søndag den 14. april 2013

Gæt og "vind"...


"Du er gift og har to børn!" Sandsigersken kiggede sigende på ham.
 
"Nej, jeg er ikke gift og jeg har ingen børn," svarede han lidt utilpas. Han nænnede næsten ikke at sige hende imod, men kunne heller ikke lide at lyve. Situationen føltes ukomfortabel.
 
"Men det får du, når du er blevet gift, og du kommer heller ikke til at mangle penge."
 
Den kunne han ikke komme uden om, for det kunne jo sagtens være, og det lød da heller ikke værst. Men hendes troværdighed som spåkone havde alligevel fået en lille ridse i lakken.
 
"Du kommer til at rejse meget, og du vil møde mange spændende mennesker."
 
Sceancen var relativ kort, og snart kunne han betale, takke og gå. Men samtidig besluttede han, at det var slut med at konsultere en spåkone, da han følte sig snydt, uden dog at kunne sætte en sikker finger på noget.
 
Sådan er det nok med spådomme, tænkte han. Måske ligesom vejrudsigter. Det kan se ud til, at der bliver regn, efter alle vejrkort, mørke skyer og solemærker at dømme, men så drejer vinden pludselig, helt uforudset, og regnen regner i stedet for et andet sted, end det man regnede med. Var der ikke sket noget uforudset, var det kommet til at passe, og så havde man måske nikket anerkendende til vejrprofeten.
 
De indiske palmeblade, hvorpå alle menneskers fortid og fremtid blev nedfældet for 800 - 5000 år siden, Vølven, Nostradamus, Oraklet i Delfi, krystalkugler, kiromanti, tarotkort, nummerologi, og kaffegrums... alt dette røg mange linjer ned på hans interessekort, og han tænkte, at tegn i sol, måne og stjerner, barometre, gamle mundheld om vejr og høst, at stikke en mundfugtet finger i vejret, samt dette at "lytte" sig intuitivt frem, nok var mere troværdigt end spådomme, som vel også indebar fatalisme, og fatalisme brød han sig ikke om, i hvert fald ikke i for udpræget form.
 
Han luftede sine tanker for en god ven, som sagde:
 
"Hvad så hvis sandsigersken havde ramt plet? Hvis alt hun sagde havde passet, og noget af det hun forudså, indtil videre var gået i opfyldelse?"
 
"Ja, hvad nu hvis såfald ifremt? Jeg ved jo heller ingenting, men foreløbig går jeg ud fra mine egne erfaringer og fornemmelser, og jeg vil ikke gå ud fra "hvad så hvis?"
 
"Jamen, hvad så hvis?...nårh nej, rundstyk. Men jeg synes nu, at vejrprofeterne har ret ganske tit. De har jo også skiftet barometrene ud med vejrsatellitter."
 
"Jo, men de satellitter kan ikke forudsige, hvor mange børn jeg får, eller hvem der vinder travløbet på søndag. Så kan jeg nok lige så godt kigge i krystalkuglen eller i kaffegrumset, men jeg foretrækker, indtil videre, "at klappe hesten og slå et slaw på tasken."





Ingen kommentarer:

Send en kommentar