En lille fugl hun har i hånd,
er netop ned fra taget taget,
hvor den var ved at miste ånd,
var af sit ophav blevet vraget.
er netop ned fra taget taget,
hvor den var ved at miste ånd,
var af sit ophav blevet vraget.
For den var bange for at flyve,
og moder, fader blev så vrede:
¨Vi si’r jo til dig uden at lyve,
du dine vinger ud skal brede.¨
og moder, fader blev så vrede:
¨Vi si’r jo til dig uden at lyve,
du dine vinger ud skal brede.¨
Og hvis du ej vil makke ret
men blive stadig ved at nægte,
så vil det gå dig ganske slet,
naturens love vil dig knægte.
men blive stadig ved at nægte,
så vil det gå dig ganske slet,
naturens love vil dig knægte.
Hun tog den lille fugl i hånd
og strøg den blidt med nænsom finger,
de knytter sammen stille bånd,
så fine, sprøde klokker ringer.
og strøg den blidt med nænsom finger,
de knytter sammen stille bånd,
så fine, sprøde klokker ringer.
For hånden holdt hun over den,
at flyve fik den også lært,
nu er den fri og glad igen,
det var alli’vel ik’ så svært.
at flyve fik den også lært,
nu er den fri og glad igen,
det var alli’vel ik’ så svært.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar