt bare at lade dem ligge til pynt, når man var dreng og elleve år.
Jens bukkede sig jævnligt og greb en sten, som han behændigt kastede skråt ud i vandet, så den kunne smutte. Det havde han gjort så mange gange, at syv smut i eet kast ikke var usædvanligt. Og det var en fornøjelse for ham at gøre det i Ingrids selskab, for han følte, hun beundrede hans evne til at få mange pjask på linje i eet kast.
Ingrid fik øje på en sten, med en særlig smuk nuance. Hun samlede den op og rakte den til ham. Han rystede på hovedet, og sagde med kendermine, at den var for tung til smut. Han tog dog imod den og kastede den ud i fjorden, så langt han kunne. Vandet stod op i en lille søjle, hvor stenen faldt. Der lød et ”sjup,” og mågerne lavede hurtigt og ubesværet nogle undvigemanøvrer, selv om de var helt uden for farezonen.
Ved dette stennedslag i vandet, og den deraf følgende vandsøjle, fik en masse dråber pludselig liv, og oplevede, ganske overvældede, en helt ny tilværelse. I fjorden havde de ikke haft for vane, at betragte sig selv som individuelle væsener, men nu blev denne selvoplevelse påtvunget dem med chokerende pludselighed.
På vej opad fik en lille dråbe nærkontakt med en anden lille dråbe.
”Hej smukke, hvordan går det?,” udbrød den spontant.
”Jo tak, det går da fremad… eller rettere opad, men før eller siden vender det vel, vil jeg tro. Hvem ved?”
”Du lyder helt filosofisk. Vi to er da vist tvillingesjæle, for som det ser ud fra mit perspektiv, ligner vi hinanden som to dråber vand.”
”Det kan der være noget om. Du er ikke ude på det helt dybe med denne betragtning, for jeg kan filosofere, så bølgerne går højt.”
”Der er også meget at fundere over. Hvor kommer vi fra, og hvor går vi hen? Jeg mener, hvad skal det hele ende med? Der må da være en mening med tilværelsen. Vi kan ikke bare være skabt tilfældigt. Så hører alting jo op.”
”Ja selvfølgelig er der en mening med vore liv. Jeg tror heller ikke, det er tilfældigt, vi to mødes lige nu og her. Hov, kan du forresten mærke, hvor stille der pludselig bliver? Det er ganske vidunderligt. Jeg håber, det vil vare evigt.”
”Det er stilhed før stormen, tror jeg, for jeg kan mærke på mit vand, at vi snart er på vej nedad, men det er vel bare naturligt?”
”Ja, det går op og ned i livet. Ups, og nu går det stærkt nedad. Hellige hundestejle, hvor det kildrer vidunderligt i maven.”
To sekunder senere var sprøjtet stort set forbi, og dråberne atter forenede med deres ophav. Samtidig forsvandt alle behov for at formode noget som helst, for alt sagde jo sig selv nu.
Som udenforstående kan man undre sig over, at to dråber orker at gøre sig spekulationer om, hvem eller hvad de dybest set er, og hvor de er kommet fra, men for dem var en hel tilværelse gennemlevet, og de havde ikke opfattet den som speciel kort… og slet ikke som spildt.
Tænk eksempelvis på en døgnflue, som lever i cirka fireogtyve timer, hvor den kan nå at vokse op, formere sig, blive gammel og dø. Det ville sikkert have forekommet dråberne som en evighed, hvis de havde haft mulighed for at forholde sig til det. Men det lå ikke lige i deres kort, og det er vel også det, det relative spekulatarium har til opgave at belyse. Det er sikkert heller ikke sværere at forstå, end man gør det til.
”Se, Ingrid, ni smut.” Jens brystede sig af sit sidste kast. ”Men det var også en helt perfekt smuttesten, jeg lige fandt. Hov se, der er en fuglerede med unger. Måske er det ryler. De ligner sandet og stenene på en prik. Pas på ikke at træde på dem. Vi må hellere smutte, så forældrene ikke bliver bange og forlader dem, for der skal vist ikke ret meget til, og det tager sin tid, før ungerne kan klare sig selv.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar